Møgkælling

En af de gennemgående personer i min roman er journalisten Julie. Faktisk er hun en del af årsagen til bogens titel, Blåt Chok.

Oprindeligt kunne jeg rigtig godt lide hende, men problemet i den tidlige version af romanen var, at fortællestemmen fik personerne i romanen til at ligne hinanden for meget.

Så besluttede jeg mig for at gøre Julie mere bitch-agtig, og her kom den blå farve ind.

Hendes verden leves i blåligt lys, eller sådan forestillede jeg mig, at en gennemført bitch oplevede verden.

Julie er avantgarde når det kommer til sex. Her har jeg også arbejdet med udtrykket, for i mine første versioner af romanen var sex detaljeret beskrevet. En pik var en pik og en kusse en kusse.

I det tekstuddrag, som jeg bringer nedenfor, har Julie sex med en engelsk forretningsmand. De dyrker en art sadomasochistisk sex, hvor de leger med voldtægt og misbrug. Oprindeligt tæskede han vist bare Julie og udførte en art avanceret waterboarding i toiletkummen, som han i øvrigt også tissede i.

Men så skrev jeg det om. Måske gør han det samme nu? Læserens tanker kommer på arbejde, men man skal have en pervers tankegang for at få mest muligt ud af afsnittet.

På den anden side, mennesker er vel i udgangspunktet perverse?

*******

I kapitel 4 har Julie og hendes veninde, Snerlen, mødt tre engelske forretningsmænd. De ender i baren på mændenes hotel og tekstuddraget begynder med, at Snerlen bryder op.

Tekstuddrag fra kapitel 4-3 Møgkælling:

“Nå, men dejligt at se dig igen, lad os holde kontakten.”
Snerlen bøjer sig og kindkysser Julie, hilser af og forlader selskabet. Ved døren standser hun, kigger i sin skuldertaske, kaster et enkelt blik tilbage mod Julie og forlader så endeligt baren.
Eric er den næste, der bryder op. Han skubber sit tomme glas med Guineas skumrester i bunden ind på bordet foran sig og fanger på den måde de andres opmærksomhed. Han rejser sig, takker for en hyggelig aften og indleder bevægelsen imod døren. Han forsinkes nærmest umærkeligt af Paul, der også han takker af, og de to blege mænd forsvinder i døråbningen med retning imod elevatorerne. Max bestiller endnu en gin og tonic, Julie afslår en tilsvarende, men indvilliger med et nik i at blive. Max rejser sig endelig, hans høje glas er tomt bortset fra lidt isrester i bunden. Han vakler, tørrer sveden af sin blege pande. Julie står foran ham, betragter nøglekortet i sin hånd og spøger så til rumnummeret.
Blå og hvidstribede vægge, hvide rokokomøbler. Julie sætter prøvende sin ene fod ind i luksussuiten. Døren smækker bag hende, Maxs ginånde puster til hendes blonde hår. Hun kniber og bevæger sig langsomt fremad. Hun holder ryggen til sit britiske, hvide bekendtskab. En raslen og en ed fortæller, at Max har ramt rokokokontorstolen foran det hvide skrivebord. Hans hånd griber ud efter Julies hår, men hun undviger, flytter sig længere frem og lader sin hvide læg titte frem i kjolens slids. Så griber han hende bagfra, hun kniber, gør en undvigemanøvre og rammer Max i hans skridt med sin knyttede hånd.
”You dirty bitch!”
Max eksploderer, Julie kniber, cellofanen mørnes og smyger sig varm, blød og rød om sin gave.

Tøj i trevler.
Møbler i kaos.
Skrig bag hånd.

Rødt næseblod på en hvid væg, fingre mod en slimhinde, slag mod et væv, hårtotter på et gulv.

Vrikkende hofter.
Fyldige bryster.
Erotiske kærtegn.
Frivol stønnen.

Smeltet cellofan åbner døren til livet. At se, hvad man godt ved, men ellers glemmer. At længes og forløses. At savne. Tusind dage i afsavn. Tusind dage i forvisning om egen ufejlbarlighed. Tusind dage i en gold ørken. Et isslot, en isslette, en indlandsis. De nøgne tæer. Blåfrosne og på vandring gennem sne, der smelter under hvert skridt. Sjælens varme bryder krystallernes gitter og kalder som flagremusens skrig  i hulen. En høj lydløs kalden, der tegner en verden i negativ. Der er kun en. Der er kun en hende. Den vidunderlige blå.

”Get down!”

Grønt sanitetsporcelæn.
Lilla fliser.
Røde mærker.
Gul urin.

Han er et svin, og han bliver den sidste.

Asfyksi.
Drukning.
Ængstelse.
Syner.

Betancourt blandt mænd, mange mænd. Lyst, og hæmningsløs sex i den dybe jungle. En lille fangevogter i blodplettet tøj. Spor efter kniven i hans underliv, spor efter hende, den perfekte gave.

Luft.
Skrig.
Lussinger.
Orgasme.

Max ligger nøgen på den brede seng, da Julie kommer ind fra badeværelset. Hendes hår er nødtørftigt tørret med den fastmonterede hårtørrer på badeværelset. Hun betragter sin ene underarm, dernæst sit højre bryst og det venstre lår. Blålilla blodansamlinger og tillige en hævelse over kindbenet.
”You like it rough!” Max siger ordene som en konstatering.
Han ligger afslappet og fedladen på det hvide lagen. Julie vender sin højre og kridhvide kind imod ham, slår med nakken og spankulerer så rundt i suiten, mens hun samler sit tøj sammen. Hun løfter sine trusser op og holder dem frem mod ham. Max retter sig op i sengen, sved springer frem på hans hvide krop, en dirren ses ved hans ene kind. Trusserne er flået, bruddet mellem g-strengen og højre elastikrand gør dem ubrugelige. Så løfter Julie sin skjorte, der er blod på højre ærme.
”Your blood!”
Max tager sig til sin blålige hævede underlæbe. Hun presser sig ned i nederdelen, tager skjorten på og smyger sig i jakken, der stadig er uskadt. Julie skuer et øjeblik ud i rummet, så tager hun den klare, tomme affaldspose op fra affaldsspanden under skrivebordet. Sirligt placeres de iturevne trusser i posen, som forsigtigt foldes sammen i hendes håndtaske.
”Rape, Max!”
Mere siger hun ikke, men det antænder en eksplosion. Max ryger op fra sengen, vælter frem imod hende og standser så op lige foran hende. Nøgen, blævrende og med løftet knytnæve, men han gør ikke andet. Forstenet er han stoppet midt i sin forsvarsbevægelse. Julie kniber, cellofanen strammer om sin perfekte gave. Med et glat ansigt holder hun sin iPhone frem med fingeren klar på telefonrøret. Max lader hånden falde, synker sammen på knæ, han ser bleg ud. Julie lægger sin iPhone i tasken, lader så pludselig sin hånd følge en linje op langs lårene fra nederdelens frie rand.
”You’re everywhere inside of me”, konstaterer hun nøgternt.
Hun fremtager en fedtet finger fra slidsen mellem sine lår. Hun lugter til fingrene og siger et enkelt ord mere:
”Sperm!”
Så tørrer hun fingeren i en hvid Kleenex serviet, som hun snupper fra en pakke på skrivebordet. Servietten placerer hun i den klare plastpose i tasken. Julie åbner døren, står et øjeblik og betragter den store, hvide blævrende mand, der ligger i sit eget blå opkast på det hvide gulvtæppe. Hun slår med nakken, lader døren glide i og sætter kursen mod elevatorerne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: