Fra præsens til imperfektum

Mit forfatterskab tog for alvor fat med min ”harddiskroman”, Peter og drømmekvinden, som beskriver en vigtig begivenhed på min vej mod skilsmissen.

Oprindeligt var jeg ikke i tvivl. Romanen skulle forsøges udgivet, men som tiden gik afstod jeg og kastede mig i stedet over Blåt chok.

Nu er jeg tilbage, men med nye ideer.

Jeg læste nemlig en dag, at James Elroy skrev forløbet til sine romaner i præsens og derefter skrev den rigtige roman i imperfektum. Altså ikke bare translation, men skabelse af et nyt værk på konturerne af det gamle.

Sådan ville jeg komme af med Peter og drømmekvinden, blive den kvit om man vil.

Efter flere forsøg må jeg erkende, at det er svært at skrive sin historie om. Flere forgæves forsøg ligger nu bage mig og aktuelt arbejder jeg på et nyt (og som de tidligere) lovende forsøg.

Men for at tidligere anstrengelser ikke skal være helt spildte poster jeg her indledningen til et af de skrottede forsøg.

*************************************************************************************

Peter og drømmekvinden – opgivet indledning.

Når solen stråler kraftigt under et sommerhøjtryk, kan varmen få skinnerne til at udvide sig. Togene må køre med nedsat hastighed og køreplanen bliver forstyrret. På broen over sporet gjorde betonflisernes mønster det svært for drengen at køre på sine rulleskøjter. Han bemærkede derfor ikke manden, der stod på betonplatformen som en udspringer, der gør sig klar til sit livs spring. Det var hans livs spring, og hans tid var kommet. Toget viste sig endeligt ude under glasfingeren, det arkitektoniske vidunder, der supplerer de fire vinde ved den gamle lufthavnsterminal. Så fik han øje på manden. Drengen tog sig til munden, mistede balancen og styrtede lige ned i betonen. Han havde hverken hjelm eller håndledsbeskyttere og kom vist slemt til skade, bare ikke så slemt som lokomotivføreren, der i et dæmonisk øjeblik så en femogfyrreårig mand vinke smilende til ham, før han smadredes i rød tomatsauce på forruden. Han kom aldrig tilbage til jobbet, lokoføreren. Mandens rester blev stedt til hvile på Tårnby Kirkegård kun et stenkast derfra, hvor toget endeligt blev bragt til standsning.

Optrinnet eksisterer også i en anden version, hvor lokoføreren beholdt sit job uden at ænse dramaet, der udspillede sig over ham. De dybe riller mellem betonfliserne greb drengens rulleskøjtehjul og tvang ham til jorden. Gråden greb manden, som selv havde børn. Han steg ned fra afsatsen og løb hen til den blødende dreng. Pludselig begyndte manden også at græde. Han græd, fordi han elskede sine egne drenge, som han ikke længere kunne være med. Hans sorg havde bragt ham til kanten af sin tilværelse. Men den blødende, fremmede dreng skabte en lille revne, som var stor nok til, at manden kunne kravle tilbage til livet gennem den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: