Det limbiske system som inspirationskilde

Foran TVet kan man gøre sig forskellige iagttagelser.

Populære serier følger virkeligheden hos onde mødre, drikfældige teenagere eller modige redere.

Man tror nogen gange, det er løgn, iscenesat, men det er det angiveligt ikke. Det skulle være den skinbarlige virkelighed.

Fiktionen er i dag ofte kopier af virkeligheden. Forbrydelsen og Borgen tager afsæt i en meget virkelig verden, så virkelig, at TV-værterne ofte er sammenfaldende med populære værter på de rigtige nyhedsudsendelser.

Prøv så en dag dette: Gå på det lokale bibliotek og lån bogen ”processen” af Franz Kafka. Man indser straks at romanens personer og omgivelser er langt fra den virkelige verden. Både den af i dag og den verden, der var Franz Kafkas virkelighed. Handlingen er grotesk og kan forekomme komplet uforståelig, og det er min umiddelbare vurdering, at Franz Kafka ville have haft svært ved at slå igennem som forfatter i dag.

Det er der for så vidt ikke noget underligt i. Forfattere hører til deres samtid, forfattere hører til deres læsere.

Netop læserne spiller en vigtig rolle som videreformidlere et litterært værk. Bearbejdningen af det læste sker med samtidens briller og forventninger.

Karl Ove Knausgaard er blevet verdensberømt i norden med sit mammutværk ”min kamp”, der i tråd med tiden lader non-fiktionen være kilden. Læserne køber umiddelbart konceptet, at Karl Ove kan gengive dialoger og hændelsesforløb i detaljer mange år efter de fandt sted. Og dermed bliver hans navlebeskuende livsværk den litterære pendant til TV-underholdningen.

Den onde far, kunne man kalde programmet.

Tidsånden fanges, og Karl Ove får succes.

Min bog indeholder beskrivelser af sex, der for nogen vil forekomme grotesk. De personer, som overhovedet har kommenteret dette, har blinket til mig og sagt noget i retning af:

– Modigt gjort!

– Modigt? tænker jeg.

Jeg interesserer mig for seksualiteten og dens udtryk. Jeg finder det fascinerede, at vi alle dybt i hjernen har drifter, der kan få selv besindige personer til at udføre barokke handlingsmønstre.

Ja, det er sgu da interessant!

Det er også interessant, at være grotesk i sin litteratur, for gennem studiet af særtilfælde opnås ofte stor indsigt, og jeg er jo lærer på godt og ondt.

Særligt modigt er det vel næppe. Det handler i bund og grund blot om at lade det limbiske system få lov til at komme ud på skrift, som fiktion forstås.

Indlæg navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: