Den blå monolit – afsnit 2

Jeg har det princip, at alle tekster, som jeg påbegynder, skal afsluttes. Ikke alle tekster bliver til romaner eller noveller, men for læringens skyld, så skal alt afsluttes. Jeg påbegyndte “Den blå monolit” for et stykke tid siden. Nu er jeg klar med andet afsnit. Det falder sig sådan, at jeg nu har skiftet helt til imperfektum, hvorfor første afsnit har skullet omskrives. Her er begge afsnit samlet i en blog, så hvis noget forekommer bekendt, er det altså, fordi det tidligere har været postet som afsnit 1.

************************

Afsnit 1

Direktør! Min far mente, at jeg var selvskrevet som direktør. For hvad? Det var mindre vigtigt, det var titlen og det lukrative honorar, der betød noget. Jeg har altid holdt af ham, min far. Og derfor blev jeg  strategic advisor i en mellemstor provinsiel virksomhed.

-Et godt udgangspunkt, mente min far.

Så så han på mig gennem en smal øjensprække, og en vis tvivl kunne ikke udelukkes.

Der var tale om et avancement fra studentermedhjælper i Odense begravelser A/S. Vi var så at sige vokset sammen, firmaet og jeg. Min ansættelse skete i stenhuggeriet på Skibhusvej. Dengang hed vi Odense granit, men så fusionerede vi med begravelsesforretningen, der lå lige ved hospitalet. Ofte pendlede jeg dagligt mellem Skibhusvej og Universitetshospitalet, lidt over to kilometer. Det var rart, at være ansat i en større virksomhed, det var rart, at komme omkring. Allerdejligst var der dog på stenhuggeriet, hvor jeg delte kontor med kirkens graver og med Linda, der var stenhuggeriets yngste og bedste sælger. Lokalerne ligger stadig i kirkens sidebygning. Så man ud til højre, fandt man kirkegården med dens stoiske indhegning af høje cypresser. Så man til venstre, kunne man se vores salgsudstilling. Sten i forskellige størrelser, med inskription og nogle pyntet med egeløv. Luksusmodellen. Hvil i fred, sagde teksten, der kunne indfræses i bornholmergranitten i Helvetica, en sans serif skrifttype. I salgsudstillingens sydlige hjørne stod firmaets stolthed, monolitten. Seks meter høj og en meter i bredden. Sort, helt blankpoleret og klar til en tekst. En køber havde endnu aldrig vist sig, og derfor sad Linda og jeg ofte side om side, mens vi lod den oplagrede varme fra monolitten strømme gennem vores T-shirts og ind i vores kroppe. Så drømte vi.

Hun, jeg og monolitten for altid.

Afsnit 2

Det var en maj formiddag, at omvæltningen kom. En fredag, hvor solen bagte tidligt, og hvor Linda og jeg holdt formiddagshvil op ad monolittens sorte granit. Jeg havde lagt tæppet ud for hende på græsset. Jakken havde hun taget af, og jeg kunne i smug nyde hendes hvide arme, der stak ud fra den kortærmede hvide skjorte. En engel! Sådan tog hun sig ud. Cypresserne luede for en svag brise, og jeg nappede forsigtigt et mørkt hår, der havde forladt hestehalen og var efterladt på overgangen mellem Lindas skjortebluse og den stadig vinterhvide arm.

– Et hår, forklarede jeg henkastet.
– Tak, sagde Linda.

Stærk formiddagssol og en kvinde. Fra vores kaffegrus steg en dampsøjle op. To hjuldampere på Mississippi, to jernskibe i middelhavet, To skorstene på Titanic i isfyldt farvand. Irrationel tænkning rullede gennem mig. Så drak hun, og jeg fulgte.

-Skøn dag Markus! Ordene kom, mens hun pustede kaffedamp ud mellem de røde læber.

Markus. Evangelist og bevinget løve. Efter konfirmationsforberedelsen var min skæbne bestemt, og resten af min skoletid var jeg uhjælpeligt fastgjort til det lille løveikon, der var afbilledet under kirkens prædikestol.

-Ja Linda, en skøn dag.

Pludselig strøg en formørkelse over kirkegården. Fra lågen, hen over gravstenene og videre mod monolitten, der mistede sin skygge. Jeg så Linda ryste, og rakte hende den sorte blazerjakke. Hun afslog. Døren til våbenhuset havde åbnet sig, og vi så nu to skikkelser komme vores vej.

Man kunne kende den gamle på hans krabbende gang. Linda mente, at han var nærsynet og bar forkert styrke i sine brilleglas. Den sidevers gang skulle kompensere for overraskelser i synsfeltet. Hun havde måske ret. Han fyldte halvfjerds på sin næste fødselsdag, men bortset fra krabbegangen viste han ingen tegn på ælde. Wolff var hans efternavn, og han grundlagde stenhuggeriet. Wolffs karakteristiske stil gik man ikke fejl af, men hvem var den anden mand?

Vi rejste os.

-Goddag unge mennesker, alt vel?

-Goddag hr. Wolff, sagde jeg.

Linda nikkede og så på sit ur.

-Jeg har et salgsmøde klokken 11.

Så gik hun.

-Hun er vores bedste sælger, sagde Wolff henvendt til gæsten.

-Det er Hr. Tærsk, forklarede Wolff henvendt til mig.

Diskret, som livet havde lært mig, trak jeg mig tre skridt tilbage og indtog venteposition. Således var der plads til tænkning. Tærsk havde jeg hørt om, men aldrig mødt. Han var en legende og jævnaldrende med Wolff. Tærsk Skibsproviantering var grundlagt samtidigt med Odense Granit, men virksomheden var betydeligt større. Rygtet sagde, at Odenses borgmester hvert år ringede til Hr. Tærsk for at spørge til forventningerne for det kommende år. Skibsprovianteringen havde hovedsæde ved havnen, som kanalen ledte ind til. Et imponerende domicil holdt helt i blåt, som var firmaets kendetegn. En koboltblå farve, der gik igen på alle de virksomheder, som Tærsk havde kontrollen med. Blå pølsevogne, blå svinefarme, blå rensningsanlæg, hvor grovsorteringsgitteret, der hold Odenses lort og toiletpapir tilbage, også var sprøjtelakeret i blåt.

”Ja, det er så monolitten”, sagde Wolff.

Med den ene hånd slog han ud, og med øjenlågene missede han, mens de to så mod toppen. Så gik de en runde. Skridt for skridt afmåltes den sorte granit, indtil de var tilbage, hvor jeg stod.

”Den skal naturligvis blive stående på kirkegården.”

Tærsk sagde ordene.

Wolff hilste endnu engang på mig, og så gik de tilbage mod våbenhuset.

Hvad pokker var det, der skulle ske? Ingen vidste præcist, hvornår monolitten var blevet lavet, eller hvem der havde gjort det. Eneste sikre var, at Hr. Wolff fik den overdraget som betaling for en mindeplade. Den første opgave, som Odense granit havde haft. En ubemidlet kvinde. Præsten sørgede for betalingen med monolitten, der altid havde været lidt ubekvem at have i kirkens varetægt. Den havde altid stået lige der, hvor den stod nu. På kirkegården. Annalerne beskrev et kloster, og før det en slags bibliotek, så den stod der allerede, da den første kirke blev bygget i 1500-tallet. Linda mente, at den var kommet fra de ydre rum, at den var symbolet på humanisme og høj begavelse. Nærmest guddommelig, og dermed var kirkegården vel i grunden også det perfekte valg til den sorte granit.

”Man kan ikke købe monolitten”, sagde Linda altid.

Sommetider kyssede hun den, eller vi lagde begge vores kinder mod den sorte sten, der også på en vinterdag afgav varme. Skøn sitrende varme, der fik glæden til at løbe, og ideer til at springe.

”Nej, man skal gøre sig fortjent til den”, plejede hun at fortsætte.

Jeg så på uret. Det var efterhånden sen formiddag, jeg måtte tilbage til kontoret.

Indlæg navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: