I lyset fra værket

Et kunstværk, sådan ser jeg selv på det.

En anderledes kriminalroman, tre præsentationsvideoer og så en forside, der er en mørk gengivelse af VM-bjerget isprængt spisepinde, der spiller en særlig rolle i romanen. Da jeg en formiddag hastede hen i 7-eleven for at købe Weekendavisen, var det kulminationen. Min installation var afsløret og i det blitzlys, den udsendte, kunne jeg se ting, jeg ikke før havde set. Især kunne jeg se, hvordan andre opfattede mig, men jeg kunne også se, hvad jeg i forvejen havde fornemmet, at verden er rådden.

I Begyndelsen vidste jeg ikke, at jeg ville lave et kunstværk. Jeg var slet ikke kunstner, og kunst interesserede mig kun lidt, i begyndelsen, men efterhånden som skriveriet tog fat, kom interessen. Jeg begyndte at værdsætte Bjørn Nørgaards porcelænsfigurer, som jeg hver dag kunne nyde på min arbejdsplads, og jeg endte med at gå på Charlottenborg og se Leigh Ledares fotografier af sin mor nøgen, og jeg syntes om det, som jeg så.

Min roman endte jeg med at gøre til en krimi. Den begyndte ikke sådan, men genren er god til at fremhæve det groteske, som jeg synes er smukt, og som interesserer mig. Her tænker jeg især på sex og på kærlighed, for kærlighed er også grotesk, for det er opofrelsen af sig selv for en anden person, og det er følelsen af glæde derved. Og dermed er kærligheden modbeviset på den rationelle forbruger, der vistnok er fundamentet bag kapitalismens modeller, som alle, undtagen Enhedslisten, tilbeder. Det rationelle menneske! Kierkegaards år er en oplagt anledning til at reflektere over netop dette. Det rationelle menneske. Min egen personlige mening er, at det er i irrationaliteten, at sand godhed lever, og sand godhed burde være et ideal.

Seksualiteten er den drift, der presser mennesket ud i irrationaliteten, og dermed er sex nøglen til godhed, men også til ondskab, for denne dualitet synes at forfølge de fleste fænomener, og af det lidt, som jeg fatter af kernefysik, så synes dualitet ved symmetri at være et gennemgående tema i den fysiske forklaring af altet.

Nuvel, Weekendavisen havde en omtale af min bog, der ikke blev fremstillet som et kunstværk, men snarere som en dilletantkomedie.

-Så kan de lære det, syntes omtalen at sige.

Og ”de” var alle de andre selvudråbte forfattere, der udgav på nettet, og som mente, de kunne klare sig uden forlag. Selv så jeg bare til. Først havde jeg lyst til at skrive en forsvarstale, men så forstod jeg, at kunstværket efter sin afsløring skal stråle, og at kommentarer og handlinger, som det afføder, er konturer af den virkelighed, som jeg ellers ikke kan se.

Og jeg så, at fordomsfuldheden lever, at despotismen lever. Og der kom virkninger. Der kom respekt til mig, men også konsekvenser, fordi der er noget der hedder decorum, code-of-conduct, som findes beskrevet i et dokument, der gælder for offentligt ansatte, og som ikke blev nævnt, men som blev håndhævet gennem en aftale om en modificering af en karriere. Jeg havde ytringsfrihed, og jeg havde ret til at optræde som en pervers idiot, men jeg behøvede jo ikke nødvendigvis at bruge denne ret. At have retten uden at bruge den må være lidt ligesom at være kæreste med en pornomodel uden at have sex med hende, direkte dumt. Chefen må godt være homoseksuel, men må chefen være transseksuel eller offentligt sige, at han kan lide sex, hvor en kvinde er klædt i latex og tisser en gul stråle ud i rummet? Må chefen pleje omgang med partnere, der repræsenterer et land, der bruger dødsstraf, og som har bygget en mur af forbudte ord, der sender forespørgsler til registrering hos efterretningstjenesten?

Interessant var også børnenes syn. De bragte ros, og på tomandshånd gav de udtryk for beundring.

-Det er modigt af dig, sagde flere.

Modigt! At skrive en roman med erotisk og selvkritisk indhold – hvorfor skulle det være modigt? Men når nu de syntes, det var modigt, hvorfor gav de mig så ikke nogen ”likes” på facebook? Hvorfor havde jeg flere tusind hits på min hjemmeside, men kun ”likes” fra få nære venner? Hvorfor fik jeg næsten ikke nogen nye facebookvenner, når nu jeg var så modig? Enten var de fulde af lort, eller også handler det at være modig om, at man i bund og grund må finde sig i at være alene. Måske er det bruddet med en rolle, der frembringer en drøm, som ingen tør udleve. Måske netop det er modigt? Måske er det modigt at tage en forhammer og så smadre løs omkring sig indtil folk endelig letter blikket, for at undersøge, hvad der klør i røven. Når de har kradset et stykke tid, så falder de tilbage i konformiteten i den faste overbevisning, at netop de får et arbejde, eller at netop deres hus aldrig oversvømmes under den globale opvarmning. Og oprøret – jo, det står ham den perverse galning for. Kunstner! Hvis han vil kalde sig det, så er det fint, men ærlig talt – er det ikke sådan lidt halvfjerdsersagtigt? Og så er vi ved konklusionen: Jeg i færd med at betale min gæld til hippierne, som min mor hadede, men som tvang os til at se kritisk på borgerlighedens accept af det onde og dens fornægtelse af det gode. Groovy!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: