Sommerstatus

På to måneder skrev jeg 170 sider til min nye roman. Så lod jeg en god ven læse det, og måtte efterfølgende erklære mig enig i hans konklusion.

-Jeg har svært ved at leve mig ind i personerne, sagde han.

Bestemt forståeligt, og jeg havde nok selv haft den sammen fornemmelse.

Hvad nu hvis jeg var en udenforstående som læste det, ville jeg så have lyst til at læse videre? Min egen fornemmelse var altså også: ”Nej”.

Men ingen panik, sådan er det at være forfatter, og jeg tror mange har kasseret langt mere end 170 sider for at nå et tilfredsstillende resultat.

Nu er det heller ikke sådan, at det hele skal kasseres, og jeg vil med det samme afsløre, at jeg er på vej igen. Jeg har fundet rytmen og fornemmelsen af, at folk vil have lyst til at læse med.

Hvad er forandret?

Jo, for det første, har jeg introduceret en jeg-fortæller, der bliver historiens alvidende fortæller.

Det er set før, og det fungerer også for mig. På den måde kan jeg bløde op i forhold til at lade den alvidende fortæller brede sig noget mere, fordi den overordnede jeg-fortæller legitimerer dette.

Samtidigt går jeg ikke hele vejen og gør jeg-fortælleren til hovedpersonen, hvilket giver mig nogle yderligere friheder.

Jeg blev hjulpet på vej ved at læse Christian Jungersens roman, ”Du forsvinder”.

I den roman kunne jeg analysere mig frem til et fremragende håndværk. Ægtemanden får en hjernesvulst og forandrer sig. Et simpelt plot, der straks fanger læseren. Alle kan sætte sig ind i dette mareridt. En nærstående person får en hjernesvulst, og alt er næsten som før, men kun næsten, for der er noget galt. Hvor er den person, som jeg kendte? Hvor meget er svulsten og hvor meget er en side, som jeg har overset.

Simpelt, når først man har fået ideen, men sådan er det med alle gode ideer.

Selvfølgelig kunne jeg ikke bare kopiere Christian Jungersens plot, jeg måtte komme op med noget andet, hvilket jeg altså har nu.

Og dermed går det igen over stok og sten med min roman, der nok bedst kan karakteriseres som en kærlighedshistorie. Genremæssigt er det vel nærmest en dannelsesroman, men her må jeg være forsigtig, jeg er ikke så stærk i tekstanalyse.

Indlæg navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: