Psykiater Jens Bakke – En marcipangris og en mølle

(Psykiater Jens Bakke fortæller fra sit selvalgte eksil i en bjælkehytte et ukendt sted i den virkelige, eller uvirkelige, verden)

Jeg havde troet, at min kone ville komme forbi i dag, men hun havde ikke tid. På min telefonsvarer var der en kort knasende besked, og jeg syntes stemmen var min kones. Det var i hvert fald en kvindes stemme, men hvad den sagde fortabte sig i denne knasen.

Ringe til hende, kunne jeg have gjort, men jeg orkede det ikke.

Bjælkehytten gav mig energi, men det var en energi, der betingede at refleksion godt kunne være bagudrettet, mens handling skulle være fremadrettet. Og det var sådan jeg følte det. At ringe min kone op ville være en bagudskuende handling, så jeg lod være, og min konklusion var derfor, at min kone ikke ville komme forbi i dag.

Hytten var sparsomt møbleret, men når det kom til den personlige komfort, var hytten et overflødighedshorn. Et gigantisk kransekagehorn i hvis flagudstoppede indre jeg sad lyserød og muntrede mig med mandler, marcipan og andre af julens glæder. Og julen er jo en skøn tid, og små danske flag hører sig til, og derfor var jeg ophidset glad, hvorfor, antager jeg, min hud antog en rosa farve.

Der i min lyserødhed kom så et tilbageblik. Tankerne løb til en periode i mit liv, hvor jeg havde en blog.

En blog!!! Hvad er det nu, det er?

Jo, det er sådan en gammeldags ting, der begyndte med noget, der hed Myspace, og derefter eksploderede udi i alskens andre mærkværdige navne.

Og rigtig gættet vi er på internettet, og en blog er det samme som en hjemmeside, hvor man kan lægge fotos og tekst, og da man kom længere hen i nullerne, også lyd og film.

For nogle lyder det sikkert som noget ubrugeligt, og jeg vil give dem ret, for en blog er noget være rod for ikke at sige kimen til kaos og frustration hos læserne.

Heldigvis skete der det, at Facebook efterhånden blev det dominerende medium, og derved blev brugerne organiseret i en fold, hvor de kunne leve lykkeligt. På den måde lever jeg også selv meget lykkeligere på Facebook, hvor jeg ikke behøver at tænke på mærkelige url-tekster eller bakse med underlige søgemaskiner for at finde frem til bloggen. Men det værste ved en blog er i virkeligheden den tekst, som bloggerne skriver.

Det er da fint, at folk har noget på hjertet, men som man nok kan forestille sig, så vil en snakkesagelig person, der har sin egen hjemmeside, hurtigt forfalde til at fylde A4 side op med tekst, som man virkelig ikke orker at læse.

Nej jeg er fan af Facebook.

”klik, kig, …. Klik …. Kig”

Og så et billede af et dyr, der bliver pint (forfærdeligt – jeg deler det, så andre kan se det forfærdelige)

Og så et billede af en baby, der falder bagover og ler (jeg liker)

Og så har min sekretær fået nyt profilbillede (jeg liker – hun ser sgu godt ud – på profilbilledet)

”Klik, kig, kig, … like, … klik,… dele”

En gang i mellem skriver jeg en kommentar, men det er altid en kort kommentar.

Og det er det fede ved Facebook. Altid korte tekster, altid sigende billeder, altid glade hoveder.

Ikke noget med lange tekster eller tvivl om verdens sammensætning, som der jo virkelig ikke er nogen grund til at gå op i, hvis man spørger mig.

Næ, jeg er glad for at være sluppet af med min blog, som jeg kun havde af professionelle årsager. Det var nemlig en blog om perversion.

På bloggen udgav jeg mig for at være sadist, og jer fabrikerede lange beskrivelser af sadomasochistiske sexlege, som jeg havde med en imaginær kæreste, der var masochist.

Og det er i orden at leve under falsk navn i blogverdenen, og min tilgang gav mig adgang til andre blogs, som jeg linkede til.

På gulvet får jeg pludselig nok af disse tanker, og jeg rejser mig. udenfor er det gråvejr, og julestemningen er gasset af her indenfor. I hjørnet kan jeg se noget sand, og jeg overvejer at få fejet gulvet senere i dag.

Som en sidste gestus til min tidligere beskæftigelse løber jeg i tankerne min gamle blogroll igennem.

Den var cirka sådan, men jeg savner den absolut ikke, men jeg savner nok en smule min forskning, som jeg håber at jeg kan komme tilbage til, når mit ophold i bjælkehytten er slut.

Mange af mine tekster på bloggen var til en vis grad inspireret af samtaler, jeg havde haft med patienterne.

Og jeg anser det ikke for uetisk, at omskrive deres historier til et blogindlæg, for anonymiseret fremlægning er i orden, som forskning, og det var sådan, det var.

Trætheden overmander mig efterhånden, og jeg kryber op i overflødighedshornet, hvor jeg lægger mig til at sove i ske med en tør marcipangris, der på sin ene balde, ikke langt fra røvhullet, har påtrykt et dannebrogsflag og på den anden balde har påtrykt en mølle.

En Mølle! Jeg fatter det ikke, men heldigvis tager søvnen over.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: