Psykiater Jens Bakke – kvindelede.

Det er blevet formiddag, men jeg har været tidligt oppe, så jeg er allerede i tøjet. Kaffeduften hænger halvbesk i rummet, og derfor går jeg hen og åbner døren.

Udenfor er der gråt, og en kold tåge fylder mine lunger, men det føles rart.

Stilheden, tågen og kulden. Jeg tager et skridt ud.

Jeg har ikke været ude, siden jeg ankom for snart flere uger siden, og forsigtigt bevæger jeg mig fremad.

Omgivelserne er velkendte for mig, men jeg er alligevel nervøs for at slå hovedet mod en gren. Træernes nærhed bekræftes af min lugtesans. Fyrretræer.

Så standser jeg. Der er højst 5 meter tilbage til døren, men jeg vil ikke gå længere væk. Det er fint her, midt i tågen og i stilheden og alligevel i tilpas nærhed af bjælkehyttens tryghed.

Min ånde fortættes foran mig, og dens kunstneriske udfoldelse optager mig. Bjerge, dale, ansigter og begivenheder aftegner sig i min ånde, der gråhvid bølger foran mig for hurtigt at gå i et med tågen.

Måske savner jeg mit arbejde og min perversionsforskning.

Ja, jeg synes jeg kan mærke et sting af vemod, af savn, og det opfatter jeg positivt.

Her, kort før jul, plejede jeg at have en privat patient på besøg. Denne jul, må han finde en anden terapeut, og det gør mig en anelse trist. Et svigt, det er nok der, tristheden har sin oprindelse, for jeg burde være der for ham.

Han er en ældre herre, stoisk, men plaget af en vildfarelse, som driver ham til tvangshandlinger. Han var dog altid dejligt selskab, og jeg gør mig den indrømmelse at tænke tilbage på den sidste konsultation, som jeg havde med ham.

”Det er blevet værre Doc, jeg mærker, hvordan jeg tærer indvendigt. Et tæret vandrør, hvor den røde rust bryder igennem og frigør en klæbrig masse. Det er ildelugtende, og jeg væmmes først ved det, men så antager det en virkelig form, en slags boble, som jeg snuser op i næsen, og som jeg bagefter befinder mig godt ved at have indtaget.”

”Du befinder dig godt ved det”, spørger jeg.

”Ja”, svarer han.

”Men det er da dejligt, at du har det godt?”

”Hvis du synes , Doc …”

”Jamen, det gør jeg … jeg synes, det er godt, når du har gode følelser i dig”.

Han drejer sig og går hen til mit vindue. Lyset falder på manden, der er klædt helt i sort, undtagen slipset, der er i en bordeaux nuance.

”Tak, Doc, det er derfor jeg godt kan lide at komme hos dig … jeg bliver altid i så godt humør, men det varer ikke længe, for snart er de der igen. Kvinderne…. på gaden, i bussen og i tv.”

”I tv?”, spørger jeg.

”Ja, i går aftes, for eksempel, var der næsten kun kvinder på skærmen, på alle kanaler og det meste af aftenen. En studievært, eksempelvis. En moden kvinde, der interviewede en kvindelig kollega, der højst var 25 år, og som stod stadset ud på hovedbanen og holdt mikrofonen for folk.”

”25 år … er det et problem?”

”Ja, Doc, det synes jeg det er.”

”Uddyb det.”

”Problemet er, at jeg opfatter det som en provokation. Jeg er 60 år gammel, jeg holder af kvinder, som er klædt i kjoler, og som skræller kartofler, og som passer huset, og som kører den af på mig, inden jeg skal i seng … for det kan jeg godt lide … Doc, hører du efter?”

Jeg er åbenbart kommet til at se på mit ur, og det har forstyrret ham.

”Ja, jeg hører efter.”

”Nå, men så er det da provokerende, at jeg skal sidde og se to kvinder underholde hinanden klokken 21:00, i Pressen”

”Pressen?” afbryder jeg ham.

”Ja, tv-avisen .. Doc, det ved du da”

Jeg nikker undskyldende.

”Jeg er 60 år gammel, jeg betaler licens, og jeg kan ikke sætte mig ind i hvilke samfundsomvæltninger, der gør, at jeg skal overvære to kvinder hyggesnakke med hinanden. Jeg vil have alvorlige mænd, der fortæller mig, hvad der sker i verdens brændpunkter, jeg vil ikke høre på kvinder, det er useriøst.”

”Du tager mænd mere alvorlig?” spørger jeg.

”Ja faktisk …. jeg tager mænd mere alvorligt. Eller jeg kan egentlig slet ikke tage kvinder alvorligt, når de glider ud af deres naturlige rolle og begynder at lege mænd.”

”Nogle ville sige, at du er gammeldags … og mandschauvinistisk ..”

Jeg rømmer mig, og trækker derved tiden ud, inden jeg fortsætter.

”Jeg kunne med god ret beskylde dig for at være irrationel”, siger jeg så.

”Irrationel! …. men, Doc, egentlig har du ret. Jeg er irrationel, og det er derfor, jeg kommer til dig. Jeg er gennemsyret irrationel. Jeg kender overhovedet ikke de to damer i tv-avisen, jeg har ingen mening om dem, og jeg ønsker dem det bedste. Og en side i mig siger: ”jamen lad dem dog spille mænd, det er ikke dit problem”. Alligevel sniger den sig ind på mig. Irrationaliteten. Det sker i maven på mig, tror jeg, for det begynder med en knugende og sur fornemmelse i maven. Efterdønningerne fra en bid af et surt æble. Et grønt, hårdt æble, og jeg tvinger bidden ned, og så sætter den sig fast. Et forgiftet æble og så …. så er mit handlemønster lagt fast.”

”Du får tilbagefald?”

”Ja, Doc, jeg får tilbagefald.”

”Fortæl mig om det.”

”I øjeblikket bruger jeg den samme kvinde. Hun bor i en kælder, og hun er bitte lille. Rigtig sød, og hun har altid god tid. Når jeg har trykket på ringeklokken, så hører jeg en bimlende lyd, og på samme måde, som Pavlovs hunde fik mundvand af at høre klokker, så får jeg erektion.

Jeg betaler hende 2000 kroner for en time. Hun bruger et øjeblik på at lægge pengene væk, og så kommer hun ind til mig i rummet.”

”Er det et SM-rum?” vil jeg vide.

”Næ, et helt almindeligt soveværelse. Lyst i indretningen. Hun er klædt i kjole, som jeg gerne vil have det, og så sætter hun sig på knæ foran mig. Hun tager mine sko og strømper af, og så løfter hun mine fødder op i et fad med varmt sæbevand.”

”Du får et fodbad?”

”Ja, Doc, jeg får et fodbad. Et helt almindeligt fodbad. Hun dupper mine fødder, og så smører hun dem ind i olie. Mens hun bader mine fødder bander jeg over kvinderne. Jeg bander over tv-bitchen, jeg bander over mine kvindelige kollegaer, jeg bander over min kone.”

”Ved din kone, at du er der?”

”Doc, hør nu her, hvad tror du selv?”

”Nå ja, jeg skal jo spørge.”

”Ok, jeg bander over alle disse bitches, og hun giver mig ret: ”En kvinde er til for at tjene en mand”, siger hun, og så forsætter hun fodmassagen. Så på et tidspunkt smider hun sin kjole og åbenbarer den mest fantastiske bitte lille, hvide krop. Hun kommer helt hen til mig, og jeg rører ved hende. Først med hænderne, og så med mine læber. Disse følelegemer, de røde læber, som hos mig på et øjeblik er blevet svulmende blodfyldte og med dem, og med min følsomme tunge, undersøger jeg den hvide hud, der smager vidunderlig og dufter af en blanding af parfume og mild sæbe. Blomsteragtigt, og jeg ser for mig noget smukt. En sommer, et landskab. Træer, roser, bjerge og lykke.”

”Hvordan ser lykken ud?”

”Doc, hvordan ser lykken ud? …. jo, den er rosafarvet, ovre i det sarte hvide, men med en rosa glød. En sart hvid kvinde med en rosa glød.”

”Har du sex med hende?”

”Ja, men det vil jeg helst ikke tale om.”

”Hvorfor ikke?”

”Sex er kulminationen, og derefter er der kun afslutningen. Jeg træder op på gaden, og hun sender mig et fingerkys, og så er jeg tilbage … tilbage til realiteterne og til min irrationalitet.”

”Og kvinderne?”

”Kvinderne?” han ser pludselig forvirret ud, men kommer så tilbage på sporet, ”Nå dem, de er pludselig blevet ligegyldige. Hende den 25 årige tv-dulle. Hvis hun vil spilde sit liv på at jagte det, som hun kalder succes. En kort periode på skærmen. Være kendis. Ja, det vedkommer ikke mig. Jeg er ligeglad, og jeg bliver nu ikke engang sur, når jeg ser hende på skærmen. Nå ja, jeg tager hende selvfølgelig ikke alvorligt, men jeg erkender, at det simpelthen er mig, der er forkert på den, for jeg tager ingen kvinder alvorligt, undtagen kvinden i kælderen med den hvide hud og den rosa glød. Hende tager jeg alvorligt helt igennem, helt ind til benet, og jeg forbander hendes mand, for havde hun ikke allerede været gift med en mand, så ville jeg fri til hende. Med blomster, med champagne, med guldkaret og med kys fra mine læber, der altid er bløde, når jeg er sammen med hende.”

”Hvor længe varer det? … hvor længe kan du holde kvindeleden stangen efter sådan et besøg?”

”Åh, det holder vel en måned eller halvanden, så kommer irritationen tilbage.”

Jeg ser på mit ur, tiden er ved at være udløbet.

”Men jeg synes nu alligevel, du er kommet videre, du erkender din irrationalitet, for sådan må det betegnes. I vor tid, i vores samfund, er mand og kvinde lige og forventningerne er lige.”

”Ja, Doc, det er rigtigt. Forventningerne er lige, og det synes jeg er synd.”

”Måske, men jeg synes, du håndterer det godt. Jeg ser ikke noget problem i, at du besøger din hemmelige dame, hvis jeg kunne, ville jeg skrive en recept på hende!” jeg aner ikke, hvorfor jeg siger sådan noget vås, men han tager godt imod det.

”Recipe: Hvid betalingsdame, 40 år og i blomstret kjole. D.s. bruges 3 gange månedligt, udleveres 3 gange”, han klukler.

”Ja, det kunne være fint ikke … jeg nøjes nu med at udskrive sovemedicinen, som jeg synes du skal fortsætte med”, jeg rækker ham en gul recept, jeg har nemlig ikke en computer i min konsultation, så jeg kan ikke ordinere online. Jeg er gammeldags, og det er måske derfor, han har valgt mig. Men vi skal også kunne rumme dem, der er gået i stå, og som ser det hele i et gulnet skær.

Der, hvor jeg står på grunden, er tågen lettet en smule. Jeg kan nu se det store fyrretræ og grenen, der hænger ind over stien. Min arm rejser jeg i vejret og skubber grenen væk, idet jeg går tilbage mod bjælkehytten.

Indenfor er der varmt. Varmt og en anelse fugtigt. I min mave føler jeg en sugen, og det går op for mig, at det er spisetid. Jo, en smule vemod, sådan kan jeg godt føle det, når jeg tænker på mine patienter, men jeg er endnu ikke parat til at komme tilbage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: