Psykiater Jens Bakke – Louise

Jeg har åbnet døren i bjælkehytten, og duften af fyrrenåle løfter mit humør, der i forvejen er godt. Disen er væk, og det er en klar forårsdag. Energien er kommet til mig, og jeg har fundet en bunke noter frem. Længe har jeg ønsket at få taget hul på dette arbejde, men jeg har simpelthen ikke haft overskud, før nu.
Min forskning har altid givet mit psykiaterarbejde en ekstra dimension. I forskningen, er det ikke kun syge, som jeg beskæftiger mig med. Forskningen har også givet mig muligheden for at holde forbindelsen til de normales verden, for fastlæggelse af normalen er vigtig for at kunne definere det afvigende. Kontrolpersoner, jeg behøver kontrolpersoner i min forskning, og meget gerne unge kontrolpersoner, fordi de er særligt vanskelige at komme i kontakt med.
De papirer, som jeg har bredt ud på bordet, handler om en ung pige, Louise. Denne pige er inkarnationen af vores fremtid. Klog, smuk og fremfor alt velovervejet. Velovervejet i alt, hvad hun foretager sig, og man kan derfor sidde tilbage og tænke, at hun da umuligt kan være pervers, eller for den sags skyld sexsyg.
Copenhagen Business College, har undertitlen ”Handelshøjskolen”. Sagen er nemlig den, at man i begyndelsen af 1900-tallet oprettede købmandsskoler, der skulle indprente de unge mennesker (hovedsageligt mænd) en systematisk og velovervejet tilgang til det at købe og sælge varer og ydelser. Da jeg ankom til CBS havde jeg den irriterende tanke i baghovedet, at jeg skulle ind og møde en flok købmænd, en horde af dynelarsener, eller værre endnu, efterkommerne af 1980-jubiees. Desuden fandt jeg det fornærmende, at man havde beholdt undertitlen ”Handelshøjskolen”, for hvorfor snobbe nedad? Næ, langt mere logisk havde det været, hvis man havde valgt en titel, hvori ordet ”universitet” indgik.
Nå, men straks efter, at jeg var trådt ind af svingdørene, indså jeg, at jeg på vanlig vis havde været offer for mine egne fordomme. Det var målrettede og venligt udseende unge mennesker, som jeg mødte derinde. Tidens tøj, alvorsfulde miner, med glimt af humor underneden. For der var latter, mild med en underlægning af anstrengthed.
”Arbejdsudbud”, sagde en ung mand i samtale, da han passeede mig.
”Det rationelle agent”, sagde en ung kvinde, som sad ved et bord med et plastkrus i hånden.
Joe’s Coffee, stod der printet på kruset, der også bar Ø-mærket.
I forelæsningssalen gave jeg mit foredrag: ”Det ansvarsfulde seksualliv”, der især var rettet imod unge mennesker, der står for at skulle folde deres seksualliv ud samtidig med, at de skal gøre karriere og stifte familie.
Foredraget gik over al forventning, bagefter var der klapsalver og opvakte spørgsmål.
”Burde samfundet ikke spærre de perverse inde?” spurgte en ung pige fra salen.
Jeg har fået spørgsmålet før, og selvom det virker som en oplagt løsning, så åbner et sådant forslag en række dilemmaer, hvilket jeg uddybede i mit svar.
Pigen var Louise, og efter foredraget kom hun hen til mig, for igen at lufte sin berettigede irritation over den tabte økonomi, der ligger i, at mennesker skal kopulere ud over, hvad der er rimeligt i et traditionelt parforhold.
Hun var en pæn pige. Omkring 170 cm høj, hendes barm antydedes diskret bag hendes T-shirt, og det mørke hår var sat op i en hestehale.
”Kan alle blive ramt af sexsyge?” spurgte hun.
Straks fornemmede jeg, at det var et vigtigt spørgsmål for hende, og ligeså fornemmede jeg, at der lå noget personligt bag, så jeg indbød hende til en konsultation.
”Hvad koster det?” ønskede hun at vide.
Jeg kunne berolige hende med, at jeg ikke ville taksere det som en almindelig konsultation, men at hun, hvis hun ville underskrive en erklæring, kunne blive kontrolperson i mit forskningsprojekt: ”Den gryende perversion”, ganske anonymt. Og som kontrolperson ville jeg udbetale hende et honorar på 1500 kroner.
”Bliver det opgivet til Skat?” ville hun vide.
”Nej, jeg konterer det som forplejning til klienter”, forklarede jeg.
Når jeg er i Netto samler jeg altid at par kasseboner op, de ligger alligevel og flyder overalt på gulvet omkring kassen, så man kan sige, at jeg gør en god gerning – for miljøet.
”Ok, jeg må ikke tjene for meget – SU, du ved”, forklarede Louise.
Og det kunne jeg godt sætte mig ind i. Louise var en kommende samfundsstøtte, og som sådan er det kun rimeligt, at hun har lidt rum for udfoldelse.
En eftermiddag i den følgende uge, mødte hun op på mit kontor. Efter indledende høfligheder fik jeg hende bænket ved mit skrivebord. Selv sad jeg i min bløde kontorstol i rækkeafstand til min opslåede MacBook.
”Du bruger også Mac?” konstaterede hun.
”Ja, jeg har givet efter … faktisk ville jeg ikke have en computer i min konsultation, men nu er det efterhånden nødvendigt og så blev det en Mac. Jeg kan lide designet, og den fungerer godt med skyen, e-mails og alt det der”, forklarede jeg.
”Mac er helt klart det mest effektive”, sagde hun.
”Effektive?”
”Ja, sammenlignet med PC’er …der er så meget, man selv skal sætte op på en PC, unødvendigt nørderi.”
Allerede her fik jeg igen bekræftet denne piges klarsyn og hendes optaget hed af effektivitet. Hun gjorde et positivt indtryk, må jeg sige.
”Har du fotoerne med?”
Jeg havde bedt hende om at medtage nogle fotos, hvori hun indtog, hvad hun selv opfattede som erotiske positurer. Det kan virke grænseoverskridende, men det er en god måde at lære om et ungt menneskes selvopfattelse i forhold til sin seksualitet.
”Det var underligt …. og ret svært … altså at skulle bede min veninde om at tage disse fotos”, sagde hun.
Idet hun kiggede væk rakte hun sin iPhone frem imod mig.
”Må jeg holde din telefon et øjeblik?”
”Værsgo”, sagde hun, mens hun stadig kiggede væk.
Jeg bladrede mig igennem en serie på 8 fotos, hvor Louise poserede iklædt en stramtsiddende løbedragt. På alle billederne indtog hun stående stilling, og hun vendte ryggen til, mens hun kiggede over skulderen, så man kunne ane hendes ansigt. Hendes løbedrag var sort, og de 8 fotos underbelyst, men man kunne alligevel godt se, at Louise var en mager pige.
”Sådan føler du dig mest erotisk?” spurgte jeg.
”Er det forkert?” hun svarede med et nyt spørgsmål.
”Hvad der er rigtigt og forkert, afgør du …. men jeg vil da gerne sige, at jeg ikke har set noget, der for mig og med min viden forekommer unormalt.”
Jeg rakte iPhonen tilbage, og derefter virkede Louise mere afslappet. Hun lod sig falde tilbage i stolen og slap armlænene med hænderne.
”Jeg synes nogle gange, at jeg er for tyk … så jeg passer på med hvad jeg spiser.”
”Hvorfor poserer du med ryggen til?”
Louise tog igen fat i begge armlæn og rejste sig op i stolen.
”Fordi …. fordi jeg synes mine bryster er for små.”
”Nå-eh …”, jeg smilede, ”jamen du kan da altid få lavet dine bryster større, hvis du vil.”
”Mener du det? …. Det er ikke unaturligt?”
”Ved du hvad …. fremskridtet er sjældent naturligt, men som tiden går, så bliver det normen …. og kunstige bryster er normen i dag.”
Jeg har fået spørgsmålet mange gange før, og jeg svarer altid det samme. Hvorfor gå og være ked af to spejlæg, hvis man er glad for en melon? Misforstå mig ikke, men kunstige bryster har intet med perversion at gøre.
”Man kan vel se det sådan, at det øger min chance for at finde en partner … min mating bliver mere effektiv.”
Fantastisk! Hun var søreme fantastisk, så genialt har jeg aldrig hørt det argumenteret før.
”Jamen det har du da ret i”, indskrænkede jeg mig til at sige, ”Har du en kæreste?”
”Nej … men jeg så en for et år siden.”
”Havde du sex med ham?”
”Nej, jeg bryder mig ikke om nøgne kroppe.”
”Du bryder dig ikke om nøgne mandekroppe?”
”Jeg bryder mig ikke om nøgenhed i det hele taget … mand eller kvinde … jeg bryder mig ikke om det.”
”Har du set en nøgen mand før?”
”Nej aldrig …. som jeg siger, så bryder jeg mig ikke om tanken.”
”Kvindekroppe?”
Louise slap taget i armlænene og faldt igen tilbage i stolen.
”Nu siger jeg bare noget”, sagde hun.
”Det er helt i orden, jeg har tavshedspligt.”
”Jeg finder tanken om sex frastødende, men jeg føler mig presset til at skulle have sex … presset, fordi vi skal være så ….”
”Så?” hjalp jeg hende.
”Så satans frigjorte!” hun spyttede ordene ud.
Louises ansigt havde taget en rosa farve. Hun tøvende, sank og fortsatte:
”Ser du porno?” spurgte jeg.
”Porno? ….”, Louise måbede, ”Nej aldrig, jeg hader det …. Jeg kan ikke se, hvorfor det er så fantastisk, at det blev lovligt dengang i halvfjerdserne …. det var også dengang det hele gik skævt … hippierne.”
”Hmm, onanerer du?” jeg betragtede hende nøje, ”jeg er nødt til at spørge, det er et fast spørgsmål i mit indledende interview”.
”En gang i mellem … måske en gang om måneden.”
”Hvordan har du det med det?”
”Ok, det har jeg det ok med … jeg er afslappet i kroppen bagefter.”
”Hvad tænker du på, når du onanerer … har du bestemte billeder i dine tanker?”
Louise satte sig tilbage i stolen og hendes mund antog form af en smal spalte, men så kunne jeg se, at hun tog sig sammen.
”Der er billeder, men dem vil jeg ikke fortælle dig om”, sagde hun.
”Helt i orden, det er ikke absolut nødvendigt, at jeg får det at vide,” sagde jeg velvidende, at jeg med stor sandsynlighed ville få hende til at løfte sløret for sine fantasier længere henne i samtalen.
Egentlig diskvalificerede det hende som kontrolperson, men jeg var villig til at skære et hjørne, så jeg satte bare kryds i feltet ”almindelige heteroseksuelle fantasier”. Til tider bliver jeg sgu også så forbandet træt af vores stands påtagede selvhøjtidelighed. Videnskaben skal være så korrekt, men i virkeligheden er vi jo totalt ligeglade med ”vidensdelen”, det er ”skaben”, der betyder noget, skaben af hyldemeter af nytteløs information, der mest har til formål at fremme karrierer. Og det har jeg ikke noget problem med, men hvorfor hykle, og netop derfor indrullerede jeg Louise som kontrolperson, for hun havde jo ikke afvist at have almindelige heteroseksuelle seksuelle fantasier under onani, og dermed kunne det heller ikke afvises, at hun duede som kontrolperson, og dermed var redeligheden i hus, næsten, og så kan det vel ikke blive meget bedre.
”Det er ligesom med de homoseksuelle …. homoer og lebber”, hun var begyndt at tale igen, ”det kan man også føre tilbage til hippierne og deres frigørelse. I dag kan barnløse homoseksuelle par få børn … ved insemination eller adoption … og selvom det øger befolkningsgrundlaget …. og arbejdsudbuddet … så kan det aldrig opfattes som effektivt. Det meste effektive er en mand og en kvinde.”
”Hvad forstår du egentlig ved effektivitet”, spurgte jeg efter en pludselig indskydelse.
”Effektivitet?”, hun så måbende på mig,” Jamen det er vel indlysende, eller det er måske ikke indlysende for dig, der er humanist.”
”Lægevidenskaben hviler altså på et naturvidenskabeligt grundlag”, indvendte jeg.
”Nå ja, men psykiatrien er vel hovedsageligt baseret på humanisme, på samfundsforståelse, barndommen og alt det der … men med effektivitet henviser jeg til markedet, som er effektivt … hvilket vil sige, at omkostningerne minimeres under konkurrence.”
”Og det er en naturlov”, spurgte jeg.
”Ja, det mener jeg bestemt, det er,” hun standsede ordstrømmen et øjeblik for at synke, hvorefter hun fortsatte: ”Men hvad har det med seksualitet at gøre? …. Min forståelse af effektivitet?”
”Ja, lad os vende tilbage til seksualiteten, og nu skal du abstrahere fra dine egne fordomme”, jeg tænkte, at jeg hellere måtte stramme op,” For det er en fordom, at psykiatere svælger i barndommen … den moderne psykiatri bygger også på biologisk viden, og det, som du sikkert opfatter som humanistisk spørgeteknik, er struktureret og standardiseret, men du mangler at fortælle mig noget.”
”Ja-eh?”, Louise virkede nu nervøs, eller sådan tolkede jeg hendes tyggen på egen læbe.
”Du kom her, fordi du var bange for, at du selv kunne blive sexsyg… er det ikke rigtigt?”
Hun begyndte at rødme, og mens hun rødmede sugede hun sin kind ind, så der dannedes en sprække i den, og jeg kunne ikke lade være med at få associationen, at den hårløse sprække var en tiårig piges kusse, og jeg glædede mig over, at Louise umuligt kunne læse denne tanke ud af mit ansigtsudtryk, for jeg var ret overbevist om, at hun i så fald først ville sparke mig i bollerne, så lægge mig i benlås og efterfølgende tilkalde politiet. Men i stedet slap hun sin egen kind ved at lade sin mundhules vakuum udligne med et suk, og synet af pigekussen falmede derefter hurtigt.
”Ikke sådan direkte … altså jeg er ikke nervøs, for jeg har helt styr på mine følelser, jeg tænkte bare, at det ville være ubehageligt, hvis man blev ramt af sexsyge … og jeg ville gerne have det uddybet.”
”Louise, prøv at beskrive en kærlighedsoplevelse med en mand … din opfattelse af et dejligt samvær med en mand … et samvær, der måske kunne blive indledningen til et forhold … og i forlængelse heraf sex.”
Ordet ”sex” sagde jeg næsten hviskende, og i min præsentation af spørgsmålet, må jeg have ramt noget, for hun så pludselig blid ud i sin fremtræden.
”Han er nok lidt hørere end mig, slank, muskuløs .. men ikke pumpet. Han er rolig, taler ikke så meget, men når han taler, så kan jeg høre, at han er klogere end mig … men han blærer sig ikke med det, han siger aldrig noget, der piller mig ned, nej først længe efter, at jeg har haft en anfald af argumentationssyge, så går det op for mig, at jeg har været på vildspor, og at han ikke har gjort det mindste for at rette mig, da jeg var allermest aggressiv. I stedet har han ladet fredelige argumenter flyde, over dage, og pludselig indser jeg, at han er fantastisk, mens jeg er utilstrækkelig … altså kun i forhold til ham .. for vi er begge meget kloge … og fornuftige.”
”Med ham kunne du have et forhold”, hjalp jeg hende videre.
”Ja helt bestemt”, hun tøvede, sugede igen kinden ind og denne gang så den liderlig ud, kindkussen, men jeg stod det igennem og lyttede bare videre, ”med ham kunne jeg også dyrke sex. Hans krop vil jeg sikkert have lyst til at se nøgen, og han må være sammen med mig, mens jeg onanerer, men der skal være mørkt .. så han ikke kan se mig, og han skal være helt stille, så jeg ikke tænker over, at han er der, men jeg tænker på hans intelligens og de kloge ord, som han har i sig, og tankerne vil få mig til at smile, og jeg må anstrenge mig for ikke at stønne, og så vil jeg komme, mens jeg bider støn i mig, og han er det eneste menneske, der nogensinde må være sammen med mig under min orgasme … og når vi skal have børn …. men det kan vi aldrig få… for jeg vil aldrig lade ham tage mig … det er for …..”
Hun havde skiftet i udtryk, der nu forekom overordentligt sørgmodigt. Og denne sørgmodighed slog mig som en ensomhed, der omgiver en granitsten på en bar mark. Blegrød granit, som driver med dråber der kommer fra en sten, hvis indre er blevet flydende af at blive krummet sammen. Og sådan forekom Louises kinder. Som en presset granitsten, der græd af sammenpressethed.
”Her”, jeg rakte hende en kleenex.
”Tak, og undskyld.”
”Louise, det skal du da ikke være ked af … mange unge mennesker er et stykke tid om at lære deres seksualitet at kende … det er næsten på samme måde som nattevædere.”
”Natte … nattevædere?” hun måtte snøfte sig igennem ordet.
”Ja, dem, der tisser i sengen helt til de er 10-12 år gamle … altså det er bare et eksempel … der er stadig gode muligheder for, at du vil få børn med en mand, som du elsker.”
”Tror du?”
”Ja, selvfølgelig”
”Åh, det er jeg glad for …. jeg vil være effektiv”, hun sagde ordet ”effektiv” med eftertryk, ”jeg vil have en rigtig familie, og jeg vil have børn, der har min mands og mine egne gener. Det er det mest effektive og det mest korrekte,” hun rejste sig, ”Tak Bakke”, jeg blev overrasket over, at hun sagde mit navn, ”tak fordi du havde tid til at se mig … du har givet mig nogle åbninger i mit liv.”
Da hun var gået, rejste jeg mig og gik til vinduet. Det gør jeg altid efter en konsultation, for det giver mig lejlighed til at se patienten i neutrale omgivelser, uden at jeg afslører mig selv. Louise gik rank afsted, hun slog med hårpisken, og det mørke hår satte luften i svingninger, så nogle blade dalede ned fra lindetræerne.
Hvad var min konklusion? Egentlig havde jeg ingen. Hun var for ung og for umoden, til at jeg kunne konkludere noget med sikkerhed. Måske var hun helt normal, måske var hun prototypen på nutidens unge. En anspændt kælling, der livet igennem ville forblive anspændt. Men nej, jeg kunne alligevel ikke bruge hende som kontrolperson. Umoden eller ej, hun var sgu for mærkelig til at være normal, håbede jeg. Så lukkede jeg kontoret ned og begav mig ud i den effektive verden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: