Psykiater Jens Bakke – At skrive som “hen”

Det er et par dage siden, jeg gennemgik kassen med Louises dokumenter. I dag er det igen tåget udenfor, men jeg har det egentlig godt med denne tåge. Jeg føler ingen form for melankoli, og jeg føler mig heller ikke indelukket. Bjælkehytten og dens mærkelige omgivelser passer godt til mig.

Min kone savner jeg ikke, og det er nok derfor, at jeg ikke har forsøgt at ringe til hende, selvom det i øvrigt ville være svært, for jeg kan se på min mobiltelefon, at der ikke er dækning. Intet netværk når ud til bjælkehytten. Mad er der heller ikke noget af, og det sidste, jeg kan huske at have spist, er stykke marcipangris, dengang jeg faldt i søvn i overflødighedshornet. Men det rører mig ikke, og efter jeg tabte mig nogle kilo, så har min vægt har nu stabiliseret sig. Min organisme kører på ren luft, og det er befriende at have det sådan, for det tager presset væk fra mig. Når jeg kan leve af ren luft, kan jeg blive her så længe jeg har lyst.

Jeg læner mig hen over mit fyrretræsspisebord, sukker let og hviler mit hoved på mine hænder. Håndfladerne lægger sig fladt på det glatte bord, og det får mig til at tænke på en kvindelig forfatter, der debuterede med en roman, der kunne karakteriseres som en fiktionalisering over en rejsebeskrivelse fra Rom. I anmeldelsen, var citeret en sætning:

”Det kølige marmor, mine fingre legede med skjorteknappen, og mine brystvorter reagerede på tanken, der lod dem kærtegne marmoren i et langt solbeskinnet sekund, hvor det derhjemme ikke længere betød noget for mig.”

Beskrivelsen af den unge piges indfald, hvor det blottede bryst og den ekshibitionistiske handling drev hende væk fra det forhold, der havde startet hendes flugt til Rom. Jeg hang naturligvis fast i sætningen grundet mit job som perversionsforsker, for hvilke perversioner skjulte sætningen? Jeg kunne tænke på mange, men anmelderen var bare henrykt.

Det var åbenbart skelsættende for en ung kvinde at twiste sproget og i ungdommelig kådhed give udryk for denne trang til at presse moderbrystet ned i marmoren. Og som noget attråværdigt så var handlingen kun antydet, som en tanke, og det roste anmelderen ligeledes.

En så elegant antydning af en rodløs piges trang til at flashe sine ungpigepatter ved et springvand i Rom, kan kun komme fra en kvinde. Forfatteren kan kun være en kvinde, ikke en mand, for mænd er anderledes. Lidet ville en mand have fundet behag ved at antyde sin lyst til gniden af sin diller mod marmoren, nej han ville være gået anderledes konkret til værks.

”pik og kusse”, er mandens vokabularium begrænset til, i hvert fald ifølge kvinden. Kvinden Bente, som er min sekretær på klinikken, og som, efter min bedste overbevisning, er rødstrømpe. Jo, der er noget tresserbarn over hende, og det passer vel egentlig godt med hendes alder. Men jeg holder af hende, og som jeg ligger her hen over bordet og presser mine kinder ned mod mine håndflader, så fyldes jeg af en voldsom længsel efter Bente.

Denne længsel, der for mig er fuldstændig uforklarlig, forsøger jeg alligevel at finde svar på, og mine tankerækker fortæller mig, at det handler om mit projekt med at formidle i en roman. Jo, jeg tænker på mit værk: ”Romanen om Peter og Sofie”.

Jeg røbede aldrig overfor Bente, at jeg skrev på en roman. I stedet frittede jeg hende for litteraturtips, for hun er en læsehest, som mange kvinder i sluthalvtredserne er det. Sikkert fordi de er gået i frø, hvorved deres indre tørhed omsættes til strømme af flyvende skeletter. Frøskærme, hvorunder der hænger kurve fyldt med klimakteriets vindtørre sandheder, som sikkert er årsagen til, at de finder en fryd ved at læse noget højpandet.

”Hemingway var en drukkenboldt, en ynkelig bastard …. man indser med det samme, at hans skrift er en mands skrift”, mente Bente.

Jeg på min side, kendte kun lidt til Hemingway, men der var det igen. ”Han skriver som en mand”, og det fik mig til at tvivle på mit projekt. Ville det også være tydeligt, at jeg skrev som en mand? Skrev jeg faktisk som en mand? Eller skrev jeg som en tøs, eller som en hanrej? Ja, guderne skulle vide, at jeg så min kone så sjældent, at jeg sagtens kunne være hanrej uden at vide noget om det. I lykkelig uvidenhed gik jeg rundt, og ligeledes var jeg i uvidenhed om mit impact som forfatter. Skrev jeg som en mand eller som en kvinde? Var det egentlig i orden, at skrive som en kvinde, hvis man var kvinde? Hvis man var mand? Mon kvinder helst var fri for mandesnak i det hele taget?

”Betyder det noget, at en mand skriver som en mand?” spurgte jeg Bente.
”Ja selvfølgelig …. det, der karakteriserer mandens litterære sprogbrug, er det vulgære, og det lige på … næ antydningen er meget finere … antydningens kunst, Jens, det er vigtigt at kunne mestre den, og det kan kvinden.”
”Man kan altså enten antyde, eller buldre frem, hvorved men skriver som en mand?”
”Jens … jeg kender dig … din interviewteknik vil jeg gerne have mig frabedt”, hun havde gennemskuet mig, ”men ja, antydningens kunst mestrer de fleste kvinder, og antydningens kunst er finere sådan litterært set, og nogle mandlige forfattere mestrer også antydningens kunst, og derfor er antydningen ikke kvindelig, men bare god kunst.”
”Det er ’hen’?” spurgte jeg.
”Hen?”
”Ja, du ved fra Sverige, forgangslandet, ’hen’, hverken mand eller kvinde, men bare lige midt i mellem.”
”Du Jens, jeg må løbe, jeg har en journal at skrive”, udbrød Bente.
Og så løb hun, eller gik. Jeg bemærkede hendes asymmetri over barmen bag skjorteblusen, som om der manglede noget … jeg kunne ikke lige komme på, hvad det skulle være, men det var netop den dag, at jeg i en anmeldelse blev introduceret for kvinden, der fantaserede om at presse sit unge bryst mod markedspladsens marmor. Det var altså antydningens kunst, måske fordi det forekom totalt urealistisk, at nogen ung kvinde nogensinde offentligt ville lægge sig på knæ, knappe sin bluse op for så at gå i doggystyle, mens hendes patter blev kølet af den bløde marmor. En mindre kontrolleret mand end jeg, ville have fået erektion, men jeg modstod og sad altså tilbage på kontoret, stadig i tvivl. Skulle jeg skrive som mand eller som hen? Hen var nok bedst, hvis jeg ikke skulle få ballade med kvinderne, og det ønskede jeg ikke. Næ, det var givetvis rigtigt, at Hemingway var en hund, en bastard, men så slog det mig. Var det ikke Hemingway, der lagde for udi minimalismen? Burde han så ikke være antydningens mester? Måske antydningen som sådan ikke var det afgørende, måske var det nærmere det, som man antydede, der var vigtigt. At skrive som hen, var måske at antyde, hvad? Ingenting? Ja, sådan hang det nok sammen. Man måtte ikke antyde noget som helst, ikke beskrive noget som helst, bare flyde af sted med ord, der dansede som amputerede bryster hen over gulvet, med vorterne nedad, mens de sang en sang om ingenting. Og det fandt jeg sådan set ok. At skrive som hen blev en ambition for mig, for jeg holdt så uendelig meget af Bente, og hendes mening var vigtig for mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: