Doktorpik

”Det var ved at være tid. På jobbet, på rutineopgaver, det var ved at være tid. Det var tydeligt for mig. Jeg så hendes ansigt konstant, og hvis jeg skulle være i tvivl, kunne jeg bare stoppe op et øjeblik, hvorefter en dump smerte jog gennem mit underliv. De fyldte nossers smerte!”

Stemmen var en kollegas, og jeg kan ikke forklare, hvorfor han pludselig poppede op i mine tanker, mens jeg sad nøgen i bjælkehyttens sofa. På det sidste har jeg følt en fantastisk befrielse ved at være nøgen, og eftersom jeg er mutters alene, så kan jeg ikke se nogen problemer i det. Jeg går derfor mere og mere rundt i Adamkostume.

Min kollega er læge, og han arbejder på et hospital, og sygeplejersken, der var årsag til hans spændte testikler, er ansat på et andet hospital. Men deres bekendtskab er altså fra hospitalsverdenen, og det åbner naturligvis for debat. Må man knalde sin kollega?

Som privatperson har min holdning hidtil været: ”Nej, man må ikke knalde sin kollega, og en virksomhed er berettiget til at sætte regler op for dens ansattes socialisering, og for de fleste anstændige virksomheder går grænsen før knalderi.”

Men det var sådan, jeg så på det, inden jeg flyttede ind i bjælkehytten. Nu er det pludselig mindre vigtigt for mig. Hvis folk vil knalde deres kollegaer, så lade dem dog gøre det.

Hov! Jeg sagde virkelig det: ”så lad dem dog gøre det”, og jeg forstår mindre og mindre af det. Hvordan kan jeg have udviklet denne ligegyldighed, denne uansvarlige ligegyldighed?

Mens jeg smiler, ja, jeg smiler faktisk, så piller jeg tæer, kradser mig på mine nosser og indser, at jeg er i forfald. Her i bjælkehytten forfalder jeg til kransekagespiseri og nudisteri, mens mine holdninger forplumrer, og mine grænser udviskes.

Men sjov nok, så gør det mig ingenting. Tværtimod, så bliver jeg gladere og gladere for hver dag der går. Og det er også derfor, at jeg nu spontant kan smile.

Min kollega kunne også smile. Han er i det hele taget en glad mand, men alle kan have behov for at lette deres hjerter, og derfor kiggede han en dag forbi mit kontor, og det var den dag, at han begyndte samtalen med at henvise til sine spændte nosser.

”Lad os tage en snak … jeg har en halv times tid, inden mit næste møde … kom sæt dig i stolen”, sagde jeg og gik hen for at lukke døren.
”Fedt, det trænger jeg til”, sagde min kollega.
”Nå, lad mig så høre … hvad er der så specielt ved netop denne sygeplejerske? …”, det var langtfra hans første hospitalsaffære, ”hvad er det særlige?”
”Det særlige!”, min kollega kluklo pludselig, ” jo-eh det er sådan lidt … svært … ja lidt svært for mig at fortælle.”
”Jamen vi kender da for pokker hinanden, og vi er begge professionelle”, jeg så på ham. En stor og muskuløs mand.
”Slap nu af, jeg vil jo også gerne fortælle dig det, men lad mig nu gøre det på min egen facon …”
”Jo, selvfølgelig … beklager, kom bare, så lytter jeg”, sagde jeg.
”Godt, som jeg sagde før. De fyldte nossers smerte. Det rumlede konstant. Når jeg sad til patientsamtaler, når jeg var på vej til konference, når jeg kørte hjem. Jeg trængte til hende, og det blokerede for alt andet. Jeg smsede med hende, og hun var som altid villig: ´Jeg trænger til doktorpik’ skrev hun, og jeg så for mig hendes brune hud, de faste lår og hendes sygeplejerskeuniform.”
”Mener du kirurguniformen?” spurgte jeg.
”Nej for fanden …. en rigtig sygeplejerskeuniform. Hvid formsyet kittel, lårkort og med et påtrykt rødt kors på brystet.”
”Du mener en mandschauvinistisk sygeplejerskeuniform?”
”Ja præcis, en mandschauvinistisk sygeplejerskeuniform og det er da noget federe end at se hønsene trippe rundt i grønne undertrøjer, slagterbukser og et krøllet blåt hårnet i plast. De ligner sgu et skiftehold fra Danish Crown!”
Jeg kommenterede ikke denne politisk ukorrekte udtalelse. Min kollega var en fornuftig mand, og jeg ved, at udbruddet var et udtryk for hans pressede situation, han var ikke rigtig mandschauvinist … det kunne jeg i hvert fald slet ikke forestille mig, at han var.

Men hvad nu, hvis han var? Er det i orden at være mandschauvinist? Selvfølgelig ikke, men hvad nu, hvis det var et politisk parti? Danmarks mandschauvinistiske parti – må man lave sådan et parti, eller skal det forbydes, fordi det opfordrer til samfundsomstyrtning? Måske skulle det sidestilles med terrorisme. Ja, det var sådan, jeg ville have argumenteret før, men som sagt, så sejlede bjælkehytten mig rundt i en stille skovsø, der gjorde mig dejlig ligeglad. Åhr, så lad ham dog være mandschauvinist, det er sgu da også meget mere sexet end at være en goplemand, der ligger i brændingen og dovent tager form efter den for tiden værende bølge. Men den pågældende dag, hvor han bragte sygeplejerskeuniformen på banen, hældte jeg mest til det med terrorisme, men jeg lod min professionalisme tage styringen, så jeg kommenterede det ikke, lod ham bare tale videre.

”Nå, men hør nu efter. Min dejlige mulatsygeplejerske plejer at tage imod mig klædt i netop sådan en fetich sygeplejerskeuniform, og så er den lille hønserøv altså syg efter doktorpik.”
”Og det er du mand for at give hende?” hjalp jeg ham på vej.
”Ja …. du ….. det er jeg i den grad. Men ikke fordi jeg er mandschauvinist, men fordi jeg holder af min sygeplejerske, som ikke dansker, men er kommet hertil som ung, og som har haft en svær opvækst. En familie, der ikke kunne rumme sygeplejerskens … noget frisindede”, min kollega gik i stå et øjeblik, sank en gang og talte så videre, ”jo, min sygeplejerske er speciel med hensyn til det frisindede, elsker sex, og så er det svært at have en arabisk baggrund. Ikke at arabere ikke har sex, for som jeg forstår det, så skal de faktisk have sex, profeten vil gerne have, at mand og kone nyder samlivet, og sex … men min sygeplejerske var nok for frisindet som ungt menneske, og så er det svært.”
”Det er nok svært for alle unge mennesker at finde deres ståsted i det seksuelle, uanset hvor de bor, uanset hvor de er vokset op”, sagde jeg.
”Måske, men det ændrer ikke ved, at min sygeplejerske har haft hårde betingelser … men det fantastiske er, at den lille puttehøne har klaret sig rigtig godt … det er derfor, jeg elsker min sygeplejerske.”
”Du elsker hende ligefrem?”
”Ja, når jeg savner hende, så elsker jeg hende, og når hun skriver om doktorpik, så får jeg sommerfugle i maven og længes efter hendes gyldenbrune lår og hendes dejlige stærke arme.”
”Jeg er ked af det … tiden … du er nødt til at komme til sagen.”
Det nagede mig, at jeg var nødt til at skynde på ham, men jeg havde ikke noget valg.

”Nå ja … undskyld”, han rømmede sig og fortsatte så, ”vi lavede altså denne aftale, og en torsdag aften parkerede jeg min bil i et moderne boligkvarter … et af de nybyggede områder omkring havnen … ’Kom ind doktor’ sagde hun med sin specielle stemme, der både er dyb og samtidig utrolig sexet. Ordet ’doktor’ udtalte hun på en måde, der fik mit hjerte til at slå hurtigere og presperm til at flyde”.
”Hmm … nu bliver du vel ikke ophidset igen bare af snakken?” spurgte jeg.
”Jo faktisk … og det må du undskylde, men jeg kan hverken tænke på hende eller tale om hende uden at blive ophidset …. men tiden er knap … hør nu efter, jeg fortæller resten, og så må du tage det hele med … også prespermen.”
”Ok, du snakker bare videre”, sagde jeg.
”Hun havde sin uniform på. Den smøg sig om hende, og hun fyldte den perfekt ud. De øverste knapper havde hun ladet stå åbne, og jeg kunne se den vidunderlige hud. Guldbronzeteint… En lang perlekæde … helt sikkert syntetisk … hang om hendes hals og fuldendte det feminine. Hun havde selvsiddende sorte nylonstrømper på og en sko med stilethæl. Men hun er en lav pige og selv med hæl var jeg meget højere end hende, hvilket gjorde det uimodståeligt for mig at gribe om hende og kramme hende ind til mig. Uniformen var så lårkort, at den hvide kant sluttede et par centimeter over strømpernes kant, og det gav mig to guddommelige centimeter af glat lår”, Min kollega holdt en pause, som han brugte på at stirre drømmende ud i lokalet,” … du må forstå dette … virkelig guddommelige lår, som jeg kunne føle med mine fingre, og mens jeg lod min tommel og pegefinger lege med den bare hud, snavede vi. Vi gled ind i lejligheden, døren smækkede og i omfavnelse snavede vi længe. Hendes læber smagte af læbestift, og hendes mund udsendte en svag duft af koriander, og dette krydderis duft minder mig så meget om min elskede, at jeg til enhver tid bliver blød og glad, når jeg mærker den.”
Jeg smilede opmuntrende til min kollega. Helt uberørt var jeg ikke, hans fortælling gjorde mig glad, også den dag, som jo ligger længe før bjælkehytten, hvor jeg sidder nu. I dag, her i denne hytte, ville jeg fra starten af denne samtale have været glad på min kollegas vegne, på verdens vegne. Tænkt, at der findes så smuk kærlighed. Smuk og samtidig sitrende af begær. Jo, det er den indflydelse, at bjælkehytten har på mig, den gør det indlysende, indlysende og det latterlige, latterligt, og ubetydeligt. Under samtalen virkede mit smil opmuntrende og vel også afvæbnende på min kollega, der fandt overskuddet til at gøre historien færdig.

”Vi elskede i soveværelset. Jeg lå på ryggen med mine ben i vejret, bøjet tilbage, som var jeg en kvinde, der gennemgik en gynækologisk undersøgelse, men jeg var en mand, og jeg har kun et hul, der altså ikke er særlig gynækologisk, men det er der, og sygeplejersken rimmede mig … rimme du ved”
”Ja, helt fint, jeg er med”, svarede jeg.
”Himmelsk og endnu mere himmelsk var det, da hun kneppede mig, og afslutningen var kulinarisk nydelse, en klæg tekstur, der smagte af middehavets sol med et strejf af koriander, og da jeg gik derfra, var det, hvad jeg tog med, smagen af koriander i min mund.”

Jeg husker ikke, hvordan samtalen sluttede. En vag fornemmelse siger mig, at min kollega ville drøfte et dilemma. Det var noget med giftermål, og så er det, at det bliver svært. En ting er flirteri, en anden ting er bil, hus og indkøb sammen med en kone, hvor vinden har blæst parykken skæv, og hvor patterne er kunstudfyldninger af en D-skåls BH. Nej så bliver det svært, og det var sådan, at jeg plejede at rådgive. Glem det, hvis du kan, for tosomhed er nu en gang tænkt som et liv mellem X og Y, en kvinde og en mand. Det er anderledes med begær, og kunne man holde sig til begær, så var der ikke som sådan noget problem. Et diskret begær, som jeg plejede at rådgive om.

Men det var håbløst. Ja, håbløst, sådan var det. Håbløst at rådgive om at fokusere på det diskrete begær, for den sexsyge hjerne lader sig ikke standse ved et diskret begær, den vil have mere. I dag, i morgen, hver dag fremover. Og derfor var mit bedste råd, afholdenhed. Total afholdenhed, selv ikke højre hånd, for selv den vil drive en afsted i overspringshandlinger, der nærer tanken om, at sex og kærlighed følges ad til lykken indfinder sig.

Pludselig hører jeg en lyd. En svag ringen, der langsomt tiltager. Det er min tinnitus! Den er vendt tilbage. Denne ringen giver mig en dejlig følelse af tryghed. Det er trygt at have noget velkendt med sig, selvom bjælkehytten også føles tryg i sig selv. Men min øreringen fuldender trygheden, og jeg føler mig lykkelig. Men denne ringen påvirker også mit syn. Jeg begynder nu at se ud af mig selv, som var jeg i centrum af en enorm energi, som jeg frisætter ved at sprede mine arme ud.

Jeg ser udad, og ikke indad. Det er tydeligt, denne forandring. Det er tydeligt, at jeg før altid så indad til noget forknyt, mens jeg nu kan se udad i friheden.

Igen kommer min kollega i centrum for mine tanker, jeg rækker mine arme frem og udad, mens jeg højt siger:

”Hvis du elsker din sygeplejerske, så tag hende dog. Tag hende med paryk, muskuløse overarme og sæd, der dufter af koriander. Tag hende, gå tur med hende og saml hendes paryk op, hvis sommerprisen skulle blæse den af. Tag hende, lev med hende som I begge finder rigtigt. Hvem er jeg til at rådgive dig om kærligheden? Kun en bogorm, der ser indad, indtil i dag, og tak, fordi du hjælper mig til at se udad. Udad og fremad, for måske er tiden snart kommet til, at jeg kan forlade dette vidunderlige sted. Måske er tiden kommet til, at jeg snart kan forlade min bjælkehytte, så jeg sammen med min tinnitus kan vandre væk med et syn, der ser udad i frihed.”

Jeg smilede, kradsede mig i røven med højre hånds pegefinger, mens jeg tænkte, at det var tid til en lille lur.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: