Det magenta hav

Det er morgen, da jeg vågner. Jeg har sovet på sofaen, og jeg føler mig en smule mørbanket. Ømheden er ikke et bestemt sted i kroppen. Mærkeligt. Hvis det er sofaens skyld, at jeg er øm, så burde jeg kunne pege på ømheden, på ryggen for eksempel. Men ømheden er bare indeni mig.
Jeg ser på min arm og får et chok. Armen er gennemsigtig. Altså, den er synlig, men jeg kan alligevel se igennem den. Jeg bliver pludselig bange, og jeg presser mig tilbage mod sofaen, for kun at blive endnu mere bange, da jeg tumler bagover og igennem væggen. Jeg lander på det ru gulvtæppe i det lille værelse på den anden side. Lige igennem er jeg røget. Angsten er som en hånd, der griber om min kæbe og tvinger mig til at se op. Men hvorfor frygter jeg? Er det fordi, det er uvant at have en gennemsigtig arm og en krop, der kan gå gennem en væg?
Så forandres min situation pludselig. Jeg fornemmer, at jeg ikke er alene. Der er andre i bjælkehytten, og det er rigtig mærkeligt, for her i denne hytte har jeg dog levet mutters alene i en rum tid nu og har aldrig haft fornemmelsen af andre i min nærhed. Gulvtæppet i det lille værelse irriterer på mine nøgne balder. Jeg kradser dem, men jeg rejser mig ikke. Letter blot røven lige nok til kradsning er mulig. Jeg har nemlig ikke lyst til at rejse mig. Noget skæbnesvangert, noget uhyggeligt venter mig i stuen. Det er jeg sikker på. Derfor bliver jeg siddende, mens jeg med en sagtmodig rumba støtter på skiftevis den ene og så på den anden balde.
Er jeg mon død? Tanken har strejfet mig, men så igen, hvorfor skulle jeg være død. Jeg husker ikke at have fejlet noget alvorligt, nogensinde, og en ulykke ville jeg kunne huske. Så husker jeg noget. Jeg besluttede mig for at rekreere mig, efter mit sidste forskningsprojekt kørte af sporet. Det blev for personligt for mig. Til sidst kunne jeg ikke skelne skidt fra kanel. Projektet tog styringen, og jeg lemlæstede vist min elskede, som også var målet for mit studie. Den sexsyge pige, Sofie, som jeg fandt så fascinerende, at hun blev min dag og min nat. Men jeg kom igennem det, og derfor var rekreation det rigtige. Bjælkehytten fandt jeg, da jeg på må og få kørte nordpå og endte i et sommerhuskvarter. Naturgrunde med lyng og siv og dis og gråænder. Et ishus var der også, og indehaveren pegede mig på vej mod bjælkehytten.
Nå, nok med disse tunge tanker. Jeg rejser mig og lader en hånd løbe over mine balder. Tæppet har, trods rumbaen, efterladt et mønster, som jeg tydeligt kan mærke med mine gennemsigtige fingre. Tæppemønsteret på min røv bringer mig til fornuft. Det er bedre at konfrontere sin angst end at sidde på sine bare. Jeg sætter det ene ben frem, og det bliver begyndelsen til min gang ind i stuen, hvor angsten igen overmander mig.
”Goddag Jens, dejligt at se dig igen”, siger en mand til mig.
Manden sidder i bjælkehyttens lænestol. Han hviler sine arme på egetræsarmlænene. Disse armlæn, denne stol, denne designerstol, den må være mange penge værd. Jeg vil tage den med mig, når jeg en dag forlader hytten.
”Ju-hu, Jens, det er dejligt at se dig igen … tab nu ikke mælet.”
Jeg prøver at lade være med at se på manden. Det lykkes bare ikke. Helt fra begyndelsen, fra det øjeblik jeg trådte ind i stuen, har mit blik været låst på manden, der sidder i stolen. Manden er mig selv. Han ser godt ud, sikkert bedre end jeg gør, som jeg står nøgen og med gulvtæppemønster på mine røvbalder.
”Du, dddduuu, du eeer mig”, min stemme dirrer.
”Ja, men hold nu op med at stå der og ligne en, der ikke kan gøre for det. Og bare rolig, jeg har set min egen røv masser af gange … du behøver ikke være flov”, siger manden.
”Er jeg død”, spørger jeg.
”Du lægger hårdt ud, og ok … lad os få det afklaret. Men så må du definere ’død’”, siger min dobbeltgænger.
Denne barokke konversation får mig på en eller anden måde til at slappe af. Måske ser jeg syner efter den megen alenetid. Ja, det kan sagtens være forklaringen. Faktisk savner jeg selvskab, så hvorfor ikke bare nyde det.
”Død … det er vel ikke så svært. Død er det modsatte af levende”, siger jeg triumferende.
”Og levende er?” spørger min dobbeltgænger.
”Levende er, når man trækker vejret”, siger jeg.
”Så prøv at holde vejret”, siger min dobbeltgænger.
Jeg holder vejret, mens jeg tæller inden i mig selv. Da jeg når til 1500 stopper jeg.
”Hvor stoppede du?” spørger min dobbeltgænger.
”1500”, svarer jeg.
”Og hvad så?” spørger han.
”Jeg er død … vi er døde”, siger jeg
”Du er velkommen til at betragte dig selv som død”, han ser på mig med en alvorlig mine, ”men inden du går i panik, så overvej, hvad det egentlig betyder, at være død”.
Jeg sætter mig på en simpel spisebordsstol. Han lader mig være, kommer ikke med nogle spørgsmål eller sætter nogle nye ansigtsudtryk op. Han venter bare, tålmodigt.
”Faktisk aner jeg jo ikke, hvad der er på den anden side, altså, når man er død”, siger jeg.
”Godt tænkt Jens … vi er smarte os Jensner”, siger han.
Men for mig er det stadig en ubehagelig situation. Jeg havde det godt, inden han kom, og hvis det at være i bjælkehytten er at være død, så havde jeg gerne været død der alene. Ingen problemer i det, jeg ville have nydt dagene med tanker om patienter, kollegaer og min interesse, sexsygen. Jeg har ingen behov haft for at få smidt tingenen sådan direkte i fjæset. Og det, om så døden er en ny virkelighed, eller om den er noget helt andet.
”Næ Jens, du havde nok helst været fri for mit besøg?”
”ja, det må jeg indrømme … men hvad så nu?”
”Jeg vil gerne invitere dig på en tur til stranden”, siger min dobbeltgænger.
”Stranden?”
”Ja, til stranden, der er ikke så langt derned, og det er en dejlig spadseretur.”
En dag var jeg omkring 5 meter fra hyttens dør, og det er det længste jeg har bevæget mig væk fra de solide beskyttende vægge. Nej jeg har ikke lys til at komme længere væk.
”Nej, jeg vil ikke til stranden”, svarer jeg ham.
”Det tænkte jeg nok, Jens, men jeg insisterer, og så kan du ikke afslå.”
Han siger det med en venlig stemme, ingen vrede eller truende tone. Bare en venlig stemme, og så kan jeg mærke noget meget underligt. For han har ret, jeg kan ikke modstå ham.
”Ok, så lad os gå … men jeg skal lige have tøj på.”
”Det behøver du ikke, Jens”, siger han.
”Jamen, du bestemmer.”
Jeg rejser mig og tager den hånd, som han smilende rækker frem mod mig.
Hurtigt er vi forbi det krogede træ, der står foran bjælkehytten. Lyng og en sti af blød sandbund. En tåge, der behageligt omslutter min nøgne krop. Der er andre sommerhuse langs med stien. Et ser moderne ud med store vinduespartier og en barnevogn. Et ser slidt ud på en grund, hvor fyrrenåletræer skygger for det tågede lys. Der sidder en ældre kvinde ved et gammelt hus. Hun drikker kaffe, mens hun ser i vores retning, men hun siger ingenting eller gør antydninger af at kunne se os. Hun retter ikke sit ansigt i vores retning, der afsløres af vores knasende skridt, hun samler ikke sin gamle strikkede cardigan om sig, så hendes grønne badedragt skjules.
”Er hun også død?” spørger jeg.
”Nej …. Ikke endnu … hun er levende, og de levende ser os ikke … de levende hverken ser eller hører os”, forklarer min dobbeltgænger.
”Men hun dør snart?” For mig bliver det pludseligt at vigtigt spørgsmål, ”Du sagde ’ikke endnu’ … du ved altså hvornår hun dør?”
”Ja, og nej … jeg ved ikke hvornår hun dør, men jeg ved, hvornår hun ikke dør”, forklarer han.
Det synes jeg er en underlig forklaring. På den anden side finder jeg den også ildevarslende. Hvad nu, hvis min dobbeltgænger kan forårsage hendes død? Hvad nu, hvis han bare ved at pege på hende, kan slå hende ihjel. Den tanke bryder jeg mig ikke om. Tænkt, hvis den gamle dame døde dame og så pludselig kunne se mig nøgen, eller måske skulle jeg tvinges til at høre på hendes gammeldamesnak! Om børnebørn og andet røvsygt, nej hun må for alt i verden forblive i live, så jeg kan beholde min dobbeltgænger for mig selv her i mit eget ensomme døde univers.
”Jamen Jens dog”, min dobbeltgænger taler igen, ”jeg tror du er ved at fange noget af det her, og jeg synes jeg føler en empati hos dig.”
”Empati?” jeg ser ned af mig selv, ned ad min nøgne krop, mit lem forekommer latterligt lille, indskrumpet, ”Hvad mener du med empati … jeg føler ingenting!” siger jeg.
Pludselig kommer en ældre mand ud fra huset, hvor kvinden sidder. Han smiler og giver hende et kys på kinden. Så sætter han sig ved bordet og skænker kaffe op.
For mig indtræder der en forandring. Pludselig føler jeg noget. Jeg føler glæde, som var glæden det at se andre have det godt. Som var glæden en energi, der bliver skabt, når mennesker, som man slet ikke kender, viser kærlighed og glæde ved hinandens selskab. Denne energi strømmer hen over lyngbunden og rammer tågen, der udtyndes og jeg kan pludselig se en låge.
”Mærkede du ikke selv en forandring?” spørger min dobbeltgænger.
”Jo”, siger jeg.
Først går vi ned til vandet, det er smukt, synes jeg. Bølgernes skum står i guldbronce farver, og vandet er krystalklart i en magenta farve.
”Hvad synes du?” spørger min dobbeltgænger.
”Det er smukt, især den magenta farve, som vandet har … udsædvanligt”, siger jeg.
”Ha, ha”, han ler og det forekommer mig underligt,” ha ha, Jens, du er en underlig gammeldags snegl … magenta, Der er ingen mennesker, bortset fra dig, der ved, hvad magenta er for en farve!”.
”Det lyder forsimplet at kalde farven for lys violet, eller mørk lyserød”, argumenterer.
”Men Jens, det viser noget om dig … det viser noget om nørden ’Jens’, for nørder er alting kompliceret, men for mennesker er det omvendt. For rigtige mennesker er livet simpelt, og du kunne have kaldt farven lila, rød, mørk rød eller hvad pokker du ville, det er ikke afgørende, for opfattelsen af farve afhænger af mange ting, og er det i virkeligheden ikke den væsentlige pointe?”
”Den væsentlige pointe er?” spørger jeg forvirret.
”Jamen Jens, det væsentlige er da, at vandet lige her ikke er blåt eller grønt eller gråt, eller en af de andre farver, som havvand almindeligvis er …. Tænker du ikke det?”
Og manden har jo ret, men jeg tænker nok, at min erfaring som død endnu er så sparsom, at jeg ikke er sikker på, hvilken farve havet bør have i disse omgivelser.
”Jo, men jeg er jo død, og måske er havet ikke blåt, når man er død”, siger jeg så.
Min dobbeltgænger ryster på hovedet, og ser så ud til at tage sig sammen. Han gør et tegn med sin hånd. Han vil have mig til at følge sig, og jeg begynder at gå efter ham. Han går tilbage mod sommerhusområdet, men, inden vi når frem til lågen drejer han fra og går mod den fjerneste ende af den parkeringsplads, der ligger mellem lågen og klitterne og havet. Bag en klit, holder en bil med motoren kørende. Bilen ser bekendt ud, og det går op for mig, at det er min egen bil. Der er dog noget mærkeligt ved bilen, og det mærkelige er en slange, som går fra udstødningsrøret og ind gennem et vindue, som er rullet en anelse ned. Sprækken er lukket til med kraftig plastik, der er klæbet fast med gaffatape.
Jeg synker en gang. Jeg gør en synkebevægelse, men jeg føler ingenting. Hverken tørhed eller fugtighed. Ingen spytklat samles, men alligevel er der ingen fornemmelse af ruhed eller irritation i mit svælg.
”Det …”, jeg holder en pause, ”det ser ikke så god ud”, afslutter jeg så sætningen.
”Næ, Jens, det gør det vel egentlig ikke … på den anden side, vi er jo allerede døde, så hvad betyder det for os, at en person er på vej til også at dø …. for egen hånd?”
”Men hvem er det … i min bil?” spørger jeg.
”Jamen se efter, Jens.” siger min dobbeltgænger.
Jeg går de sidste skridt fem til bilen og bøjer mig helt ned til sideruden. Jeg samler mine hænder som en kikkert for at skærme for sollyset, som er brudt igennem.
”For pokker”, jeg gisper, ”der er tre af os”, siger jeg.
I bilen sidder jeg selv. Jeg ligner mig selv mere, end jeg ligner min dobbeltgænger, men jeg står jo her, udenfor, og hvordan kan jeg være flere steder på samme tid?
”Hvordan kan jeg også være der?” spørger jeg.
”Jens, du kender begrebet ’event horizon”?”
”Øh … er det ikke en sci-fi horror film?” siger jeg.
”Ikke filmen, men begrebet … udledt fra Einsteins almene relativitets teori … det har vi da læst om, da vi var unge!”
Det er korrekt, at jeg som yngre gik op i fysik. Jeg læste en del populærvidenskab og gravede også dybere. Einstein var et idol for mig, da jeg var meget ung, men efterhånden mistede jeg interessen. Her på stranden ved siden af mig selv, der er ved at begå selvmord i min egen Volvo, og med et hav, der har en magenta farve, kan jeg godt se, at jeg bør forsøge at huske noget fysik, der kan forklare disse aparte indtryk.
”Er det noget med sorte huller, og det uudforskede der ligger på den anden side … altså man kan rejse ind, men ikke komme ud igen, og måske er det sorte hul en portal til et parallelunivers … er det der, jeg er? I et parallelunivers?” spørger jeg.
”Jens, nu er vi ved at være ved sagens kerne, for faktisk kan jeg heller ikke selv huske en skid af det med eventhorisonten, og jeg har som sådan ikke bedt om at blive sendt hen til dig i bjælkehytten, jeg havde det fint her ved det magenta hav, indtil du pludselig holdt her en morgen i din Volvo, og så var det, at jeg forsøgte at finde en forklaring, og det nærmeste jeg kan komme er, at det må have noget at gøre med relativitetsteorien.”
Min dobbeltgænger var altså selv på herrens mark. Mere erfaren, tydeligvis, men på herrens mark.
”Du er også på skideren”, konstaterer jeg.
”På skideren … det er, som man ser på det, jeg er ikke bange, og jeg har det fint her, og nu er du her jo også, men jeg tænker, at vi er nødt til at foretage os noget. Hvis der bliver ved med at poppe flere af os op her, så ender det i noget grotesk. Et spejlkabinet fyldt med os, fyldt med Jens Bakker, og selvom det kunne være hyggeligt … ja vi kunne holde Jens-Bakke-komsammen-fest … så virker det ikke som en god ide, at vi bare bliver ved med at hobe os op her i dette smukke sommerhusområde.”
”Næ, du har ret … vi må gøre noget”, siger jeg.
”Kom med her ….. så skal du se noget”, siger min dobbeltgænger.
Jeg bliver ledt over klitten og hen til det magenta hav igen. Denne gang går min dobbeltgænger helt frem til vandkanten. Han samler en lille sten op.
”Se nu her”, siger han.
Jeg læner mig frem og ser ned i vandet. Det virker overraskende dybt, når man tænker på, at vi er inde ved vandkanten, men dybt er det altså, og i det magenta skær kan jeg fornemme bunden, der er dækket med nogle større sten og noget tang, også i magenta farve.
Der lyder et plask. Min dobbeltgænge har ladet stenen falde lige ned. Jeg ser ringene brede sig i vandet, men jer ser ingen sten. Bunden forbliver uændret. De samme synlige sten og den samme magenta tang.
”Det var også en lille sten, som du kastede”, siger jeg.
Jeg vender min om, og ser at min dobbeltgænger kommer slæbende med en kæmpestor sten. Han aser og maser med den. Med besvær får han vippet den ud over kanten. Der lyder et stort plask og der opstår en horde af ringe i vandet, men havbunden forbliver uberørt.
”Jeg tror det magenta vand er eventhorisonten”, siger min dobbeltgænger, ” jeg tror, at jeg krydsede den ved at hoppe i, og at du bagefter ankom i din Volvo, splittede dig op i to og tog bjælkehytten i besiddelse.
”Du tror, du krydsede horisonten … du sprang i vandet … men du er her stadig?” spørger jeg.
”Jeg sprang i, men stod straks på kanten igen … men på den anden side af horisonten kan jeg have levet som dig, og jeg er så vendt tilbage som dig i Volvoen”, siger min dobbeltgænger.
”Men hvis du er vendt tilbage som mig, der åbenbart er selvmordskandidat, hvor er du så … hvor er dit selvmord så placeret, for det er vel sådan det hænger sammen?” siger jeg.
”Du er smart, Jens, og ja jeg er kommet frem til det samme, det må være sådan det hænger sammen. Jeg hænger i et træ inde i den skov, som du kan se derude på pynten”, han peger i retning af noget grønt, er vel er henved fem kilometer borte, i fugleflugtslinje, ”Det virker som om, vi prøver at slippe væk fra noget i vores levende liv, men at det ikke vil lykkes”, siger han.
”Hvad kan det være?” spørger jeg.
”Ja, hvad kan det være?” siger han og fortsætter: ”Jeg tror, jeg har regnet det ud. Jeg har haft mere tid end dig til at tænke over tingene, og jeg tror det handler om, at jeg, altså vi, har så svært ved at være ærlige, og derfor er vi her i dette mærkelige sted … et sted, hvor mennesker, som ikke kan være ærlige overfor sig selv, kan opbevares, så livsløgnen og livsleden ikke smitter andre, og uskyldige mennesker.”
Har jeg svært ved at være ærlig? Faktisk synes jeg altid jeg er ærlig, også overfor mig selv. Til tider kan jeg da godt tænke, at mine holdninger er dobbelttydige, men sådan er det at være nørd. Tingene er sjældent simple, heller ikke i livets vigtige spørgsmål, som i kærligheden eller i seksualiteten, som jo har min interesse, professionelt, selvom jeg som person har en helt almindelig seksualitet.
”For mit vedkommende kan jeg ikke se problemet”, jeg lyder nok stram .. jeg er måske ramt af hans insinuationer, ” jeg hjælper mennesker, der har ondt i seksualiteten, som har ondt i kærligheden, og som har ondt i livet … og tit er disse mennesker på vildspor, de ramler ind i samfundets normer, som jeg personligt ikke har det mindste besvær ved at acceptere.”
”Ja, ja, Jens, som jeg sagde, så har jeg også haft mere tid til at spekulere over tingenen her, end du har … men vil du være med på et forsøg?” spørger min dobbeltgænger.
”Et forsøg?”
”Jo, altså ….. hvordan skal jeg sige dette… jo, jeg vil gerne have, at du tager springet gennem horisonten, og når, eller hvis, du kommer tilbage til det almindelige liv, skal du love mig at leve det på en bestemt måde.”
Han ser på mig, og denne gang er det med et nyt ansigtsudtryk. Han ser på mig med et udtryk af håb, som om jeg besidder overnaturlige evner, som om jeg kan udrette noget, som han ikke selv har kunnet udrette.
”På hvilken måde skal jeg leve mit liv?”
”Ærligt.”
”Ærligt … men jeg har altid levet ærligt”, siger jeg, ”i øvrigt vil jeg absolut ikke hoppe ud i det magenta vand, man kan ikke bedømme hvor dybt der er, måske drukner jeg.”
”Jens, husk på … vi er allerede døde … hvad kan der ske?”
Jeg tænker på bjælkehytten, jeg tænker på overflødighedshornet, jeg tænker på tæppemærkerne på mine nøgne balder. Så tænker jeg på mine patienter, mine forsøgspersoner, og så tænker jeg på Louise. Hun er ung, og har livet foran sig, men vil hun leve det ærligt? Hvad hvis jeg var den unge mand, som hun faldt for, ville jeg så kunne holde hende på ærlighedens vej, eller ville også jeg falde i og bedrage først hende, og siden mig selv?
”Jens, du er forsker … du kan ikke modstå dette”, siger min dobbeltgænger.
”Jamen du er vel også forsker?” spørger jeg.
”Næ, jeg var advokat”, siger han.
Det er godt nok noget af en afsløring. Han var advokat, men hvis han er kommet tilbage som mig så…
”Ja, Jens, jeg kan se, at du tænker det samme som mig. Vi kan forandre os, vi kan lave os om … ikke meget tilsyneladende, for du har alligevel levet i et selvbedrag …. men vi kan altså lave os om.”
”Var du pervers?” spørger jeg.
”Mon ikke … du skulle bare vide”, siger han.
Jeg har absolut ikke lyst til at vide, hvilke perversioner min dobbeltgænger har udlevet som advokat, men det forklarer måske, hvorfor jeg blev perversionsforsker.
”Men så er forsker måske heller ikke løsningen?” ræsonnerer jeg.
”Måske ikke …. Det finder du bare ud af … er du med på ideen?” spørger han.
Vi ser hinanden i øjnene. Han er en ok fyr, ligner en venlig mand, ligner jo mig, og så har vi noget tilfælles. En irrationel lyst til at tage en chance, til at følge intuitionen, og min intuition siger mig, at der er noget spændende på den anden side.
Jeg rækker min hånd frem. Han griber den og trækker mig ind til et kram. Vi krammer et øjeblik, så gør jeg mig fri. Klapper ham på skulderen, drejer mig omkring og springer ud i det magenta hav.

Indlæg navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: