Slacker

 

(Igangværende arbejde med det, som måske bliver en ny roman om psykiater Jens Bakke)

”I skal vælge mig, fordi jeg ser fucking godt ud. Jeg er bare lækker. Jeg går i FYMA, jeg kunne have valgt en linje med dramatik, men jeg vil ikke hænges ud som slacker. Jeg får aldrig under 10, og hvis jeg gør, er jeg ikke til at være sammen med mange dage efter. Jeg havde en ven, der engang redede min røv i byen, men han har Mat C og henter mange 02er ind. En pige kaldte ham ’slacker’, og jeg slettede ham som ven.”
Jeg sidder med min Macbook og ser denne youtube video, som en ven er ved at lave.
”Jens, er du oppe”, kalder min mor.
”Ja”, svarer jeg.
Jeg er kommet bagud, og slipper Macbook’en, som falder blødt tilbage på min madras.
I badet stiller jeg mig midt i strålen.
”Slacker”, siger jeg højt.
Min sidste karakter var et 12 tal, og mit gennemsnit er over 10. Om morgenen følges jeg tit med Dorte, som jeg også gik i folkeskole med. Vi er ikke kærester, bare gode venner. Dorte har også altid fået gode karakterer, og vi har engang øvet engelsk sammen, Dorte er nok en tand bedre til sprog, end jeg er, måske.
”Jens”, min mor råber igen mit navn og banker på døren.
Jeg drejer bruserhanen, så vandet holder op med at løbe. Så griber jeg mit håndklæde og begynder at frottere mig. Når vandet løber, så får væggene i vores badeværelse et magenta skær, men lige så snart der er slukket for bruseren, så er de igen hvide. Det er noget optisk, en slags regnbue effekt. Og regnbuer står på jorden med to fødder, og ved hver fod er der en skattekiste.
”Jens”, hun råber igen.
”Ja, mor …. Jeg er næsten færdig”, svarer jeg.
Udad. Jeg ser udad.
”Hvordan ser man udad?” spurgte min far engang.
Udad … Nogle står bøjet over sig selv, over deres eget liv. Så ser de alle de ting, der truer med at falde ned over dem, ned over deres liv, og så bøjer de sig endnu mere over sig selv. Hvis jeg gør det samme, så begynder mine vægge at skifte farve, de bliver magenta på samme måde som badeværelsesvæggene, når jeg tager brusebad. Men så er det, jeg rejser mig op og ser udad, forbi alting, og så får min verden igen den rigtige hvidbalance, altså den magenta farve forsvinder.
Ved morgenbordet læser min far avisen.
”Godmorgen Jens … prøv lige at se her”, han vender avisens sider imod mig, og peger på et billede af en ung mand, der er klædt i et Armani jakkesæt og, som er fotograferet foran sin nye Audi Q7, ”Godt du valgte medielinjen …. Den knægt der … han er kun 23 år … han har sin egen virksomhed, der laver grafisk design.”
”Min kollega sagde”, min mor afbryder min far,” …. hun sagde, at hendes datter siger …. at medielinjen er en ’slacker’ linje.”
”’Slacker’ hvad helvede er det for et ord?” min far slipper sin avis, ”er det sådan, de unge taler i dag?”
”Det går jeg ikke så meget op i”, siger jeg.
”Næ … det er vel også lige meget”, siger min mor.
”Er det at se udad …?” spørger min far.
Jeg smiler til ham, men ellers kommenterer jeg det ikke… tiden er ved at løbe fra mig.
Ved hjørnet venter Dorte.
”Hej jens”, og så krammer vi, ”godt at se dig … det var lige før jeg blev hjemme”, siger hun.
”Dårlig dag?” spørger jeg.
”Den begyndte dårligt …. Jeg er begyndt at føle mig truet … Sabrina er bedre end mig … føler jeg … så du det second hand tøj, som hun havde på i sidste uge? Det er svært at følge med … at være rigtig .. både være korrekt og alligevel skille sig ud.”
”Se udad”, siger jeg og lægger min arm om hendes skulder.
”Bare jeg kunne …. men jeg har ikke det magenta skær til at holde mig på sporet.”
Vi ler begge og begynder at gå.
”Jeg skal på CBS i dag…. og tage billeder”
”Ja det skal du jo … god tur Jens, din heldige dreng”, hun standser og ser direkte på mig, ”tænk, at du har fået en lejlighed af dine forældre.”
”Erhvervslejlighed”, retter jeg hende.
”Nå ja … men den ligger på Nørrebro … i Latinerkvateret … det rigtige sted, og den er din helt egen …. Du kunne sove der, hvis du ville.”
”Jo, jeg kunne god sove der”, siger jeg, ”men det er en investering, siger min far. En investering i mig … min børneopsparing gik til udbetalingen og resten gav de … et forskud på arven. Min far hjalp med at sætte papirrullerne op, og softboxene. Jeg har det dejligt, når jeg er dernede, men det er ikke kun lykke … også noget ulykke ..tristhed.”
”Tristhed?” spørger hun.
”Død … forskud på arven er forskud på døden … det kan godt gøre mig trist at tænke på.”
”Men så ser du udad?”
”Ja, så ser jeg udad”, siger jeg.
Vi skilles ved indgangen til gymnasiet. Dorte omfavner to piger, som vi møder, og de forsvinder sammen mod fællesområdet.

Jeg tager metroen til CBS. De brede stentrapper på stationen åbner sig i Frederiksberg med blå himmel og grønne blade. Med Forum bag mig når jeg frem til indgangen. ”Kom og hør psykiater Jens Bakke fortælle om ’Det ansvarsfulde seksualliv’”, læser jeg på en plakat.
Jeg åbner min taske og tager kameraet ud.
”Du er måske Jens?”, spørger en ældre mand ved indgangen.
”Ja, Jens Holte”, siger jeg.
”Velkommen, jeg hedder Søren, jeg er rektor”, siger han og giver mig sin hånd, ”sjovt nok, så skal vi have to Jensner på besøg i dag, som du kan se”, han peger på plakaten med billedet af psykiateren.
Rektor tilbyder mig også en rundvisning, men jeg afslår venligt. Et par af eleverne ser på mig, mens jeg er i rektors selskab, men da jeg lidt efter er nået frem til kantinen, falder jeg helt ind, som enhver anden elev.
”Hej, jeg hedder jens”, siger jeg og slår mig ned ved et bord, hvor der sidder en fyr, som har en piercing i sit øjenbryn, en sølvring.
”Hey”, siger han og slår ud med hånden, ”hvad er der med kameraet?” spørger han.
”Jeg er fotograf … amatør, men jeg vil være fotograf … jeg scouter for fede shoots til min SRP”, siger jeg.
”SRP …. Hvad fotograferer du?”
”Alt … ingenting … helst mennesker”
”Mennesker?”
”Sidst skød jeg en MILF, mens hun pissede … stående”, siger jeg.
”Hey …”, han giver mig fem, ”sådan mester …. vil du også tage billeder af mig, når jeg pisser?”
”Måske … jeg skyder ikke bare for at få noget i kassen … jeg tager kun rigtige billeder … fede billeder”, jeg slipper hans hånd, ”men din piercing er fed … prøv at se til siden, mod lyset.”
Han drejer sig og mit kamera siger en knipselyd. Jeg viser ham billedet. Lyset falder skævt, og hans piercing kaster en skygge.
”Grubleren, jeg ligner grubleren … retroagtig”, siger han. Og jeg har ramt noget, for han spinder veltilpas, ”ja, du kan noget … det er et fedt billede”, og jeg stiller blænden, kører den et klik op, øger skarpheden i dagen og i rummet og på motivet, der er en ung mand med en piercing, en hvid hud, og et sort hår og en hånd, som han lægger på mit lår, og jeg tager endnu et billede, helt tæt, så han er skåret halvt igennem og sidder tilbage med et smil, mens jeg bevæger mig mod foredragssalen.
Psykiateren står i modlys, så jeg bruger min flash som fill-light nedefra. Mens han taler om perversioner og kommer ind på, hvordan lysten kan være årsag til sygdom og social nedtur, så knipser jeg ham. Han kommer med argumenter, udstiller sin besættelse af motivet, som for ham er den perverse, som han prøver at redde, og som af andre bare ses som kroppen spændt op til lir, til det, der kommer af at vælge et liv, hvor urmennesket, det primitive, kommer til udtryk. Og netop dette gør han meget ud af i sit foredrag. Han viser et diagram, som forestiller menneskehjernen, og han udpeger et område, som han kalder ”Det Limbiske system”. Derinde sidder følelserne, derinde sidder kærligheden, hadet, begæret og seksualitetens paradoks. Derinde blandes kærlighed med magt, vold og udnyttelse. Derinde blandt celler, som psykiateren betegner som neuroner, går det galt, mener han.
”Vi skal beskytte os selv mod dyret, der bor derinde”, så bøjer han sig forover og snuser ind, ”dyret, der lader sig styre af lugteindtryk …. af stanken af alt det, der er umoralsk ….. stanken af det, der gør os uciviliserede … som var vi stadig negere, der malede sig selv med hvid maling før bryllupsnatten med vores tolvårige brud..”, han tier, retter sig op, ”altså kort sagt, vi har det i os, dyret.”
Han ser ud over salen og fremme foran er der en mørkhåret pige, der rækker hånden op. Hendes hår er sat i en hestehale. Psykiateren vinker med sin hånd og giver hende ordet. Hendes hestehale svinger, rummet dirrer og uret over indgangen bliver langstrakt og flyder langsomt nedad væggen i en dråbe. Alt dette fanger jeg på mit kamera, og jeg fanger også, da pigens tale får uret til at samles igen med en metallisk lyd, før det splintrer. Det er færdigt og ligger i tusind stykker på gulvet. To piger, som sidder tættest på skårene, sparker til dem med deres fødder og fejer skårene ind under stolene. Rummet er koldt, og mit næste skud fanger ånden fra hundrede CBS elever. En horde, der venter i morgengryet, en godt skud.

”Louise … jeg hedder Louise”, pigen med hestehalen taler direkte op til psykiateren, som nikker hende videre, ”Er det rimeligt, at samfundet skal tage hensyn til de perverse?”, Louise ser nu rundt i salen, inden hun fortsætter, ” jeg mener, det er ineffektivt .. spild af ressourcer at indlægge dem eller behandle dem … vi lever i en tid med intens konkurrence …”, hun tøver, men fortsætter så,”Ja .. undskyld jeg er nok langt ude, men hvorfor afliver man dem ikke bare .. mange perverse gør jo også overgreb.”
I salen lyder en gispen og jeg kan se ånden stå ud fra alle mundene … det ser fedt ud i modlys, som får ånden til at gnistre, mens alle eleverne kun ses som mørke silhuetter.
”Hmm”, psykiateren lægger an til et svar,” Louise … ser du … jeg kan godt følge dig. Du er ung, og du kender til markedet, og du vil gerne omsætte din viden til en recept for livet … men det er ikke helt så simpelt. Jeg er klar over, at anden verdenskrig for jer kun er sort hvide optagelser på DRK og en irriterende bedstefar, der insisterer på at tale dårligt om tyskerne, vores bedste handelspartner, men anden verdenskrigs rædsler er ubeskrivelige .. og ubegribelige … og jeg er gammel nok til at være smittet med en snert af den rædsel, fra min fars beskrivelser af sin barndom, og det kan siges med et enkelt ord,” Psykiateren gør en pause. I salen pruster tusind snuder, som ventede de på drabet,”Totalitarisme”, psykiateren ser ud over salen, der med et forandres. Min søger er nu fyldt med mere eller mindre ordinære gymnasielever, der rykker på stolene, fniser og kaster med sølvpapir efter hinanden.
”Totalitarisme, det forstår jeg ikke”, Louise tager ordet igen, og der bliver helt stille. Ude til højre i mit synsfelt triller en sølvpapirskugle. Dens bevægelse sagtnes og så standser den helt.
”Jo … Louise .. selvom dit forslag forekommer logisk, ud fra en markedsøkonomisk optimeringstanke, så går det altså bare ikke at udrydde anderledestænkende.”
”Men de tænker jo ikke”, siger Louise.
”Måske ser det sådan ud fra din side … men lad mig vende det om. Vi er alle ansvarlige for vores valg .. ikke?”
”Jo-eh, det er vi”, siger Louise.
”Når jeg er i tvivl om mit valg er ok … så lader jeg hellere være med at tage det … lyder det fornuftig for dig?”
”Det giver vel mening”, siger Louise.
”Se det sådan, at jeg er i tvivl om, hvad man kan tillade sig at gøre ved de perverse … jeg hjælper dem, jeg vejleder dem, jeg behandler dem, og det er det … så langt er jeg ikke i tvivl.”
Jens Bakke ser ud i salen. Louise har sat sig ned, og jeg får et sidste billede af ham. Han står på scenen og på hans hoved er en flettet krans af laurbærblade.
Så bryder salen op. Jeg ser mig omkring og får øje på Louises hestehale, som jeg følger ned ad en gang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: