Jens Bakke – den magiske søger

Indenfor i klasselokalet sætter jeg min Mark III til at optage video. Med rolige bevægelser panorerer jeg rundt og fanger eleverne, mens de snakkende finder deres pladser.

”Hvem er du?” spørger en kvinde, som jeg regner med, er lærerinden.
”Jens Holte, jeg filmer til mit SRP”, forklarer jeg.
”Nå, fotografen … ok, men film du bare løs”, siger hun.
Lærerinden er langhåret, brunette. Da hun passerer mig på vej til sit bord, lader hun sin hånd berøre mig. Det begynder som en sommerfugl. En af den slags, hvor vingerne er betagende orange og med en sort tegning i midten. Et kors på en skydeskive, der får mig til at pege min søger efter de baskende orange vinger, og så, idet hun passerer mig rammes jeg, meget blidt, af to slanke fingre og så en duft, som det tager mig tid at placere. Duften af lange udhængende skamlæber, som overskrider mine grænser.
Timen er om marketing. Lærerinden bruger powerpoints og flipover. På projektoren er hendes dias med en fersk blå baggrundsfarve og teksten er hvid. Hendes punkter på flipoveren står med en rød skrift, der minder mig om en serifskrift, selvom jeg ingen krummelurer kan finde. Jeg zoomer helt ind på kvinden, så hendes læber står skarpe, mens flipoverskriften forsvinder ud af fokus. I søgeren kan jeg se kvindens læber bevæge sig. En sammenhængende linje, en animeret streg, der hopper op og ned. Så formes stregen til en rund cirkel, som en slags port, hvor noget kan føres ind. Hun fik noget i går, viser kameraet, og det viser også den sæd, som hun slugte, for der sidder en klat og lyser violet, der hvor mit kameras ultraviolette felt er. Det er spændende for mig, at komme så tæt på denne lærerinde, og mens hun fortæller om bannerreklamernes deroute på internettet, og om redningen, der er placerede reklamer i en sammenhæng, så optræder hun i min søger i sin egen pornofilm. Hun hyler og stønner orgasmer ud, og selvom jeg er vant til meget fra mit kamera, så bliver jeg alligevel en smule utilpas.
”Er du dårlig”, hvisker en pigestemme.
Jeg standser optagelsen og slår LCD skærmen over på standardmenuen. Det viser sig, at det er Louise, som har talt til mig.
”Ja … undskyld .. jeg fik vist et blackout … det sker”, hvisker jeg tilbage, mens jeg tørrer koldsved af min pande.
Så lister jeg langs væggen hen til døren. Lige inden jeg stille forlader lokalet, nikker jeg et ”tak” til lærerinden, som smiler glad tilbage.
Jeg sætter mig på en bænk udenfor klasselokalet og begynder at gennemse mine billeder og filmstrips. Jeg orker ikke at gense lærerinden fra marketing realisere sig selv i en bukkake, og i stedet nøjes jeg med at se de stills, som jeg skød i festsalen. Især kan jeg god lide billedet af horden, hvor ånden står ud af de tusind snuder. Det er ved solopgang på savannen, og det er på en baggrund af mørke bjerge og en rød bræmme af morgensol, at disse dyr, disse hyæner, ses. Vogtende på hverandre og evigt søgende efter byttet, som de endnu ikke selv har haft lejlighed til at nedlægge. En flok af frie valg, der kan lede dem på hver deres individuelle vej mod ådslerne, som de kan kæmpe om, og gå til på.
Da jeg kigger op, siger disse tankerækker mig ingenting, og jeg og kan ikke forklare, hvorfra de kommer, men jeg kan til gengæld se en kvalmende magenta farve, der tungt indhyller CBS indre. Så indser jeg det. Tankerækkerne løber fra søgeren på min mark III og ud af LCD skærmen, hvor de rammer mig. Rammer mig som kunst. Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene. Så puster jeg langsomt ud, og da jeg åbner øjnene igen, er den magenta farve forsvundet. Så mærker jeg nogen komme.
”Har du også et billede af mig”, Louise sætter sig på bænken ved min side.
Det myldrer nu ud med elever på gangen. Lærerinden, går forbi mit bor. Hendes lange hår er noget sammenfiltret i spidserne, wetlookagtigt.
Som svar på Louises spørgsmål, holder jeg LCD-skærmen frem mod hende.
”Det her”, siger jeg, ”dette skud, fik jeg i salen, hvor du stillede spørgsmålet om de perverse.
”Nå ja”, siger hun.
Jeg afventer hendes reaktion på billedet.
”Dit kamera viser det, som du gerne vil se?” spørger hun, ”Jeg fatter faktisk ikke, at jeg stiller dig dette spørgsmål … det er totalt far out … er du en wierdo?”
Jeg trækker på skulderen og tager kameraet til mig igen. På LCD-skærmen står hun i silhuet og holder sine bryster frem imod mig. Hendes lange jeansben er let spredte, men hendes overkrop er bar og brysterne er vild lækre. Voluminøse.
”Det er et filter”, siger hun, ” … kan det fås til iPad?”, Louise drejer sig på bænken, roder i sin taske og trækker sin iPad op, ”Giv mig navnet på den app … vil du?”
”Skaberkunsten er ikke noget, som jeg kan give væk … den kan vises frem, men ikke gives væk”, siger jeg.
”Øv”, siger hun.
Da jeg er ude af Købmandsskolens bygning, sætter jeg kursen mod Nørrebro. Der er ikke længere, end jeg kan gå derhen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: