Jeg har set det skrevet, at kærligheden er uselvisk, at kærligheden er opofrelse, men sådan er kærligheden ikke for mig.
For mig er kærligheden også egoistisk.
For mig er kærligheden det, der gør mig til et helt menneske.
Et helt menneske, samlet af to halvdele.
Hun og jeg.
Kærligheden er som en fælles uniform. Vi bærer hver vores stykke, og hvis uniformen bliver støvet, så banker vi den ren igen.
– Nogen gange ønsker jeg, du vil slå mig med spanskrøret, sagde hun
Hun sagde det en aften, hvor vi godt viste, at uniformerne var støvede.
Næste dag gjorde jeg det, støvede uniformerne.
Hun græd, og hver tåre tog støv med sig, og da vi holdt i hånd, var det som på vores bryllupsdag, hvor hun strålede i sin fine hvide kjole, og hvor hendes røde laksko bar os sammen over byens tage.
Langt nede kunne vi se de andre, men helt deroppe over byens tage svævede vi.
Og det kan kærligheden, få os til at svæve.
