No future (afsnit til “psykiater Jens Bakke”)

Min hule ligger i en kælder. Væggene er hvidmalede og for enden af det største rum er min opstilling. Hvidt baggrundspapir og mine flash. Jeg sætter mig i min instruktørstol og siger goddag til ensomheden. Med mine øjne lukkede kan jeg mærke, hvordan den siver ud af væggene og lægger en ro omkring mig. Louises bryster tegner sig foran mig, og hendes stemme lyder igen i mit hoved.
”Det er et filter … kan det fås til iPad?”
Men det er løgn, det er ikke et filter, det er bare sådan jeg er. Med min søger kan jeg få ting til at ske, jeg kan få ting til at synes, og tingene har tit noget med krop og sex at gøre. Jeg ved ikke, hvornår det begyndte. Ja, faktisk så husker jeg intet fra min barndom, det er som om, jeg blev født som ung mand i Frederiksberg svømmehal. Født ud af et magenta hav, også selvom jeg ved, det er absurd, også selv om mine forældre fortæller historier fra min barndom. De ler og siger: ”Det husker du da!” og når jeg ser forvirret ud, klapper min far mig på skulderen, og min mor kindkysser, og så er det hele egentlig også lige meget. Jeg er den, som jeg er. En ung mand med en magisk søger, og så … ja så er jeg ret dygtig i skolen. Hvordan jeg blev det, kan jeg ikke sige, men jeg ved bare, at mine karakterer altid er i top. Jeg får altid ros, og hvordan når jer dertil? Jo, jeg sidder her i min instruktørstol, og mens jeg tænker disse tanker skriver min AT-opgave sig selv. Mere skal der ikke til, jeg sidder, folder mine hænder, lytter til bilerne, som af og til skramler forbi oppe i latinerkvarteret, tænker så på Louises bryster, og imens skriver min opgave sig selv. Og det er ikke engang snyd, for når jeg om et øjeblik samler opgaven op, så husker jeg hver linje, hver sætning, hvert bogstav, som havde jeg selv skrevet det, hvilket jeg måske også har.
Så brummer min Lumia.
” :’-(” , skriver Dorte og fortsætter:” :-@”.
Jeg se disse tegn og fornemmer hendes smerte. Så løfter jeg kameraet, tænder på knappen og kigger i søgeren. Hun sidder på sit værelse med sin telefon i hånden. Hendes hår er i uorden, og hendes seng er uglet. Tålmodigt venter jeg, mens mine tanker driver søgeren tilbage i tiden. Jeg kan se hende ligge med ansigtet i puden og græde, jeg kan se hende rejse sig op, jeg kan se hende texte mig.
”vaffor”, skriver jeg til hende.
I søgeren kan jeg se hende læse beskeden, men hun svarer ikke. Så ser jeg hende lægge sin telefon og gå ud af sit værelse. Lidt efter er hun tilbage. Hun har noget i hånden. Jeg zoomer ind og kan se, at det er en kniv. En forskærerkniv, og jeg husker, hvordan Dortes hjem er indrettet. I deres designerkøkken er en kogeø og udsigt til haven gennem små firkantende vinduer. Og for enden af det massive limtræskøkkenbord hænger stålknive på en stor magnet.
”Vent, stop” skriver jeg til hende.
Hun bøjer sig, samler mobilen op, og slukker den. Nu er der også musik. En teknorytme, som hun stripper til. I æggende graciøse bevægelser, smider hun sit tøj. Hun er intimbarberet, hendes bryster har nydelige tudvorder, og hendes lange ben er vidunderlige, da hun spreder dem og inviterer mig helt ind på hendes værelse. Jeg står der bag et vandfald, og jeg ser hende som stod jeg ved en gammeldags osteforretning, hvor vandet vælter ned ad ruden. Og det er paradoksalt for jeg har aldrig selv oplevet dette. En osteforretning med vand på ruden, men alligevel er det som om, jeg selv har gjort denne erfaring. Ost og vand, ostevand, et element, der forener nutid og fortid, en forlængelse af min søger og et håndtag til Dortes værelse. Så med et skærer hun til. Den smukke pige sværtes til i rødt blod. Og hun ler, hun nynner og ler ind imellem alt imens hun sprøjter blod fra sine håndled op på sine hvide vægge. Og hun er lykkelig, for hendes ansigt er ikke længere forknyt, det er ikke længere som en grædekones forknytte ansigt, men som ansigtet på en lykkelig teenager.
”No future, fuck the establisment”, skriver hun med blod på væggen.
Det ender galt, det er tydeligt for mig, og derfor kaster jeg mig mod vandet. Aldrig tidligere har jeg forsøgt dette, at bryde ud af min osteklokke og nå frem til virkeligheden, men jeg gør det, og jeg ignorerer den magenta farve. Dorte er vigtigere for mig, end min egen sære angst for den magenta farve. Og til min overraskelse, så vælter jeg gennem vandet og ruller ind på Dortes værelse lige i rette tid til at gribe hende. Hun er helt bleg nu. Blodet siver roligt fra hendes arme, og hun tager imod mig som Kristus. Bleg, nøgen og åben. Åben for alt og tilgivende overfor alt.
”Jeg vidste, du ville komme”, siger hun lægger sit ansigt mod mine skulder, ” du kom … selvom mit værelse er magenta … magenta og rødt.”

Det er rigtigt. Værelset er magenta og fra vandfaldet, fra osteruden strømmer magenta væske og det er meget uhyggeligt for mig, men jeg holder ud.
”Elsk med mig”, siger hun.
Jeg lægger hende på gulvet, spreder hendes ben og aer hendes bløde køn. Så kysser jeg hende og mine kys fortsætter over hele hendes krop. Jeg er den blide vind, der svaler, og som gør et menneske lykkeligt, og det fortjener hun, Dorte, som hun ligger der. Min ven, min veninde.

”Jeg elsker dig”, hvisker jeg, ”men jeg kan ikke gøre det bedre end dette …. min elskov er forrykt og ikke for dig, men jeg kan give dig det gennem huden, gennem dine øjne, gennem din mund, gennem dine lunger, men kun som en blid brise …. Ikke som kødeligt begær.”
”Jens … skøre unge”, hun løfter sin hånd og aer min kind. Jeg mærker blodet, der efterlades på min hud,” skøre unge, skøre unge, skøre unge … begær for dig er mænd”, siger hun og forsætter: ”Det ved jeg da godt, men giv mig alligevel lidt … det kan du godt.”
Og hun har ret. For hende vil jeg gerne, og jeg trænger ind i hende, og støder til, mens livet rinder ud. Bagefter sidder vi i hendes sofa.
”Man skulle ryge”, siger hun.
”Hvorfor gør du ikke det”, spøger jeg.
”Det er sundhedsskadeligt”, siger hun.
Vi ser på hinanden og bryder så begge ud i latter.
På gulvet ligger hendes krop. Hvid, bleg og omgivet af rødt.
”Hvorfor skrev du ’no future’?”, spørger jeg, mens jeg peger på væggen.
”Fordi det er sådan, det var … jeg havde ingen fremtid … jeg var et nul, jeg kunne ingenting, og jeg ville ikke være på dette sted, hvor man hver dag bliver bekræftet i sin egen utilstrækkelighed.”
”Man skal da bare være ligeglad … ’fuck the establisment’” siger jeg og peger på teksten, som Dorte har skrevet på væggen.
”Ja det er rigtigt Jens, men jeg kunne ikke … jeg var selv en del af ’the establishment’, og jeg ved ikke, hvordan jeg kunne leve uden at være det …. ,men du kan, Jens … ,og du skal gøre det. Du skal rive hele lortet ned … gør det for mig … vil du det Jens?”
Så græder jeg. Pludselig kommer der tårer ud af mine øjne, og det er vandklare tårer uden antydning af toner. Ingen hue, ingen saturation, ingen gråtoner …. zero opacity .. vandklare. Og det er en skøn fornemmelse, for det er første gang, siden jeg blev født i svømmehallen, at jeg har grædt vandklare tårer, og det er Dortes klarsyn, der har bagt det til mig.
”Jens … Jens”, pludselig hører vi stemmer.
”Det er tid Jens”, siger Dorte.
”Ja .. Dorte .. det er tid”, siger jeg.
Igen kysser vi, så rejser hun sig fra sofaen.
”Du skal svare mig … Jens”, siger hun.
”Ja, Dorte, jeg vil gerne gøre det for dig … jeg river hele lortet ned, og jeg gør det for dig.”
Hun smiler, og det er sådan jeg husker hende. Smilende og bleg lige inden hun forsvinder og efterlader sin blodløse krop på gulvet i sit eget værelse.
Så drejer jeg om og maser mig imod ostevinduet, som uden videre lader mig passere, så jeg tumler om på gulvet i min hule på Nørrebro.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: