En tidslomme (afsnit til Jens Bakke)

Der er underligt stille hjemme i vores hus. Ildevarslende vil jeg mene, selvom ordet ’ildevarslende’ er mærkeligt for mig. Ordet passer ikke til min alder. Det passer bedre med mine forældres alder, eller med mine bedsteforældres alder. Ildevarslende … en svag prikken og en undren over, at alt er som det plejer, mens man ved, at absolut intet er som det plejer. Og på grund af dette ’ildevarslende’ så bliver hundenes gøen, bilernes larm, naboens opera, Puccinis lille kolde hånd, en overture til noget meget ubehageligt.
”Jens … er det dig?”, lyder min mors stemme.
Jeg træder mine sko af og bevæger mig fremad. En vind, der får gardinerne til af vifte og tapetet til at forekomme magenta.
”Hej mor”, siger jeg, da jeg træder ind i stuen.
Hun står ved vinduet, og udenfor er der vand. Ikke rengvand, men bare vand til langt over husene. Jeg kan se mennesker kæmpe sig gennem vandet, og det er underligt, at de ikke drukner. Alt er magenta, og nu begynder jeg igen at høre ting, der ikke giver mening.
”Jens …. Jens”, lyder et kor af stemmer.
Så bryder min mor ind.
”Sæt dig lige ned Jens, der er noget, jeg skal sige dig”, siger hun, ”der er ikke nogen nem måde at fortælle dig det på, så jeg siger det bare … Dorte er død …. Hun begik selvmord tidligere i dag.”
Tavsheden lægger sig omkring os. Hun står mundlam, men har rakt sine arme frem imod mig. Kristus, der kalder mig hjem, og de magenta toner er nu klarerer og mørkere, end de nogensinde før har været. Stemmerne er tydelige, og ved ruden fisker arme med hænder ind i stuen. Som stod der en horde af mennesker og fiskede efter mig nede i et dybt hav.
Jeg rejser mig og gør en arværgrende bevægelse med min højre arm og hånd, og mens jeg gentager bevægelsen igen og igen, maler jeg værelset i normale farver. Det magenta forsvinder, og armene forsvinder, men vandet udenfor når stadig langt op over hustagene, dog er det nu klart … ,ja vandklart, og ikke længere magentafarvet. Min mor står stadig som Kristus, låst i evigheden, og på væggen er farmors gamle vægur gået i stå. Tiden er nu min. Jeg har den for mig selv, og i denne fredelige stue kan jeg sidde og fundere over tingene, mens min mor glaner som Kristus. Naiv. Naiv overfor den virkelighed, verden er. For hver tusind mennesker findes tusind idioter. For hver titusinder mennesker findes titusinder idioter. Hvor stort et tal skal man op på, før der findes et menneske, der ikke er idiot? Et menneske, der kan se, at børn dør derude. De dør for deres egen hånd. De dør, fordi de kræver det umulige af sig selv … at være andre end dem de er. Her må jeg bruge endnu et gammelmandsord. Inkonsekvens … et ord, som jeg kender betydningen af, for netop det ord, kommer til mig, når verden farves i magenta. Inkonsekvens, den skal undgås, så er verden smuk og hele farvepaletten tages i brug. Hud er hvid, blade er grønne, og min mors bekymring er en gråtone, der titter frem, når mætningen tages ud af billedet, men balancen ændres aldrig. Den magenta skævvridning holder sig væk, når inkonsekvensen undgås.
Dorte ønskede at blive en god mor, men hun ville også være en succesfuld karrierekvinde. Dorte ønskede at leve økologisk, men hun ville gerne have en bil. Dorte ønskede at bruge tid med veninderne, men hun ville også besøge sin farmor på plejehjemmet.
Jeg fordømmer ikke, men risikoen er der, og derfor afbryder jeg tankerækkerne og begynder at bevæge mig rundt i stuen. Jeg elsker disse tidslommer, hvor ingenting sker. Jeg går helt hen til min mor, snuser til hende, lader en hånd løbe om hendes bryst, der er bag hendes skjorte. Dette bryst har næret mig. Som et lille barn, har jeg suttet det, men i dag må jeg ikke røre det ….. undtagen altså her i min lomme, hvor det er mig der bestemmer. Det er nu ikke særligt spændende for mig … at røre min moders bryst .. så jeg fortsætter hen til farmors ur. Viseren står dirrende … jeg kan se, hvor meget den ønsker en fortsættelse … er det tid nu?
Hvordan river jeg egentlig ’hele lortet ned’? Jeg har givet Dorte mit ord, og da jeg gjorde det, virkede det enkelt, og det er det vel egentlig også … jeg skal bare være mig selv og undgå inkonsekvensen.
Så knipser jeg med fingrene, og farmors ur gør et suk og tager så næste hak fremad.
”Jens, sæt dig ned”, siger min mor.
Hendes stemme rummer medfølelse … og bekymring. Som var hun en klassisk sygeplejerske på job i Biafra, hvor hun tilser stribevis af mødre med børn, der forgæves sutter på vindtørre patter. Bekymret vesterlænding med billet tilbage til verdener med supermarkeder, og brysternæring fyldt med antistoffer, der kan beskytte imod alt … undtagen at tage sit eget liv, hvis barnet har lovet sig selv mere, end det kan holde. Sådan bekymret.
Jeg dejser om i lænestolen. Min mor sætter sig på armlænet, retter BHen under sin skjortebluse, så moderbrystet igen gemmes væk bag blonder.
”Du må gerne græde Jens …. bare græd”, siger hun.
Og det er pænt af hende at sige det, for jeg har lyst til at græde, og for anden gang den dag græder jeg vandklare tårer, mens jeg presser mit hoved mod hendes brystkasse. Hendes arm støtter mig og spærrer samtidig adgangen mod den hovedpude, som moderbrystet er.
”Jens … jeg synes, vi skal få fat i en psykiater til dig … jeg kan få en hurtig tid.”
Hendes hånd nusser mig i nakken. Denne nussen kender jeg, og jeg værdsætter den. Den er min mor i et og alt. En kærlig, og en smule bekymret, nussen. For lidt bekymrede er forældre jo altid … ikke? De er bekymrede for, om jeg bliver overfaldet til gymnasiefesten. De er bekymrede for, om jeg vil være lykkelig, når jeg bliver rigtig voksen. De er bekymrede for, om jeg bliver arbejdsløs … og de er bekymrede for, om jeg falder igennem. At jeg kommer til at spilde mit talent, fordi jeg ender med at slæbe kufferter i lufthavnen. Selvfølgelig skal der slæbes kufferter i lufthavnen, for der er stadig huller i kæden fra passageren ved checkin og så frem til lastrummet. Det meste er automatiseret. Et gummibælte, som er computerstyret, men der er dog huller, og her træder kuffertslæberen ind. Min far har en kammerat fra gymnasietiden.
”Det mest intelligente menneske, som jeg har kendt”, siger min far altid om ham.
Og derefter fortæller han om derouten. Fra super intelligent til kuffertslæber, der i REMA1000 slet ikke kan genkendes, da han pludselig 30 år senere står rundhovedet, med vildmandshår og prustende smiler med sin misfarvede tand, som han stadig har. Det mest intelligente menneske!
Men han er vel stadig intelligent? Tænker jeg.
Kufferterne har vel ikke udsuget hans hjerne for intelligens? Han er måske endda blevet endnu mere intelligent i den mellemliggende tid, og måske er det min far, der er blevet en uintelligent zombie? Hvid skjorte, Armani jakkesæt, Audi, direktør. Direktør med ret til at gå med kalender, der er fyld helt ud, også med fitnessbesøg, hvor han bekæmper dellerne, der hele tiden truer med at springe frem, der, hvor min mor engang holdt fast i ham, mens han ejakulerede i hende og lavede mig …. det magenta barn. For jeg sad skævt i fødselsvejen, og da de endelig fik mig ud, var jeg farvet … i magenta, og først efter jordemoderens spanking kom livet til mig. Men jeg tudede ikke, og det noterede hun i journalen, og det gjorde min mor så ked af det, at hun gik til psykiater i de første fire år af min levetid. Traumet var, at jeg ikke tuede, da jeg blev født. Jeg gloede bare træt ud af mine våde øjne, mens den magenta farve fortog sig, og min far selv strøg sine hvide skjorter og VW Poloen blev opgraderet først til Passat og sidenhen til Audi A6.
”Det er godt du græder … det er en naturlig reaktion”, siger min mor og fortsætter sin nussen.
”Jeg mødte hende i morges … da sagde hun ingenting .. hun virkede glad … nervøs, men glad”, siger jeg.
”Det er underligt at tænke på. Hun var sådan en sød pige, og hun klarede sig godt i skolen”, siger min mor.
”Men hun måtte arbejde for det”, siger jeg.
”Ja, Jens, vi må alle arbejde for det, og det accepterede Dorte”, siger min mor.
”Jeg arbejder da aldrig for det”, siger jeg.
Min mor holder pludselig op med at nusse mig, hun ændrer kropsholdning, og jeg får fornemmelsen af at være holdt ud i strakt arm.
”Jens, nu er du ikke rimelig mod dig selv … du knokler da hver dag, ellers ville du ikke klare dig så godt”, siger hun og rejser sig op, ”Jeg tager selv en tid hos psykiateren …. Jeg får også en tid til dig, når jeg alligevel er derhenne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: