Jens Bakke – økoflipper

Græsset i vores have er begyndt at spire. Græssernes liv optager mig, fordi græsset sammen med hækkens grønne knopper og vintergækkens hvide kroner er det første, der fortæller, at foråret er på vej. Og sammenligner man græsset med vintergækken, ja så er græsset egentligt ret kedeligt. Tvært og udsmadret efter en vinter i mørke og tilmed dækket af det visne løv, som min far aldrig gider rive sammen.
”Jens, du kan tjene en håndøre, hvis du river bladene sammen i baghaven”, siger han.
Så står jeg i baghaven og glor på de lange græshår, der blander sig med våd muld og bunker af tilfældigt sammenblæste blade. Hestekastanje fra huset to haver væk, og så birk fra træet i vores egen baghave. Gule birkeblade der krabber sig op og tager en ridetur på de monstrøse og sammenrullede hestekastanjeblade. Sådan begynder foråret, og jeg skyder det med min Mark III, mens jeg lader løvriven læne sig op ad hækken. ”Håndører”, tænker jeg og går så helt tæt på løvet med en mellemring og en makrolinse.
”Det blev vist ikke til så meget med rivningen!” ler min far.
”Næ”, siger jeg,” men jeg vandt 500 kroner på mit abstrakte foto af et hestekastenjeblad, der blev bunkepulet af en horde birkeblade”, siger jeg.
”Jens … for pokker!” fniser min mor.
”Du tager gode billeder”, siger min far,” her … jeg smider sgu også en femhundrede lap i … jeg er jo trods alt din mæcen”, siger min far.
Mæcen …. Håndører. Fædre er fra Pluto og mødre fra Andromeda … jeg forstår dem i hvert fald sjældent.
Sådan var foråret, der altid ender med at græsset rejser sig flankeret af løvetænder, hvorefter jeg kan se min far pukle med sin benzindrevne plæneklipper. Så døde Dorte, uden at det dog ændrede noget ved vores have. Græsset visnede som vanligt hen over sommeren, og ved efteråret kom det til live igen og lod lange sløve grønne blade slænge sig. Lange og dovne lå de og gjorde sig klar til indtoget af hestekastanjebladene og deres gule birkebejlere.
Mens Dortes død ikke ændrede årstidernes gang, så ændrede den mit liv.
”Jeg vil ikke begynde på en uddannelse”, meldte jeg ud på dagen, hvor Dorte blev begravet.
De accepterede det, mine forældre.
”Jens … jeg ved, hvor meget hun betød for dig …. Men livet skal jo gå videre”, sagde min mor.
Far sagde ikke noget, men kiggede blot forundret i søgeren på min Mark III, som han havde samlet op, mens jeg tog snakken med min mor.
”Åh far … ups jeg er ikke så glad for at du piller ved kameraet.”
Og så lagde han det straks fra sig.
”Nej selvfølgelig ikke … Jens … men det er vel heller ikke så vigtigt om du begynder på en uddannelse lige her og nu … tag du et sabbatår …. brug din hule … vi støtter dig.”
På den måde overrasker min far ikke. Altid føjer han mig … og mor. Bagefter kan jeg høre ham snakke forretninger i telefonen og senere spinder Audien.
”Jens, får du noget ud af samtalerne med psykiateren?” spørger min mor.
”Bakke? …. Jo han er ok”, siger jeg.
”Måske skulle du alligevel have taget min psykiater?”, min mor lægger sine ben over kors,”selvfølgelig kan den ene psykiater være lige så god som den anden, men det handler også om tryghed.”
”Bakke hørte jeg holde foredrag på CBS, han siger mig noget … ham er jeg helt tryg ved … han er cool”, siger jeg.
”Nå ja … hvis han er Coooooool, så er han vel ok.”
Så ler hun. Hun ler, rejser sig og krammer mig, mens hun holder sin arm over brystet. Det er dejligt at blive krammet, og jeg lader hende holde mig et stykke tid. Så slipper hun.
”Vi må til det … Jens, dagen venter”, siger hun.
Dagen venter!
Næ, det tror jeg nu ikke. Der er ikke andet der venter, end det, som vi selv finder på.
”Det er ethvert menneskes pligt at gifte sig og stifte familie. Det er ethvert menneskes pligt at have et arbejde, et kald, et levebrød….”
Det er Søren Kierkegaard, der har skrevet dette. I værket, Enten Eller, som er ret svært at læse, og som er megasvært at forstå. Alligevel er det fyldt med citater, som kan forstås af alle. Men Søren Kierkegaard er jo ikke noget orakel, eller en genial videnskabsmand. Han var filosof og vist også en småskør filosof. Nu er det ikke Søren Kiekegaard selv, der tager æren for sætningen, men han tilskriver den snedigt til en af sine litterære figurer, etikeren, så det er uretfærdigt af mig at holde sætningen op som hans egen mening, men af og til popper sætningen op i mit hoved. Er der noget rigtigt i den? Kan man i den sætning finde noget universelt rigtigt? Noget, der kan få mine magenta oplevelser til at blive helt væk? Noget, der kan fortælle mig, hvordan jeg opfylder mit løfte og river hele lortet ned?
Jeg tænker, at det er noget vrøvl, at man skulle have pligt til at gifte sig og stifte familie. Familie handler kun om artens overlevelse, og det kan jeg som individ være ligeglad med. Om jeg så skulle være det sidste menneske på jorden, og om menneskeracen skulle uddø med mig, det kommer ikke mig ved. Jeg har ikke bedt om at blive født, endsige blive født i Frederiksberg svømmehal, så jeg føler ikke, at jeg har noget at skulle leve op til der. Men hvad så med pligten til at arbejde? Det giver næsten sig selv. Dorte accepterede ikke denne pligt. Hun accepterede ikke, at det var nødvendigt, at foretage sig noget, så man hver dag kan putte mad i munden. Ja, vores krop er en termodynamisk enhed, og hvis den ikke tilføres energi i form af makronæringsstoffer, så holder den op med at virke, og man dør. Hvis man accepterer livet, så påtager man sig også pligten til at sørge for at føde kroppen, og den opgave kan vel ses som argumentet for arbejdets nødvendighed. Vil man livet, må man arbejde. Men hvad er et arbejde så? Det er lige det. I princippet skal arbejdet blot sikre, at der kan fyldes makronæringsstoffer i skrutten. At sidde på socialkontoret og vente på sin kontanthjælp opfylder dette og er derfor et ok arbejde. Eller min fars arbejde, hvor han sidder på kontor og laver … ja hvad laver han egentlig? Ødelægger jorden i sin iver efter at skabe vækst, der altid et eller andet sted skal skabes ved at andre skal have mindre i løn, ved at skiffer skal brydes med kemikalier, ved at regnskov skal fældes. Og det ligger vel i accepten af pligten til at tilføre sin egen organisme energi, makronæringsstoffer, som jo skal komme et sted fra. Men dybest set, så er opfyldelsen af denne pligt ikke koblet til nogen bestemt livsstil. Alle måder må være lige gode … eller hvad? Man kunne for den sags skyld være lejemorder, soldat eller politibetjent. At pløkke andre mennesker kan også give makronæringsstoffer på bordet. Jeg kan ikke finde noget rationelt argument for, at det ene arbejde er bedre end det andet. Jeg har selvfølgelig svært ved at acceptere lejemorderen, men at opstille et rationelt argument imod hans hverv, kan jeg ikke. Som jeg ser det, kan jeg kun komme på et argument imod en lejemorder, ved at tage et moralsk synspunkt, og moralen, eller den tilhørende teori, etikken, er ikke rationel. Nej etikken er ikke rationel i sit udspring …. men den er nødvendig, synes jeg.
Men for Dorte var alle måder at opfylde sin pligt til at arbejde på, ikke lige gode. De var ikke ligeværdige, og derfor sagde hun fra … måske fordi hun var bange for, om hun kunne leve op til sine egne forestillinger om, hvad der er den rigtige måde at opfylde sin livspligt på.
Mens jeg tænker disse tanker, begynder den magenta farve at optræde i udkanten af mit syn. Jeg griber derfor min Mark III og kigger i søgeren. Den viser en film, som griber mig.
Aldrig tidligere har min søger præsteret det, som jeg se nu. Det er en by, jeg tror det er København, men det er ikke det København, som jeg kender. Der er ingen rådhusplads, der er ingen Copenhagen Airport, der er ingen Nørrebro. Så langt øjet rækker er der grønt. Græs, køkkenhaver og marker. Og så er der vindmøller, og der er huse. Vindmøllerne står i et regelmæssigt mønster og de begynder ovre ved Sverige ude i horisonten. Helt derude er de gråhvide i en blålig horisont, og de er meget små. Det er perspektivet, der netop opstår, når øjet fortolker tings størrelse, deres farvers kølighed og deres skarphed. Tættere på er havet klart blåt og vindmøllerne monstrøst store … og de drejer … stoisk. Husene er ens. Bakker med plateauer. Det minder om incaindianernes byer, og på plateauerne er der køkkenhaver. Der er ingen biler, der er ingen flyvemaskiner … eneste transportmidler synes at være cykler. Cyklisterne ses på smalle stier, der viser sig at være gennemsigtige rør. Jeg finder disse rør interessante og zoomer ind på dem. Der er vinduesformede åbninger i deres tag, og de ser ud til at kunne lukkes til … sikkert, når det regner.
Synet er overvældende for mig, og jeg tager øjet fra søgeren. Ville Dorte kunne leve i et sådant København? Det er ikke til at sige, for det korte kig fortæller mig ikke, hvordan Københavnerne lever der … men det er muligt, at hun kunne. Dette sære bymiljø kan kun skabes, hvis det København, som jeg kender, bliver jævnet med jorden … bliver revet fuldstændigt ned.
Økoflipper … jeg kunne blive økoflipper og kæmpe for Københavns omdannelse, for verdens omdannelse til noget mere bæredygtigt. Jeg kunne også lade være, og så bare stå op om morgenen og gå i seng om aftenen og så se, om jeg måske kommer til noget, der mere indlysende lader mig rive hele lortet ned og dermed opfylde mit løfte.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: