lillesub og mig – hoes

Der er ikke noget så irriterende som at vente.

Sammen med HR-chefen fra banken ventede jeg på Arbitragen, som havde indkaldt til mødet.

-Han er forsinket, sagde hans sekretær, som kiggede ind til os.

Så sad vi der og gloede på vores hænder.

-Jeg så en udsendelse med Hanne-Vibeke Holst i går, sagde jeg så.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det. Jeg kender ikke engang HR-chefen særligt godt. Jeg aner ikke, om hun er betonfeminist eller en HOE, jeg sagde det, fordi det var utåleligt at sidde i stilheden med hende og glo på mine hænder … og på hendes lækre bryster.

-Hanne-Vibeke Holst, det er da længe siden, hun har været i vælten, sagde HR-chefen.

Det var hun heller ikke i går, for det var et tilbageblik, og når man er en ældre herre, så hænger man på kanal K og dens tilbageblik, også når det er fra begyndelsen af nullerne, hvor Hanne blev pissed, fordi datidens rappere brugte ord som HOE, møgluder og so om deres veninder.

-Men det er jo heller ikke i orden, sagde HR-chefen.

-Heller ikke, hvis de siger det, fordi de kærer sig om dem – søerne, sagde jeg.

For det forekom mig, at der måske findes andre mænd, yngre mænd, der også er ligeglade med kvinder, altså alle de kvinder, som omgiver en, men som er uendeligt ligegyldige, fordi de er… nå ja – altså er kvinder.

Men så er der de kvinder, høns, der betyder noget … HOES, der får ens hjerte til at slå hurtigere, får visne blomster til at springe ud med violette kroner, og som får ord til at komme i uendelige rækker, der slutter med HOE, møgluder eller so, og så smiler de, pigerne, og de danser, og de giver sig hen til ham, der tryller med grimme ord, der giver dem kussekrampe, så fugtigheden fortættes og gør alle i bedre humør.

-Det mener du bare ikke, sagde HR-chefen.

Hun så direkte på mig, og jeg gloede skråt ned i hendes kavalergang.

-Pu-ha, det er lige med at nå det hele, sagde Arbitragen, da han brasede ind ad døren.

-Grey er lige ved at fortælle noget om Hanne-Vibeke Holst, sagde HR-chefen

-Forfatterinden? Spurgte Arbitragen.

-ja, sagde HR-chefen

-Hende, der har skrevet … min afrikanske farm? Fortsatte Arbitragen.

HR-chefen og jeg så på hinanden.

-Lad os bare gå i gang, sagde HR-chefen

-Ja, lad os det, sagde Arbitragen, mens han ditto gloede ned i hendes kavalergang.

Og så gik vi bare i gang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: