lillesub og mig – lørdagsslik

Da jeg vågner, kan jeg se en rød morgensol gennem vinduerne.

Weekend!

Luften er tyk af den, weekenden, men der er også noget andet i luften … kærligheden, og da hun vender sig i sengen, får kærligheden mig til at lægge min arm om hende.

-Jeg vil have dig, når vi har spist morgenmad, hvisker jeg.

-Hmm, siger hun.

Og jeg lader hende nøjes med at sige “Hmm”, og det er også denne lyd, som hun svarer mig med, mens jeg taler uafbrudt ved morgenbordet, som hun har dækket.

Ellers skal hendes tale være ja, ja, nej, nej.

-Du er en mær, en liderlig so, en møgtøs … min slavinde, siger jeg.

-Ja, Master, svarer hun.

Hun er bundet i vores hjørne. Nøgen og bundet. Halsbåndet sidder i sort kontrast om hendes hvide hud, og de små, hvide fødder tripper i kæder mod det brune parketgulv.

-Jeg har andre kvinder end dig … andre slavetøser end dig, siger jeg.

-Ja, Master, svarer hun.

Jeg kærtegner hendes bryster, som jeg har snurret reb omkring, så de strutter som bolde, blårøde bolde, som kalder på mig …”slå os”, siger de.

-Hvad tænker du om det …, at din master har andre slavetøser, spørger jeg.

-Jamen, det skal du da have, Master, svarer hun.

-Men du har kun en Master?

-Ja, Master, kun du er min Master, siger hun.

Så kysser jeg brysterne, og jeg mærker, hvordan hun strømmer ud af disse bolde og lige ind i mig, så jeg bliver blød og glad. Og min bullwhip er en bue, en violinbue, og når den falder på de oppustede bolde, så kommer der musik.

Hun er et instrument, der spiller den lifligste musik, Vivaldi .. efteråret, og mens løvet falder i haven spiller vi sammen en symfoni.

Og det er med denne lyd, af symfonien, i mine ører, at jeg ser hende, dyret, kravle hen til mig, der ligger på sengen.

Mine ben løfter jeg, som skulle jeg have jern, men det er ikke et jern, der møder mig, men hendes tunge og dernedefra kommer der lyde … kærlige lyde, hendes kærlige lyde.

Til klimakset er jeg stående, og fra mig falder spildte generationer, der som smukke hvide ånder kærligt omgiver lillesub.

Og hun ser på mig, og morgenlyset er blevet hvidt, og hendes øjne er blevet blå … aquamarin … en billig, men meget smuk sten.

-Du er meget smuk, siger jeg.

Hun smiler og siger: ”Kom, jeg giver dig et bad.”

Og der er ikke noget mere vidunderligt, end at blive vasket af sin kone, mens vi begge pludrer om alt det, som egentligt er ligegyldigt, men som er essensen af parforholdet … at kunne rumme hinanden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: