lillesub og mig – den milde brise

HR-chefen sidder alene ved et bord i bankens kantine.

Hun er et fornuftigt menneske, så jeg sætter min bakke på hendes bord.

-Velbekomme, siger jeg.

-Tak, siger hun.

Så spiser vi et stykke tid, indtil jeg pludselig føler trang til at sige noget.

-Vi havde bryllupsdag i går.

-Gav du hende en gave? Spørger HR-chefen.

Næ, det gjorde jeg ikke, men jeg kyssede hende dybere end jeg plejede, og da vi skulle i seng, tog jeg hul på en alvorlig snak.

Hun er min slavinde, og min kone, og hvis vi skal holde til det et helt liv, så skal vi hele tiden være i bevægelse.

Det tænder mig, at hun besøger andre dominante mænd, og det tænder hende. Hendes smil er dybe, og hendes sind fraværende, når hun læser deres beskeder, og så er hun glad, når hun kommer hjem.

-Er hvedebrødsdagene forbi? spørger HR-chefen.

Hun må have mistolket min tavshed.

Men hun har ret, hvedebrødsdagene er forbi, og nu lever vi som rigtig mand og kone, og når man lever sådan, så kan man ikke vække hele huset, fordi man har lyst til at give sin kone en røvfuld … på den frække måde, og man kan være træt, simpelthen fordi en dag kan være lang, og fordi et hoved kan være fyldt op med larm, der kræver ensomhed, før den stilner af.

-Har du stadig en elskerinde? Spørger HR-chefen

-Ja, svarer jeg.

Og så tænker jeg på min besættelse, at pornotøsen skal bruges af flere mænd, og at det er mig, der orkestrerer det hele. Jeg sætter hende i avisen, og jeg taler med mænd, og så en skønne dag mærker hun dem, mens et blindfold holder hende i hendes egen egoistiske, sorte verden.

-Og din kone? Spørger HR-chefen

-Det er ok med hende, siger jeg.

HR-chefen putter en pastaskrue i munden, og så tygger hun.

Skruen kommer ind siddende for enden af gaflen, og hun sørger omhyggeligt for, at hendes læber omslutter dette instrument, så al sovsen forsvinder med skruen …. dybt i munden.

-Interessant …. det er et interessant forhold, som I har …. Jeg skal ud og ryge, siger hun og rejser sig.

Jeg kan se hende snuppe sin frakke, inden hun forsvinder i retning af elevatoren.

Interessant!

Sådan har jeg aldrig set på det, måske fordi jeg er midt i det, og for mig er lillesub en følelse, der løber som en mild vind, en brise, der får blomster til at bevæge sig og en gammel mand til at stå op hver morgen.

  1 comment for “lillesub og mig – den milde brise

  1. februar 1, 2016 kl. 2:34 am

    Reblogged this on SteneAnker.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: