Jeg har en hektisk tid i banken i øjeblikket … faktisk er jeg nok stresset.
Stres skal man kunne holde til .. siger jeg til mig selv, og prøver at se, om min urytme i brystet kan fjernes med dybe vejrtrækninger.
Det lykkes, og jeg undertrykker en hosten.
-Grey, kommer du med og spiser frokost? spørger chefen for arbitragen.
-Ikke i dag, svarer jeg.
På mit kontor er der udsigt til Laksegades gamle mursten, og mens jeg inspicerer disse gamle sten, gør jeg en status.
Min vidunderlige lillesub er kravlet helt ind i mig. Jeg skelner ikke mellem os længere, vi har altid været sammen, og vi skal altid være sammen.
Hun var med mig i går, da jeg kom i pornotøzen, og hun var med mig, da vores bi-venner udblokkede mig til orgasme, og hun er med mig når jeg er trist.
Som jeg er trist lige nu, fordi jeg er lykkelig, og på den måde er det paradoksalt … en lykke, der gør mig så uendelig trist, fordi det gjorde så ondt, inden jeg fandt hende.
Og så sidder jeg ved skrivebordet og føler denne melankoli, som en overfrakke af tung sort læder, og læderet får mig til at tænke på latex, som lillesub har på, mens vi går gennem festen i natten, hvor mænd har kunstige, kæmpe bryster, og hvor kvinder har dybe stemmer, og hvor de små, unge piger har fletninger og bare ønsker sig en dominant mand, der kan sætte dem på plads med varm stearin der rammer den bare slimhinde og fremkalder et skrig, der bliver til en symfoni i det øjeblik, hun giver op og åbner sig helt så man kan se gennem yoni og læse en tekst: ”Gør, hvad du vil”.
Og så er jeg færdig med at kigge på mursten … det er med at komme videre … at komme i gang … at få noget ud af dagen.
