Psykiater Jens Bakke

Opdatering 19/8 2015.
Gennem mine afsnit om den unge Jens, er jeg nu kommet dertil, hvor jeg kan se en tråd, som kan blive til en roman.
Her på siden har jeg haft den frihed, at jeg kunne lave de løbende afsnit helt frit og uden tanke for sammenhæng. Det er for mig udviklende, men til en egentlig roman skal der mere disciplin til. Jeg er derfor ved at rense op i den unge Jens historie, så jeg kan sætte ud på færden til en egentlig roman. Det betyder, at der her på siden ikke kommer flere afsnit om Jens, til gengæld kommer han (eller den som han bliver til) forhåbentlig ud en dag i en ny roman fra min hånd.

Indhold
1) DRG koder (Indlæg 1 – 23 november 2014)
2) En marcipangris og en mølle (indlæg 2 – 6 december 2014)
3) Kvindelede (indlæg 3 – 21 december 2014)
4) Louise (Indlæg 4 -18. januar 2015)
5) At skrive som “hen” (Indlæg 5 – 14. februar 2015)
6) Doktorpik (Indlæg 6 – 15. marts 2015)
7) Det magenta hav (indlæg nr 7 6. april 2015)
8) Den unge Jens (indlæg nr 8 12. april 2015)
9) Slacker (indlæg nr 9 10. maj 2015)
10)Den magiske søger (indlæg nr 10 31. maj 2015)
11)No future (indlæg nr 11 2. juli 2015)
12)En Tidslomme (indlæg nr 12 20. juli 2015)
13)Økoflipper (indlæg nr 13 8. august 2015)

1) DRG koder (Indlæg 1 – 23 november 2014)

Når mørket falder på, så er her virkelig mørkt. Og stille. Så stille, at jeg kan høre mine egne tanker give genlyd og falde tilbage på sig selv, så jeg ikke kan skille den ene tanke fra den anden.

Ubehageligt vil jeg ikke sige, at det er. Nej, det er en tilstand, som jeg accepterer, og som jeg egentlig hygger mig med.

Efter noget rod og en sygemeldingsperiode, er jeg frivilligt gået i eksil.

Derfor bor jeg nu i dette værelse, der ligger i en bjælkehytte, som er placeret så langt ude på landet, at mørket virkelig er mørkt, og stilheden åbner rum for tanker, der kan falde tilbage på sig selv og give mig ro, fordi tankens interferens på forhånd får mig til at opgive at tillægge den nogen betydning – nogen betydning overhovedet.

Ofte overvejer jeg, om der mon kommer nogen for at hente mig. Jeg er klar over, at jeg har lavet ravage nok til, at muligheden foreligger, men indtil nu har jeg fået lov til at være i fred.

Hvem er jeg så?

Jo, jeg er en mand i halvtredserne. Jeg er intellektuel, jeg er læge, jeg er psykiater, og jeg er videnskabsmand. Privat har jeg været gift, og jeg har to voksne døtre.

Det er i hvert fald sådan, jeg er tænkt, men når jeg sidder i mit mørke værelse og venter forgæves på det regnskab, der aldrig synes at skulle gøres op, så får jeg den tanke, at jeg i virkeligheden godt kunne være fiktion.

Jeg kunne for den sags skyld godt være udtænkt af en forfatter, der har haft et behov for at frisætte sig selv fra virkelighedens, realiteternes, snerrende åg.

Det er selvfølgelig kun i de mørkeste stunder, at jeg tænker sådan. For jeg føler, og jeg tænker, ergo er jeg.

Videnskabsmand?

I det meste af min karriere har jeg beskæftiget mig videnskabeligt med menneskets seksualitet, og efter jeg blev speciallæge, har de fleste af mine konsultationer været for mennesker, der har haft ondt i seksualiteten.

Og det interesserer mig, det er klart, og derfor har jeg forsket i perversioner, og skrevet artikler om perversioner, og sågar har jeg skrevet en doktordisputats:

”Sexsygen – når perversionerne tager overhånd.”

Det er et arbejde, som gør mig særlig stolt, for det sætter mig på det videnskabelige landkort. Sammenskrivningen og de artikler, der ligger bag, giver mig prestige, og en dag vil jeg søge en stilling ved Universitetet, helst som professor, for den stilling matcher bedst mit vid.

Men indtil videre har jeg forsket samtidig med en fuldtidsstilling som psykiater, hvilket faktisk ikke er så svært som det lyder.

Hver patient er et forsøg, en case, og udgangspunktet for ny viden, og sådan bør alle læger se på deres patienter, for ellers er vi som læger ikke andet end kasseassistenter, der taster DRG-numre (*) ind i et kasseapparat, hvis klingende lyde får sveden til at springe frem på overlæben af sundhedspolitikerne.

Jo, jeg er også en mand af mine meningers mod, og i den sammenhæng vil jeg stå ved, at jeg til tider foragter mine patienter. Sexsygen er min passion, men samtidig piner det mig, når patient efter patient blindt kaster sig ud i sex og kærlighed, kun for at ende op med kønsvorter og et knust hjerte.

Hov – jeg ser nu et skær af lys gennem mit vindue. Det er morgenen, der gryr, og samtidig mærker jeg, hvorledes min tankesummen, min tinnitus, ændrer rytme.

Den gryende dags rytme, og der vil jeg efterlade jer indtil videre.

******************

*DRG: Diagnose Relaterede Grupper

For information se: Sundhedsstyrelsens side her

2) En marcipangris og en mølle (indlæg 2 – 6 december 2014)
Jeg havde troet, at min kone ville komme forbi i dag, men hun havde ikke tid. På min telefonsvarer var der en kort knasende besked, og jeg syntes stemmen var min kones. Det var i hvert fald en kvindes stemme, men hvad den sagde fortabte sig i denne knasen.

Ringe til hende, kunne jeg have gjort, men jeg orkede det ikke.

Bjælkehytten giver mig energi, men det er en energi, der betinger at refleksion godt kunne være bagudrettet, mens handling skal være fremadrettet. Og det er sådan jeg føler det. At ringe min kone op vil være en bagudskuende handling, så jeg lader være, og min konklusion er derfor, at min kone ikke kommer forbi i dag.

Hytten er sparsomt møbleret, men når det kommer til den personlige komfort, er hytten et overflødighedshorn. Et gigantisk kransekagehorn i hvis flagudstoppede indre jeg sidder lyserød og muntrer mig med mandler, marcipan og andre af julens glæder. Og julen er jo en skøn tid, og små danske flag hører sig til, og derfor er jeg ophidset glad, hvorfor, antager jeg, min hud har antaget en rosa farve.

Der i min lyserødhed kommer så et tilbageblik. Tankerne løber tilbage til en periode i mit liv, hvor jeg havde en blog.

En blog!!! Hvad er det nu, det er?

Jo, det er sådan en gammeldags ting, der begyndte med noget, der hed Myspace, og derefter eksploderede udi i alskens andre mærkværdige navne.

Og rigtig gættet vi er på internettet, og en blog er det samme som en hjemmeside, hvor man kan lægge fotos og tekst, og da man kom længere hen i nullerne, også lyd og film.

For nogle lyder det sikkert som noget ubrugeligt, og jeg vil give dem ret, for en blog er noget være rod for ikke at sige kimen til kaos og frustration hos læserne.

Heldigvis skete der det, at Facebook efterhånden blev det dominerende medium, og derved blev brugerne organiseret i en fold, hvor de kunne leve lykkeligt. På den måde lever jeg også selv meget lykkeligere på Facebook, hvor jeg ikke behøver at tænke på mærkelige url-tekster eller bakse med underlige søgemaskiner for at finde frem til bloggen. Men det værste ved en blog er i virkeligheden den tekst, som bloggerne skriver.

Det er da fint, at folk har noget på hjertet, men som man nok kan forestille sig, så vil en snakkesagelig person, der har sin egen hjemmeside, hurtigt forfalde til at fylde A4 side op med tekst, som man virkelig ikke orker at læse.

Nej jeg er fan af Facebook.

”klik, kig, …. Klik …. Kig”

Og så et billede af et dyr, der bliver pint (forfærdeligt – jeg deler det, så andre kan se det forfærdelige)

Og så et billede af en baby, der falder bagover og ler (jeg liker)

Og så har min sekretær fået nyt profilbillede (jeg liker – hun ser sgu godt ud – på profilbilledet)

”Klik, kig, kig, … like, … klik,… dele”

En gang i mellem skriver jeg en kommentar, men det er altid en kort kommentar.

Og det er det fede ved Facebook. Altid korte tekster, altid sigende billeder, altid glade hoveder.

Ikke noget med lange tekster eller tvivl om verdens sammensætning, som der jo virkelig ikke er nogen grund til at gå op i, hvis man spørger mig.

Næ, jeg er glad for at være sluppet af med min blog, som jeg kun havde af professionelle årsager. Det var nemlig en blog om perversion.

På bloggen udgav jeg mig for at være sadist, og jer fabrikerede lange beskrivelser af sadomasochistiske sexlege, som jeg havde med en imaginær kæreste, der var masochist.

Og det er i orden at leve under falsk navn i blogverdenen, og min tilgang gav mig adgang til andre blogs, som jeg linkede til.

På gulvet får jeg pludselig nok af disse tanker, og jeg rejser mig. udenfor er det gråvejr, og julestemningen er gasset af her indenfor. I hjørnet kan jeg se noget sand, og jeg overvejer at få fejet gulvet senere i dag.

Som en sidste gestus til min tidligere beskæftigelse løber jeg i tankerne min gamle blogroll igennem.

Den var cirka sådan, men jeg savner den absolut ikke, men jeg savner nok en smule min forskning, som jeg håber at jeg kan komme tilbage til, når mit ophold i bjælkehytten er slut.

Mange af mine tekster på bloggen var til en vis grad inspireret af samtaler, jeg havde haft med patienterne.

Og jeg anser det ikke for uetisk, at omskrive deres historier til et blogindlæg, for anonymiseret fremlægning er i orden, som forskning, og det var sådan, det var.

Trætheden overmander mig efterhånden, og jeg kryber op i overflødighedshornet, hvor jeg lægger mig til at sove i ske med en tør marcipangris, der på sin ene balde, ikke langt fra røvhullet, har påtrykt et dannebrogsflag og på den anden balde har påtrykt en mølle.

En Mølle! Jeg fatter det ikke, men heldigvis tager søvnen over.

 

1) Kvindelede (Indlæg 3 – 21. december 2014)

Det er blevet formiddag, men jeg har været tidligt oppe, så jeg er allerede i tøjet. Kaffeduften hænger halvbesk i rummet, og derfor går jeg hen og åbner døren.

Udenfor er der gråt, og en kold tåge fylder mine lunger, men det føles rart.

Stilheden, tågen og kulden. Jeg tager et skridt ud.

Jeg har ikke været ude, siden jeg ankom for snart flere uger siden, og forsigtigt bevæger jeg mig fremad.

Omgivelserne er velkendte for mig, men jeg er alligevel nervøs for at slå hovedet mod en gren. Træernes nærhed bekræftes af min lugtesans. Fyrretræer.

Så standser jeg. Der er højst 5 meter tilbage til døren, men jeg vil ikke gå længere væk. Det er fint her, midt i tågen og i stilheden og alligevel i tilpas nærhed af bjælkehyttens tryghed.

Min ånde fortættes foran mig, og dens kunstneriske udfoldelse optager mig. Bjerge, dale, ansigter og begivenheder aftegner sig i min ånde, der gråhvid bølger foran mig for hurtigt at gå i et med tågen.

Måske savner jeg mit arbejde og min perversionsforskning.

Ja, jeg synes jeg kan mærke et sting af vemod, af savn, og det opfatter jeg positivt.

Her, kort før jul, plejede jeg at have en privat patient på besøg. Denne jul, må han finde en anden terapeut, og det gør mig en anelse trist. Et svigt, det er nok der, tristheden har sin oprindelse, for jeg burde være der for ham.

Han er en ældre herre, stoisk, men plaget af en vildfarelse, som driver ham til tvangshandlinger. Han var dog altid dejligt selskab, og jeg gør mig den indrømmelse at tænke tilbage på den sidste konsultation, som jeg havde med ham.

”Det er blevet værre Doc, jeg mærker, hvordan jeg tærer indvendigt. Et tæret vandrør, hvor den røde rust bryder igennem og frigør en klæbrig masse. Det er ildelugtende, og jeg væmmes først ved det, men så antager det en virkelig form, en slags boble, som jeg snuser op i næsen, og som jeg bagefter befinder mig godt ved at have indtaget.”

”Du befinder dig godt ved det”, spørger jeg.

”Ja”, svarer han.

”Men det er da dejligt, at du har det godt?”

”Hvis du synes , Doc …”

”Jamen, det gør jeg … jeg synes, det er godt, når du har gode følelser i dig”.

Han drejer sig og går hen til mit vindue. Lyset falder på manden, der er klædt helt i sort, undtagen slipset, der er i en bordeaux nuance.

”Tak, Doc, det er derfor jeg godt kan lide at komme hos dig … jeg bliver altid i så godt humør, men det varer ikke længe, for snart er de der igen. Kvinderne…. på gaden, i bussen og i tv.”

”I tv?”, spørger jeg.

”Ja, i går aftes, for eksempel, var der næsten kun kvinder på skærmen, på alle kanaler og det meste af aftenen. En studievært, eksempelvis. En moden kvinde, der interviewede en kvindelig kollega, der højst var 25 år, og som stod stadset ud på hovedbanen og holdt mikrofonen for folk.”

”25 år … er det et problem?”

”Ja, Doc, det synes jeg det er.”

”Uddyb det.”

”Problemet er, at jeg opfatter det som en provokation. Jeg er 60 år gammel, jeg holder af kvinder, som er klædt i kjoler, og som skræller kartofler, og som passer huset, og som kører den af på mig, inden jeg skal i seng … for det kan jeg godt lide … Doc, hører du efter?”

Jeg er åbenbart kommet til at se på mit ur, og det har forstyrret ham.

”Ja, jeg hører efter.”

”Nå, men så er det da provokerende, at jeg skal sidde og se to kvinder underholde hinanden klokken 21:00, i Pressen”

”Pressen?” afbryder jeg ham.

”Ja, tv-avisen .. Doc, det ved du da”

Jeg nikker undskyldende.

”Jeg er 60 år gammel, jeg betaler licens, og jeg kan ikke sætte mig ind i hvilke samfundsomvæltninger, der gør, at jeg skal overvære to kvinder hyggesnakke med hinanden. Jeg vil have alvorlige mænd, der fortæller mig, hvad der sker i verdens brændpunkter, jeg vil ikke høre på kvinder, det er useriøst.”

”Du tager mænd mere alvorlig?” spørger jeg.

”Ja faktisk …. jeg tager mænd mere alvorligt. Eller jeg kan egentlig slet ikke tage kvinder alvorligt, når de glider ud af deres naturlige rolle og begynder at lege mænd.”

”Nogle ville sige, at du er gammeldags … og mandschauvinistisk ..”

Jeg rømmer mig, og trækker derved tiden ud, inden jeg fortsætter.

”Jeg kunne med god ret beskylde dig for at være irrationel”, siger jeg så.

”Irrationel! …. men, Doc, egentlig har du ret. Jeg er irrationel, og det er derfor, jeg kommer til dig. Jeg er gennemsyret irrationel. Jeg kender overhovedet ikke de to damer i tv-avisen, jeg har ingen mening om dem, og jeg ønsker dem det bedste. Og en side i mig siger: ”jamen lad dem dog spille mænd, det er ikke dit problem”. Alligevel sniger den sig ind på mig. Irrationaliteten. Det sker i maven på mig, tror jeg, for det begynder med en knugende og sur fornemmelse i maven. Efterdønningerne fra en bid af et surt æble. Et grønt, hårdt æble, og jeg tvinger bidden ned, og så sætter den sig fast. Et forgiftet æble og så …. så er mit handlemønster lagt fast.”

”Du får tilbagefald?”

”Ja, Doc, jeg får tilbagefald.”

”Fortæl mig om det.”

”I øjeblikket bruger jeg den samme kvinde. Hun bor i en kælder, og hun er bitte lille. Rigtig sød, og hun har altid god tid. Når jeg har trykket på ringeklokken, så hører jeg en bimlende lyd, og på samme måde, som Pavlovs hunde fik mundvand af at høre klokker, så får jeg erektion.

Jeg betaler hende 2000 kroner for en time. Hun bruger et øjeblik på at lægge pengene væk, og så kommer hun ind til mig i rummet.”

”Er det et SM-rum?” vil jeg vide.

”Næ, et helt almindeligt soveværelse. Lyst i indretningen. Hun er klædt i kjole, som jeg gerne vil have det, og så sætter hun sig på knæ foran mig. Hun tager mine sko og strømper af, og så løfter hun mine fødder op i et fad med varmt sæbevand.”

”Du får et fodbad?”

”Ja, Doc, jeg får et fodbad. Et helt almindeligt fodbad. Hun dupper mine fødder, og så smører hun dem ind i olie. Mens hun bader mine fødder bander jeg over kvinderne. Jeg bander over tv-bitchen, jeg bander over mine kvindelige kollegaer, jeg bander over min kone.”

”Ved din kone, at du er der?”

”Doc, hør nu her, hvad tror du selv?”

”Nå ja, jeg skal jo spørge.”

”Ok, jeg bander over alle disse bitches, og hun giver mig ret: ”En kvinde er til for at tjene en mand”, siger hun, og så forsætter hun fodmassagen. Så på et tidspunkt smider hun sin kjole og åbenbarer den mest fantastiske bitte lille, hvide krop. Hun kommer helt hen til mig, og jeg rører ved hende. Først med hænderne, og så med mine læber. Disse følelegemer, de røde læber, som hos mig på et øjeblik er blevet svulmende blodfyldte og med dem, og med min følsomme tunge, undersøger jeg den hvide hud, der smager vidunderlig og dufter af en blanding af parfume og mild sæbe. Blomsteragtigt, og jeg ser for mig noget smukt. En sommer, et landskab. Træer, roser, bjerge og lykke.”

”Hvordan ser lykken ud?”

”Doc, hvordan ser lykken ud? …. jo, den er rosafarvet, ovre i det sarte hvide, men med en rosa glød. En sart hvid kvinde med en rosa glød.”

”Har du sex med hende?”

”Ja, men det vil jeg helst ikke tale om.”

”Hvorfor ikke?”

”Sex er kulminationen, og derefter er der kun afslutningen. Jeg træder op på gaden, og hun sender mig et fingerkys, og så er jeg tilbage … tilbage til realiteterne og til min irrationalitet.”

”Og kvinderne?”

”Kvinderne?” han ser pludselig forvirret ud, men kommer så tilbage på sporet, ”Nå dem, de er pludselig blevet ligegyldige. Hende den 25 årige tv-dulle. Hvis hun vil spilde sit liv på at jagte det, som hun kalder succes. En kort periode på skærmen. Være kendis. Ja, det vedkommer ikke mig. Jeg er ligeglad, og jeg bliver nu ikke engang sur, når jeg ser hende på skærmen. Nå ja, jeg tager hende selvfølgelig ikke alvorligt, men jeg erkender, at det simpelthen er mig, der er forkert på den, for jeg tager ingen kvinder alvorligt, undtagen kvinden i kælderen med den hvide hud og den rosa glød. Hende tager jeg alvorligt helt igennem, helt ind til benet, og jeg forbander hendes mand, for havde hun ikke allerede været gift med en mand, så ville jeg fri til hende. Med blomster, med champagne, med guldkaret og med kys fra mine læber, der altid er bløde, når jeg er sammen med hende.”

”Hvor længe varer det? … hvor længe kan du holde kvindeleden stangen efter sådan et besøg?”

”Åh, det holder vel en måned eller halvanden, så kommer irritationen tilbage.”

Jeg ser på mit ur, tiden er ved at være udløbet.

”Men jeg synes nu alligevel, du er kommet videre, du erkender din irrationalitet, for sådan må det betegnes. I vor tid, i vores samfund, er mand og kvinde lige og forventningerne er lige.”

”Ja, Doc, det er rigtigt. Forventningerne er lige, og det synes jeg er synd.”

”Måske, men jeg synes, du håndterer det godt. Jeg ser ikke noget problem i, at du besøger din hemmelige dame, hvis jeg kunne, ville jeg skrive en recept på hende!” jeg aner ikke, hvorfor jeg siger sådan noget vås, men han tager godt imod det.

”Recipe: Hvid betalingsdame, 40 år og i blomstret kjole. D.s. bruges 3 gange månedligt, udleveres 3 gange”, han klukler.

”Ja, det kunne være fint ikke … jeg nøjes nu med at udskrive sovemedicinen, som jeg synes du skal fortsætte med”, jeg rækker ham en gul recept, jeg har nemlig ikke en computer i min konsultation, så jeg kan ikke ordinere online. Jeg er gammeldags, og det er måske derfor, han har valgt mig. Men vi skal også kunne rumme dem, der er gået i stå, og som ser det hele i et gulnet skær.

Der, hvor jeg står på grunden, er tågen lettet en smule. Jeg kan nu se det store fyrretræ og grenen, der hænger ind over stien. Min arm rejser jeg i vejret og skubber grenen væk, idet jeg går tilbage mod bjælkehytten.

Indenfor er der varmt. Varmt og en anelse fugtigt. I min mave føler jeg en sugen, og det går op for mig, at det er spisetid. Jo, en smule vemod, sådan kan jeg godt føle det, når jeg tænker på mine patienter, men jeg er endnu ikke parat til at komme tilbage.

4) Louise (Indlæg 4 -18. januar 2015)
Jeg har åbnet døren i bjælkehytten, og duften af fyrrenåle løfter mit humør, der i forvejen er godt. Disen er væk, og det er en klar forårsdag. Energien er kommet til mig, og jeg har fundet en bunke noter frem. Længe har jeg ønsket at få taget hul på dette arbejde, men jeg har simpelthen ikke haft overskud, før nu.
Min forskning har altid givet mit psykiaterarbejde en ekstra dimension. I forskningen, er det ikke kun syge, som jeg beskæftiger mig med. Forskningen har også givet mig muligheden for at holde forbindelsen til de normales verden, for fastlæggelse af normalen er vigtig for at kunne definere det afvigende. Kontrolpersoner, jeg behøver kontrolpersoner i min forskning, og meget gerne unge kontrolpersoner, fordi de er særligt vanskelige at komme i kontakt med.
De papirer, som jeg har bredt ud på bordet, handler om en ung pige, Louise. Denne pige er inkarnationen af vores fremtid. Klog, smuk og fremfor alt velovervejet. Velovervejet i alt, hvad hun foretager sig, og man kan derfor sidde tilbage og tænke, at hun da umuligt kan være pervers, eller for den sags skyld sexsyg.
Copenhagen Business College, har undertitlen ”Handelshøjskolen”. Sagen er nemlig den, at man i begyndelsen af 1900-tallet oprettede købmandsskoler, der skulle indprente de unge mennesker (hovedsageligt mænd) en systematisk og velovervejet tilgang til det at købe og sælge varer og ydelser. Da jeg ankom til CBS havde jeg den irriterende tanke i baghovedet, at jeg skulle ind og møde en flok købmænd, en horde af dynelarsener, eller værre endnu, efterkommerne af 1980-jubiees. Desuden fandt jeg det fornærmende, at man havde beholdt undertitlen ”Handelshøjskolen”, for hvorfor snobbe nedad? Næ, langt mere logisk havde det været, hvis man havde valgt en titel, hvori ordet ”universitet” indgik.
Nå, men straks efter, at jeg var trådt ind af svingdørene, indså jeg, at jeg på vanlig vis havde været offer for mine egne fordomme. Det var målrettede og venligt udseende unge mennesker, som jeg mødte derinde. Tidens tøj, alvorsfulde miner, med glimt af humor underneden. For der var latter, mild med en underlægning af anstrengthed.
”Arbejdsudbud”, sagde en ung mand i samtale, da han passeede mig.
”Den rationelle agent”, sagde en ung kvinde, som sad ved et bord med et plastkrus i hånden.
Joe’s Coffee, stod der printet på kruset, der også bar Ø-mærket.
I forelæsningssalen gav jeg mit foredrag: ”Det ansvarsfulde seksualliv”, der især var rettet imod unge mennesker, der står for at skulle folde deres seksualliv ud samtidig med, at de skal gøre karriere og stifte familie.
Foredraget gik over al forventning, bagefter var der klapsalver og opvakte spørgsmål.
”Burde samfundet ikke spærre de perverse inde?” spurgte en ung pige fra salen.
Jeg har fået spørgsmålet før, og selvom det virker som en oplagt løsning, så åbner et sådant forslag en række dilemmaer, hvilket jeg uddybede i mit svar.
Pigen var Louise, og efter foredraget kom hun hen til mig, for igen at lufte sin berettigede irritation over den tabte økonomi, der ligger i, at mennesker skal kopulere ud over, hvad der er rimeligt i et traditionelt parforhold.
Hun var en pæn pige. Omkring 170 cm høj, hendes barm antydedes diskret bag hendes T-shirt, og det mørke hår var sat op i en hestehale.
”Kan alle blive ramt af sexsyge?” spurgte hun.
Straks fornemmede jeg, at det var et vigtigt spørgsmål for hende, og ligeså fornemmede jeg, at der lå noget personligt bag, så jeg indbød hende til en konsultation.
”Hvad koster det?” ønskede hun at vide.
Jeg kunne berolige hende med, at jeg ikke ville taksere det som en almindelig konsultation, men at hun, hvis hun ville underskrive en erklæring, kunne blive kontrolperson i mit forskningsprojekt: ”Den gryende perversion”, ganske anonymt. Og som kontrolperson ville jeg udbetale hende et honorar på 1500 kroner.
”Bliver det opgivet til Skat?” spurgte hun.
”Nej, jeg konterer det som forplejning til klienter”, forklarede jeg.
Når jeg er i Netto samler jeg altid at par kasseboner op, de ligger alligevel og flyder overalt på gulvet omkring kassen, så man kan sige, at jeg gør en god gerning – for miljøet.
”Ok, jeg må ikke tjene for meget – SU, du ved”, forklarede Louise.
Og det kunne jeg godt sætte mig ind i. Louise var en kommende samfundsstøtte, og som sådan er det kun rimeligt, at hun har lidt rum for udfoldelse.
En eftermiddag i den følgende uge, mødte hun op på mit kontor. Efter indledende høfligheder fik jeg hende bænket ved mit skrivebord. Selv sad jeg i min bløde kontorstol i rækkeafstand til min opslåede MacBook.
”Du bruger også Mac?” konstaterede hun.
”Ja, jeg har givet efter … faktisk ville jeg ikke have en computer i min konsultation, men nu er det efterhånden nødvendigt, og så blev det en Mac. Jeg kan lide designet, og den fungerer godt med skyen, e-mails og alt det der”, forklarede jeg.
”Mac er helt klart det mest effektive”, sagde hun.
”Effektive?”
”Ja, sammenlignet med PC’er …der er så meget, man selv skal sætte op på en PC, unødvendigt nørderi.”
Allerede her fik jeg igen bekræftet denne piges klarsyn og hendes optaget hed af effektivitet. Hun gjorde et positivt indtryk, må jeg sige.
”Har du fotoerne med?”
Jeg havde bedt hende om at medtage nogle fotos, hvori hun indtog, hvad hun selv opfattede som erotiske positurer. Det kan virke grænseoverskridende, men det er en god måde at lære om et ungt menneskes selvopfattelse i forhold til sin seksualitet.
”Det var underligt …. og ret svært … altså at skulle bede min veninde om at tage disse fotos”, sagde hun.
Idet hun kiggede væk, rakte hun sin iPhone frem imod mig.
”Må jeg holde din telefon et øjeblik?”
”Værsgo”, sagde hun, mens hun stadig kiggede væk.
Jeg bladrede mig igennem en serie på 8 fotos, hvor Louise poserede iklædt en stramtsiddende løbedragt. På alle billederne indtog hun stående stilling, og hun vendte ryggen til, mens hun kiggede over skulderen, så man kunne ane hendes ansigt. Hendes løbedrag var sort, og de 8 fotos underbelyst, men man kunne alligevel godt se, at Louise var en mager pige.
”Sådan føler du dig mest erotisk?” spurgte jeg.
”Er det forkert?” hun svarede med et nyt spørgsmål.
”Hvad der er rigtigt og forkert, afgør du …. men jeg vil da gerne sige, at jeg ikke har set noget, der for mig og med min viden forekommer unormalt.”
Jeg rakte iPhonen tilbage, og derefter virkede Louise mere afslappet. Hun lod sig falde tilbage i stolen og slap armlænene med hænderne.
”Jeg synes nogle gange, at jeg er for tyk … så jeg passer på med, hvad jeg spiser.”
”Hvorfor poserer du med ryggen til?”
Louise tog igen fat i begge armlæn og rejste sig op i stolen.
”Fordi …. fordi jeg synes mine bryster er for små.”
”Nå-eh …”, jeg smilede, ”jamen du kan da altid få lavet dine bryster større, hvis du vil.”
”Mener du det? …. Det er ikke unaturligt?”
”Ved du hvad …. fremskridtet er sjældent naturligt, men som tiden går, så bliver det normen …. og kunstige bryster er normen i dag.”
Jeg har fået spørgsmålet mange gange før, og jeg svarer altid det samme. Hvorfor gå og være ked af to spejlæg, hvis man er glad for en melon? Misforstå mig ikke, men kunstige bryster har intet med perversion at gøre.
”Man kan vel se det sådan, at det øger min chance for at finde en partner … min mating bliver mere effektiv.”
Fantastisk! Hun var søreme fantastisk, så genialt har jeg aldrig hørt det argumenteret før.
”Jamen det har du da ret i”, indskrænkede jeg mig til at sige, ”Har du en kæreste?”
”Nej … men jeg så en for et år siden.”
”Havde du sex med ham?”
”Nej, jeg bryder mig ikke om nøgne kroppe.”
”Du bryder dig ikke om nøgne mandekroppe?”
”Jeg bryder mig ikke om nøgenhed i det hele taget … mand eller kvinde … jeg bryder mig ikke om det.”
”Har du set en nøgen mand før?”
”Nej aldrig …. som jeg siger, så bryder jeg mig ikke om tanken.”
”Kvindekroppe?”
Louise slap taget i armlænene og faldt igen tilbage i stolen.
”Nu siger jeg bare noget”, sagde hun.
”Det er helt i orden, jeg har tavshedspligt.”
”Jeg finder tanken om sex frastødende, men jeg føler mig presset til at skulle have sex … presset, fordi vi skal være så ….”
”Så?” hjalp jeg hende.
”Så satans frigjorte!” hun spyttede ordene ud.
Louises ansigt havde taget en rosa farve. Hun tøvede, sank og fortsatte:
”Ser du porno?” spurgte jeg.
”Porno? ….”, Louise måbede, ”Nej aldrig, jeg hader det …. Jeg kan ikke se, hvorfor det er så fantastisk, at det blev lovligt dengang i halvfjerdserne …. det var også dengang, det hele gik skævt … hippierne.”
”Hmm, onanerer du?” jeg betragtede hende nøje, ”jeg er nødt til at spørge, det er et fast spørgsmål i mit indledende interview”.
”En gang i mellem … måske en gang om måneden.”
”Hvordan har du det med det?”
”Ok, det har jeg det ok med … jeg er afslappet i kroppen bagefter.”
”Hvad tænker du på, når du onanerer … har du bestemte billeder i dine tanker?”
Louise satte sig tilbage i stolen, og hendes mund antog form af en smal spalte, men så kunne jeg se, at hun tog sig sammen.
”Der er billeder, men dem vil jeg ikke fortælle dig om”, sagde hun.
”Helt i orden, det er ikke absolut nødvendigt, at jeg får det at vide,” sagde jeg velvidende, at jeg med stor sandsynlighed ville få hende til at løfte sløret for sine fantasier længere henne i samtalen.
Egentlig diskvalificerede det hende som kontrolperson, men jeg var villig til at skære et hjørne, så jeg satte bare kryds i feltet ”almindelige heteroseksuelle fantasier”. Til tider bliver jeg sgu også så forbandet træt af vores stands påtagede selvhøjtidelighed. Videnskaben skal være så korrekt, men i virkeligheden er vi jo totalt ligeglade med ”vidensdelen”, det er ”skaben”, der betyder noget, skaben af hyldemeter af nytteløs information, der mest har til formål at fremme karrierer. Og det har jeg ikke noget problem med, men hvorfor hykle, og netop derfor indrullerede jeg Louise som kontrolperson, for hun havde jo ikke afvist at have almindelige heteroseksuelle seksuelle fantasier under onani, og dermed kunne det heller ikke afvises, at hun duede som kontrolperson, og dermed var redeligheden i hus, næsten, og så kan det vel ikke blive meget bedre.
”Det er ligesom med de homoseksuelle …. homoer og lebber”, hun var begyndt at tale igen, ”det kan man også føre tilbage til hippierne og deres frigørelse. I dag kan barnløse homoseksuelle par få børn … ved insemination eller adoption … og selvom det øger befolkningsgrundlaget …. og arbejdsudbuddet … så kan det aldrig opfattes som effektivt. Det meste effektive er en mand og en kvinde.”
”Hvad forstår du egentlig ved effektivitet”, spurgte jeg efter en pludselig indskydelse.
”Effektivitet?”, hun så måbende på mig,” Jamen det er vel indlysende, eller det er måske ikke indlysende for dig, der er humanist.”
”Lægevidenskaben hviler altså på et naturvidenskabeligt grundlag”, indvendte jeg.
”Nå ja, men psykiatrien er vel hovedsageligt baseret på humanisme, på samfundsforståelse, barndommen og alt det der … men med effektivitet henviser jeg til markedet, som er effektivt … hvilket vil sige, at omkostningerne minimeres under konkurrence.”
”Og det er en naturlov”, spurgte jeg.
”Ja, det mener jeg bestemt, det er,” hun standsede ordstrømmen et øjeblik for at synke, hvorefter hun fortsatte: ”Men hvad har det med seksualitet at gøre? …. Min forståelse af effektivitet?”
”Ja, lad os vende tilbage til seksualiteten, og nu skal du abstrahere fra dine egne fordomme”, jeg tænkte, at jeg hellere måtte stramme op,” For det er en fordom, at psykiatere svælger i barndommen … den moderne psykiatri bygger også på biologisk viden, og det, som du sikkert opfatter som humanistisk spørgeteknik, er struktureret og standardiseret, men du mangler at fortælle mig noget.”
”Ja-eh?”, Louise virkede nu nervøs, eller sådan tolkede jeg hendes tyggen på egen læbe.
”Du kom her, fordi du var bange for, at du selv kunne blive sexsyg… er det ikke rigtigt?”
Hun begyndte at rødme, og mens hun rødmede sugede hun sin kind ind, så der dannedes en sprække i den, og jeg kunne ikke lade være med at få associationen, at den hårløse sprække var en tiårig piges kusse, og jeg glædede mig over, at Louise umuligt kunne læse denne tanke ud af mit ansigtsudtryk, for jeg var ret overbevist om, at hun i så fald først ville sparke mig i bollerne, så lægge mig i benlås og efterfølgende tilkalde politiet. Men i stedet slap hun sin egen kind ved at lade sin mundhules vakuum udligne med et suk, og synet af pigekussen falmede derefter hurtigt.
”Ikke sådan direkte … altså jeg er ikke nervøs, for jeg har helt styr på mine følelser, jeg tænkte bare, at det ville være ubehageligt, hvis man blev ramt af sexsyge … og jeg ville gerne have det uddybet.”
”Louise, prøv at beskrive en kærlighedsoplevelse med en mand … din opfattelse af et dejligt samvær med en mand … et samvær, der måske kunne blive indledningen til et forhold … og i forlængelse heraf sex.”
Ordet ”sex” sagde jeg næsten hviskende, og i min præsentation af spørgsmålet, må jeg have ramt noget, for hun så pludselig blid ud i sin fremtræden.
”Han er nok lidt hørere end mig, slank, muskuløs .. men ikke pumpet. Han er rolig, taler ikke så meget, men når han taler, så kan jeg høre, at han er klogere end mig … men han blærer sig ikke med det, han siger aldrig noget, der piller mig ned, nej først længe efter, at jeg har haft en anfald af argumentationssyge, så går det op for mig, at jeg har været på vildspor, og at han ikke har gjort det mindste for at rette mig, da jeg var allermest aggressiv. I stedet har han ladet fredelige argumenter flyde, over dage, og pludselig indser jeg, at han er fantastisk, mens jeg er utilstrækkelig … altså kun i forhold til ham .. for vi er begge meget kloge … og fornuftige.”
”Med ham kunne du have et forhold”, hjalp jeg hende videre.
”Ja helt bestemt”, hun tøvede, sugede igen kinden ind og denne gang så den liderlig ud, kindkussen, men jeg stod det igennem og lyttede bare videre, ”med ham kunne jeg også dyrke sex. Hans krop vil jeg sikkert have lyst til at se nøgen, og han må være sammen med mig, mens jeg onanerer, men der skal være mørkt .. så han ikke kan se mig, og han skal være helt stille, så jeg ikke tænker over, at han er der, men jeg tænker på hans intelligens og de kloge ord, som han har i sig, og tankerne vil få mig til at smile, og jeg må anstrenge mig for ikke at stønne, og så vil jeg komme, mens jeg bider støn i mig, og han er det eneste menneske, der nogensinde må være sammen med mig under min orgasme … og når vi skal have børn …. men det kan vi aldrig få… for jeg vil aldrig lade ham tage mig … det er for …..”
Hun havde skiftet i udtryk, der nu forekom overordentligt sørgmodigt. Og denne sørgmodighed slog mig som en ensomhed, der omgiver en granitsten på en bar mark. Blegrød granit, som driver med dråber der kommer fra en sten, hvis indre er blevet flydende af at blive krummet sammen. Og sådan forekom Louises kinder. Som en presset granitsten, der græd af sammenpressethed.
”Her”, jeg rakte hende en kleenex.
”Tak, og undskyld.”
”Louise, det skal du da ikke være ked af … mange unge mennesker er et stykke tid om at lære deres seksualitet at kende … det er næsten på samme måde som nattevædere.”
”Natte … nattevædere?” hun måtte snøfte sig igennem ordet.
”Ja, dem, der tisser i sengen helt til de er 10-12 år gamle … altså det er bare et eksempel … der er stadig gode muligheder for, at du vil få børn med en mand, som du elsker.”
”Tror du?”
”Ja, selvfølgelig”
”Åh, det er jeg glad for …. jeg vil være effektiv”, hun sagde ordet ”effektiv” med eftertryk, ”jeg vil have en rigtig familie, og jeg vil have børn, der har min mands og mine egne gener. Det er det mest effektive og det mest korrekte,” hun rejste sig, ”Tak Bakke”, jeg blev overrasket over, at hun sagde mit navn, ”tak fordi du havde tid til at se mig … du har givet mig nogle åbninger i mit liv.”
Da hun var gået, rejste jeg mig og gik til vinduet. Det gør jeg altid efter en konsultation, for det giver mig lejlighed til at se patienten i neutrale omgivelser, uden at jeg afslører mig selv. Louise gik rank afsted, hun slog med hårpisken, og det mørke hår satte luften i svingninger, så nogle blade dalede ned fra lindetræerne.
Hvad var min konklusion? Egentlig havde jeg ingen. Hun var for ung og for umoden, til at jeg kunne konkludere noget med sikkerhed. Måske var hun helt normal, måske var hun prototypen på nutidens unge. En anspændt kælling, der livet igennem ville forblive anspændt. Men nej, jeg kunne alligevel ikke bruge hende som kontrolperson. Umoden eller ej, hun var sgu for mærkelig til at være normal, håbede jeg. Så lukkede jeg kontoret ned og begav mig ud i den effektive verden.

 

5) At skrive som “hen” (indlæg nr 5 14. februar 2015)

Det er et par dage siden, jeg gennemgik kassen med Louises dokumenter. I dag er det igen tåget udenfor, men jeg har det egentlig godt med denne tåge. Jeg føler ingen form for melankoli, og jeg føler mig heller ikke indelukket. Bjælkehytten og dens mærkelige omgivelser passer godt til mig.

Min kone savner jeg ikke, og det er nok derfor, at jeg ikke har forsøgt at ringe til hende, selvom det i øvrigt ville være svært, for jeg kan se på min mobiltelefon, at der ikke er dækning. Intet netværk når ud til bjælkehytten. Mad er der heller ikke noget af, og det sidste, jeg kan huske at have spist, er stykke marcipangris, dengang jeg faldt i søvn i overflødighedshornet. Men det rører mig ikke, og efter jeg tabte mig nogle kilo, så har min vægt har nu stabiliseret sig. Min organisme kører på ren luft, og det er befriende at have det sådan, for det tager presset væk fra mig. Når jeg kan leve af ren luft, kan jeg blive her så længe jeg har lyst.

Jeg læner mig hen over mit fyrretræsspisebord, sukker let og hviler mit hoved på mine hænder. Håndfladerne lægger sig fladt på det glatte bord, og det får mig til at tænke på en kvindelig forfatter, der debuterede med en roman, der kunne karakteriseres som en fiktionalisering over en rejsebeskrivelse fra Rom. I anmeldelsen, var citeret en sætning:

”Det kølige marmor, mine fingre legede med skjorteknappen, og mine brystvorter reagerede på tanken, der lod dem kærtegne marmoren i et langt solbeskinnet sekund, hvor det derhjemme ikke længere betød noget for mig.”

Beskrivelsen af den unge piges indfald, hvor det blottede bryst og den ekshibitionistiske handling drev hende væk fra det forhold, der havde startet hendes flugt til Rom. Jeg hang naturligvis fast i sætningen grundet mit job som perversionsforsker, for hvilke perversioner skjulte sætningen? Jeg kunne tænke på mange, men anmelderen var bare henrykt.

Det var åbenbart skelsættende for en ung kvinde at twiste sproget og i ungdommelig kådhed give udryk for denne trang til at presse moderbrystet ned i marmoren. Og som noget attråværdigt så var handlingen kun antydet, som en tanke, og det roste anmelderen ligeledes.

En så elegant antydning af en rodløs piges trang til at flashe sine ungpigepatter ved et springvand i Rom, kan kun komme fra en kvinde. Forfatteren kan kun være en kvinde, ikke en mand, for mænd er anderledes. Lidet ville en mand have fundet behag ved at antyde sin lyst til gniden af sin diller mod marmoren, nej han ville være gået anderledes konkret til værks.

”pik og kusse”, er mandens vokabularium begrænset til, i hvert fald ifølge kvinden. Kvinden Bente, som er min sekretær på klinikken, og som, efter min bedste overbevisning, er rødstrømpe. Jo, der er noget tresserbarn over hende, og det passer vel egentlig godt med hendes alder. Men jeg holder af hende, og som jeg ligger her hen over bordet og presser mine kinder ned mod mine håndflader, så fyldes jeg af en voldsom længsel efter Bente.

Denne længsel, der for mig er fuldstændig uforklarlig, forsøger jeg alligevel at finde svar på, og mine tankerækker fortæller mig, at det handler om mit projekt med at formidle i en roman. Jo, jeg tænker på mit værk: ”Romanen om Peter og Sofie”.

Jeg røbede aldrig overfor Bente, at jeg skrev på en roman. I stedet frittede jeg hende for litteraturtips, for hun er en læsehest, som mange kvinder i sluthalvtredserne er det. Sikkert fordi de er gået i frø, hvorved deres indre tørhed omsættes til strømme af flyvende skeletter. Frøskærme, hvorunder der hænger kurve fyldt med klimakteriets vindtørre sandheder, som sikkert er årsagen til, at de finder en fryd ved at læse noget højpandet.

”Hemingway var en drukkenboldt, en ynkelig bastard …. man indser med det samme, at hans skrift er en mands skrift”, mente Bente.

Jeg på min side, kendte kun lidt til Hemingway, men der var det igen. ”Han skriver som en mand”, og det fik mig til at tvivle på mit projekt. Ville det også være tydeligt, at jeg skrev som en mand? Skrev jeg faktisk som en mand? Eller skrev jeg som en tøs, eller som en hanrej? Ja, guderne skulle vide, at jeg så min kone så sjældent, at jeg sagtens kunne være hanrej uden at vide noget om det. I lykkelig uvidenhed gik jeg rundt, og ligeledes var jeg i uvidenhed om mit impact som forfatter. Skrev jeg som en mand eller som en kvinde? Var det egentlig i orden, at skrive som en kvinde, hvis man var kvinde? Hvis man var mand? Mon kvinder helst var fri for mandesnak i det hele taget?

”Betyder det noget, at en mand skriver som en mand?” spurgte jeg Bente.
”Ja selvfølgelig …. det, der karakteriserer mandens litterære sprogbrug, er det vulgære, og det lige på … næ antydningen er meget finere … antydningens kunst, Jens, det er vigtigt at kunne mestre den, og det kan kvinden.”
”Man kan altså enten antyde, eller buldre frem, hvorved men skriver som en mand?”
”Jens … jeg kender dig … din interviewteknik vil jeg gerne have mig frabedt”, hun havde gennemskuet mig, ”men ja, antydningens kunst mestrer de fleste kvinder, og antydningens kunst er finere sådan litterært set, og nogle mandlige forfattere mestrer også antydningens kunst, og derfor er antydningen ikke kvindelig, men bare god kunst.”
”Det er ’hen’?” spurgte jeg.
”Hen?”
”Ja, du ved fra Sverige, forgangslandet, ’hen’, hverken mand eller kvinde, men bare lige midt i mellem.”
”Du Jens, jeg må løbe, jeg har en journal at skrive”, udbrød Bente.
Og så løb hun, eller gik. Jeg bemærkede hendes asymmetri over barmen bag skjorteblusen, som om der manglede noget … jeg kunne ikke lige komme på, hvad det skulle være, men det var netop den dag, at jeg i en anmeldelse blev introduceret for kvinden, der fantaserede om at presse sit unge bryst mod markedspladsens marmor. Det var altså antydningens kunst, måske fordi det forekom totalt urealistisk, at nogen ung kvinde nogensinde offentligt ville lægge sig på knæ, knappe sin bluse op for så at gå i doggystyle, mens hendes patter blev kølet af den bløde marmor. En mindre kontrolleret mand end jeg, ville have fået erektion, men jeg modstod og sad altså tilbage på kontoret, stadig i tvivl. Skulle jeg skrive som mand eller som hen? Hen var nok bedst, hvis jeg ikke skulle få ballade med kvinderne, og det ønskede jeg ikke. Næ, det var givetvis rigtigt, at Hemingway var en hund, en bastard, men så slog det mig. Var det ikke Hemingway, der lagde for udi minimalismen? Burde han så ikke være antydningens mester? Måske antydningen som sådan ikke var det afgørende, måske var det nærmere det, som man antydede, der var vigtigt. At skrive som hen, var måske at antyde, hvad? Ingenting? Ja, sådan hang det nok sammen. Man måtte ikke antyde noget som helst, ikke beskrive noget som helst, bare flyde af sted med ord, der dansede som amputerede bryster hen over gulvet, med vorterne nedad, mens de sang en sang om ingenting. Og det fandt jeg sådan set ok. At skrive som hen blev en ambition for mig, for jeg holdt så uendelig meget af Bente, og hendes mening var vigtig for mig.

 

5) Doktorpik (indlæg nr 6 15. marts 2015)

”Det var ved at være tid. På jobbet, på rutineopgaver, det var ved at være tid. Det var tydeligt for mig. Jeg så hendes ansigt konstant, og hvis jeg skulle være i tvivl, kunne jeg bare stoppe op et øjeblik, hvorefter en dump smerte jog gennem mit underliv. De fyldte nossers smerte!”

Stemmen var en kollegas, og jeg kan ikke forklare, hvorfor han pludselig poppede op i mine tanker, mens jeg sad nøgen i bjælkehyttens sofa. På det sidste har jeg følt en fantastisk befrielse ved at være nøgen, og eftersom jeg er mutters alene, så kan jeg ikke se nogen problemer i det. Jeg går derfor mere og mere rundt i Adamkostume.

Min kollega er læge, og han arbejder på et hospital, og sygeplejersken, der var årsag til hans spændte testikler, er ansat på et andet hospital. Men deres bekendtskab er altså fra hospitalsverdenen, og det åbner naturligvis for debat. Må man knalde sin kollega?

Som privatperson har min holdning hidtil været: ”Nej, man må ikke knalde sin kollega, og en virksomhed er berettiget til at sætte regler op for dens ansattes socialisering, og for de fleste anstændige virksomheder går grænsen før knalderi.”

Men det var sådan, jeg så på det, inden jeg flyttede ind i bjælkehytten. Nu er det pludselig mindre vigtigt for mig. Hvis folk vil knalde deres kollegaer, så lade dem dog gøre det.

Hov! Jeg sagde virkelig det: ”så lad dem dog gøre det”, og jeg forstår mindre og mindre af det. Hvordan kan jeg have udviklet denne ligegyldighed, denne uansvarlige ligegyldighed?

Mens jeg smiler, ja, jeg smiler faktisk, så piller jeg tæer, kradser mig på mine nosser og indser, at jeg er i forfald. Her i bjælkehytten forfalder jeg til kransekagespiseri og nudisteri, mens mine holdninger forplumrer, og mine grænser udviskes.

Men sjov nok, så gør det mig ingenting. Tværtimod, så bliver jeg gladere og gladere for hver dag der går. Og det er også derfor, at jeg nu spontant kan smile.

Min kollega kunne også smile. Han er i det hele taget en glad mand, men alle kan have behov for at lette deres hjerter, og derfor kiggede han en dag forbi mit kontor, og det var den dag, at han begyndte samtalen med at henvise til sine spændte nosser.

”Lad os tage en snak … jeg har en halv times tid, inden mit næste møde … kom sæt dig i stolen”, sagde jeg og gik hen for at lukke døren.
”Fedt, det trænger jeg til”, sagde min kollega.
”Nå, lad mig så høre … hvad er der så specielt ved netop denne sygeplejerske? …”, det var langtfra hans første hospitalsaffære, ”hvad er det særlige?”
”Det særlige!”, min kollega kluklo pludselig, ” jo-eh det er sådan lidt … svært … ja lidt svært for mig at fortælle.”
”Jamen vi kender da for pokker hinanden, og vi er begge professionelle”, jeg så på ham. En stor og muskuløs mand.
”Slap nu af, jeg vil jo også gerne fortælle dig det, men lad mig nu gøre det på min egen facon …”
”Jo, selvfølgelig … beklager, kom bare, så lytter jeg”, sagde jeg.
”Godt, som jeg sagde før. De fyldte nossers smerte. Det rumlede konstant. Når jeg sad til patientsamtaler, når jeg var på vej til konference, når jeg kørte hjem. Jeg trængte til hende, og det blokerede for alt andet. Jeg smsede med hende, og hun var som altid villig: ´Jeg trænger til doktorpik’ skrev hun, og jeg så for mig hendes brune hud, de faste lår og hendes sygeplejerskeuniform.”
”Mener du kirurguniformen?” spurgte jeg.
”Nej for fanden …. en rigtig sygeplejerskeuniform. Hvid formsyet kittel, lårkort og med et påtrykt rødt kors på brystet.”
”Du mener en mandschauvinistisk sygeplejerskeuniform?”
”Ja præcis, en mandschauvinistisk sygeplejerskeuniform og det er da noget federe end at se hønsene trippe rundt i grønne undertrøjer, slagterbukser og et krøllet blåt hårnet i plast. De ligner sgu et skiftehold fra Danish Crown!”
Jeg kommenterede ikke denne politisk ukorrekte udtalelse. Min kollega var en fornuftig mand, og jeg ved, at udbruddet var et udtryk for hans pressede situation, han var ikke rigtig mandschauvinist … det kunne jeg i hvert fald slet ikke forestille mig, at han var.

Men hvad nu, hvis han var? Er det i orden at være mandschauvinist? Selvfølgelig ikke, men hvad nu, hvis det var et politisk parti? Danmarks mandschauvinistiske parti – må man lave sådan et parti, eller skal det forbydes, fordi det opfordrer til samfundsomstyrtning? Måske skulle det sidestilles med terrorisme. Ja, det var sådan, jeg ville have argumenteret før, men som sagt, så sejlede bjælkehytten mig rundt i en stille skovsø, der gjorde mig dejlig ligeglad. Åhr, så lad ham dog være mandschauvinist, det er sgu da også meget mere sexet end at være en goplemand, der ligger i brændingen og dovent tager form efter den for tiden værende bølge. Men den pågældende dag, hvor han bragte sygeplejerskeuniformen på banen, hældte jeg mest til det med terrorisme, men jeg lod min professionalisme tage styringen, så jeg kommenterede det ikke, lod ham bare tale videre.

”Nå, men hør nu efter. Min dejlige mulatsygeplejerske plejer at tage imod mig klædt i netop sådan en fetich sygeplejerskeuniform, og så er den lille hønserøv altså syg efter doktorpik.”
”Og det er du mand for at give hende?” hjalp jeg ham på vej.
”Ja …. du ….. det er jeg i den grad. Men ikke fordi jeg er mandschauvinist, men fordi jeg holder af min sygeplejerske, som ikke dansker, men er kommet hertil som ung, og som har haft en svær opvækst. En familie, der ikke kunne rumme sygeplejerskens … noget frisindede”, min kollega gik i stå et øjeblik, sank en gang og talte så videre, ”jo, min sygeplejerske er speciel med hensyn til det frisindede, elsker sex, og så er det svært at have en arabisk baggrund. Ikke at arabere ikke har sex, for som jeg forstår det, så skal de faktisk have sex, profeten vil gerne have, at mand og kone nyder samlivet, og sex … men min sygeplejerske var nok for frisindet som ungt menneske, og så er det svært.”
”Det er nok svært for alle unge mennesker at finde deres ståsted i det seksuelle, uanset hvor de bor, uanset hvor de er vokset op”, sagde jeg.
”Måske, men det ændrer ikke ved, at min sygeplejerske har haft hårde betingelser … men det fantastiske er, at den lille puttehøne har klaret sig rigtig godt … det er derfor, jeg elsker min sygeplejerske.”
”Du elsker hende ligefrem?”
”Ja, når jeg savner hende, så elsker jeg hende, og når hun skriver om doktorpik, så får jeg sommerfugle i maven og længes efter hendes gyldenbrune lår og hendes dejlige stærke arme.”
”Jeg er ked af det … tiden … du er nødt til at komme til sagen.”
Det nagede mig, at jeg var nødt til at skynde på ham, men jeg havde ikke noget valg.

”Nå ja … undskyld”, han rømmede sig og fortsatte så, ”vi lavede altså denne aftale, og en torsdag aften parkerede jeg min bil i et moderne boligkvarter … et af de nybyggede områder omkring havnen … ’Kom ind doktor’ sagde hun med sin specielle stemme, der både er dyb og samtidig utrolig sexet. Ordet ’doktor’ udtalte hun på en måde, der fik mit hjerte til at slå hurtigere og presperm til at flyde”.
”Hmm … nu bliver du vel ikke ophidset igen bare af snakken?” spurgte jeg.
”Jo faktisk … og det må du undskylde, men jeg kan hverken tænke på hende eller tale om hende uden at blive ophidset …. men tiden er knap … hør nu efter, jeg fortæller resten, og så må du tage det hele med … også prespermen.”
”Ok, du snakker bare videre”, sagde jeg.
”Hun havde sin uniform på. Den smøg sig om hende, og hun fyldte den perfekt ud. De øverste knapper havde hun ladet stå åbne, og jeg kunne se den vidunderlige hud. Guldbronzeteint… En lang perlekæde … helt sikkert syntetisk … hang om hendes hals og fuldendte det feminine. Hun havde selvsiddende sorte nylonstrømper på og en sko med stilethæl. Men hun er en lav pige og selv med hæl var jeg meget højere end hende, hvilket gjorde det uimodståeligt for mig at gribe om hende og kramme hende ind til mig. Uniformen var så lårkort, at den hvide kant sluttede et par centimeter over strømpernes kant, og det gav mig to guddommelige centimeter af glat lår”, Min kollega holdt en pause, som han brugte på at stirre drømmende ud i lokalet,” … du må forstå dette … virkelig guddommelige lår, som jeg kunne føle med mine fingre, og mens jeg lod min tommel og pegefinger lege med den bare hud, snavede vi. Vi gled ind i lejligheden, døren smækkede og i omfavnelse snavede vi længe. Hendes læber smagte af læbestift, og hendes mund udsendte en svag duft af koriander, og dette krydderis duft minder mig så meget om min elskede, at jeg til enhver tid bliver blød og glad, når jeg mærker den.”
Jeg smilede opmuntrende til min kollega. Helt uberørt var jeg ikke, hans fortælling gjorde mig glad, også den dag, som jo ligger længe før bjælkehytten, hvor jeg sidder nu. I dag, her i denne hytte, ville jeg fra starten af denne samtale have været glad på min kollegas vegne, på verdens vegne. Tænkt, at der findes så smuk kærlighed. Smuk og samtidig sitrende af begær. Jo, det er den indflydelse, at bjælkehytten har på mig, den gør det indlysende, indlysende og det latterlige, latterligt, og ubetydeligt. Under samtalen virkede mit smil opmuntrende og vel også afvæbnende på min kollega, der fandt overskuddet til at gøre historien færdig.

”Vi elskede i soveværelset. Jeg lå på ryggen med mine ben i vejret, bøjet tilbage, som var jeg en kvinde, der gennemgik en gynækologisk undersøgelse, men jeg var en mand, og jeg har kun et hul, der altså ikke er særlig gynækologisk, men det er der, og sygeplejersken rimmede mig … rimme du ved”
”Ja, helt fint, jeg er med”, svarede jeg.
”Himmelsk og endnu mere himmelsk var det, da hun kneppede mig, og afslutningen var kulinarisk nydelse, en klæg tekstur, der smagte af middehavets sol med et strejf af koriander, og da jeg gik derfra, var det, hvad jeg tog med, smagen af koriander i min mund.”

Jeg husker ikke, hvordan samtalen sluttede. En vag fornemmelse siger mig, at min kollega ville drøfte et dilemma. Det var noget med giftermål, og så er det, at det bliver svært. En ting er flirteri, en anden ting er bil, hus og indkøb sammen med en kone, hvor vinden har blæst parykken skæv, og hvor patterne er kunstudfyldninger af en D-skåls BH. Nej så bliver det svært, og det var sådan, at jeg plejede at rådgive. Glem det, hvis du kan, for tosomhed er nu en gang tænkt som et liv mellem X og Y, en kvinde og en mand. Det er anderledes med begær, og kunne man holde sig til begær, så var der ikke som sådan noget problem. Et diskret begær, som jeg plejede at rådgive om.

Men det var håbløst. Ja, håbløst, sådan var det. Håbløst at rådgive om at fokusere på det diskrete begær, for den sexsyge hjerne lader sig ikke standse ved et diskret begær, den vil have mere. I dag, i morgen, hver dag fremover. Og derfor var mit bedste råd, afholdenhed. Total afholdenhed, selv ikke højre hånd, for selv den vil drive en afsted i overspringshandlinger, der nærer tanken om, at sex og kærlighed følges ad til lykken indfinder sig.

Pludselig hører jeg en lyd. En svag ringen, der langsomt tiltager. Det er min tinnitus! Den er vendt tilbage. Denne ringen giver mig en dejlig følelse af tryghed. Det er trygt at have noget velkendt med sig, selvom bjælkehytten også føles tryg i sig selv. Men min øreringen fuldender trygheden, og jeg føler mig lykkelig. Men denne ringen påvirker også mit syn. Jeg begynder nu at se ud af mig selv, som var jeg i centrum af en enorm energi, som jeg frisætter ved at sprede mine arme ud.

Jeg ser udad, og ikke indad. Det er tydeligt, denne forandring. Det er tydeligt, at jeg før altid så indad til noget forknyt, mens jeg nu kan se udad i friheden.

Igen kommer min kollega i centrum for mine tanker, jeg rækker mine arme frem og udad, mens jeg højt siger:

”Hvis du elsker din sygeplejerske, så tag hende dog. Tag hende med paryk, muskuløse overarme og sæd, der dufter af koriander. Tag hende, gå tur med hende og saml hendes paryk op, hvis sommerprisen skulle blæse den af. Tag hende, lev med hende som I begge finder rigtigt. Hvem er jeg til at rådgive dig om kærligheden? Kun en bogorm, der ser indad, indtil i dag, og tak, fordi du hjælper mig til at se udad. Udad og fremad, for måske er tiden snart kommet til, at jeg kan forlade dette vidunderlige sted. Måske er tiden kommet til, at jeg snart kan forlade min bjælkehytte, så jeg sammen med min tinnitus kan vandre væk med et syn, der ser udad i frihed.”

Jeg smiler, kradser mig i røven med højre hånds pegefinger, mens jeg tænker, at det er tid til en lille lur.

5) Det magenta hav (indlæg nr 7 6. april 2015)

Det er morgen, da jeg vågner. Jeg har sovet på sofaen, og jeg føler mig en smule mørbanket. Ømheden er ikke et bestemt sted i kroppen. Mærkeligt. Hvis det er sofaens skyld, at jeg er øm, så burde jeg kunne pege på ømheden, på ryggen for eksempel. Men ømheden er bare indeni mig.
Jeg ser på min arm og får et chok. Armen er gennemsigtig. Altså, den er synlig, men jeg kan alligevel se igennem den. Jeg bliver pludselig bange, og jeg presser mig tilbage mod sofaen, for kun at blive endnu mere bange, da jeg tumler bagover og igennem væggen. Jeg lander på det ru gulvtæppe i det lille værelse på den anden side. Lige igennem er jeg røget. Angsten er som en hånd, der griber om min kæbe og tvinger mig til at se op. Men hvorfor frygter jeg? Er det fordi, det er uvant at have en gennemsigtig arm og en krop, der kan gå gennem en væg?
Så forandres min situation pludselig. Jeg fornemmer, at jeg ikke er alene. Der er andre i bjælkehytten, og det er rigtig mærkeligt, for her i denne hytte har jeg dog levet mutters alene i en rum tid nu og har aldrig haft fornemmelsen af andre i min nærhed. Gulvtæppet i det lille værelse irriterer på mine nøgne balder. Jeg kradser dem, men jeg rejser mig ikke. Letter blot røven lige nok til kradsning er mulig. Jeg har nemlig ikke lyst til at rejse mig. Noget skæbnesvangert, noget uhyggeligt venter mig i stuen. Det er jeg sikker på. Derfor bliver jeg siddende, mens jeg med en sagtmodig rumba støtter på skiftevis den ene og så på den anden balde.
Er jeg mon død? Tanken har strejfet mig, men så igen, hvorfor skulle jeg være død. Jeg husker ikke at have fejlet noget alvorligt, nogensinde, og en ulykke ville jeg kunne huske. Så husker jeg noget. Jeg besluttede mig for at rekreere mig, efter mit sidste forskningsprojekt kørte af sporet. Det blev for personligt for mig. Til sidst kunne jeg ikke skelne skidt fra kanel. Projektet tog styringen, og jeg lemlæstede vist min elskede, som også var målet for mit studie. Den sexsyge pige, Sofie, som jeg fandt så fascinerende, at hun blev min dag og min nat. Men jeg kom igennem det, og derfor var rekreation det rigtige. Bjælkehytten fandt jeg, da jeg på må og få kørte nordpå og endte i et sommerhuskvarter. Naturgrunde med lyng og siv og dis og gråænder. Et ishus var der også, og indehaveren pegede mig på vej mod bjælkehytten.
Nå, nok med disse tunge tanker. Jeg rejser mig og lader en hånd løbe over mine balder. Tæppet har, trods rumbaen, efterladt et mønster, som jeg tydeligt kan mærke med mine gennemsigtige fingre. Tæppemønsteret på min røv bringer mig til fornuft. Det er bedre at konfrontere sin angst end at sidde på sine bare. Jeg sætter det ene ben frem, og det bliver begyndelsen til min gang ind i stuen, hvor angsten igen overmander mig.
”Goddag Jens, dejligt at se dig igen”, siger en mand til mig.
Manden sidder i bjælkehyttens lænestol. Han hviler sine arme på egetræsarmlænene. Disse armlæn, denne stol, denne designerstol, den må være mange penge værd. Jeg vil tage den med mig, når jeg en dag forlader hytten.
”Ju-hu, Jens, det er dejligt at se dig igen … tab nu ikke mælet.”
Jeg prøver at lade være med at se på manden. Det lykkes bare ikke. Helt fra begyndelsen, fra det øjeblik jeg trådte ind i stuen, har mit blik været låst på manden, der sidder i stolen. Manden er mig selv. Han ser godt ud, sikkert bedre end jeg gør, som jeg står nøgen og med gulvtæppemønster på mine røvbalder.
”Du, dddduuu, du eeer mig”, min stemme dirrer.
”Ja, men hold nu op med at stå der og ligne en, der ikke kan gøre for det. Og bare rolig, jeg har set min egen røv masser af gange … du behøver ikke være flov”, siger manden.
”Er jeg død”, spørger jeg.
”Du lægger hårdt ud, og ok … lad os få det afklaret. Men så må du definere ’død’”, siger min dobbeltgænger.
Denne barokke konversation får mig på en eller anden måde til at slappe af. Måske ser jeg syner efter den megen alenetid. Ja, det kan sagtens være forklaringen. Faktisk savner jeg selvskab, så hvorfor ikke bare nyde det.
”Død … det er vel ikke så svært. Død er det modsatte af levende”, siger jeg triumferende.
”Og levende er?” spørger min dobbeltgænger.
”Levende er, når man trækker vejret”, siger jeg.
”Så prøv at holde vejret”, siger min dobbeltgænger.
Jeg holder vejret, mens jeg tæller inden i mig selv. Da jeg når til 1500 stopper jeg.
”Hvor stoppede du?” spørger min dobbeltgænger.
”1500”, svarer jeg.
”Og hvad så?” spørger han.
”Jeg er død … vi er døde”, siger jeg
”Du er velkommen til at betragte dig selv som død”, han ser på mig med en alvorlig mine, ”men inden du går i panik, så overvej, hvad det egentlig betyder, at være død”.
Jeg sætter mig på en simpel spisebordsstol. Han lader mig være, kommer ikke med nogle spørgsmål eller sætter nogle nye ansigtsudtryk op. Han venter bare, tålmodigt.
”Faktisk aner jeg jo ikke, hvad der er på den anden side, altså, når man er død”, siger jeg.
”Godt tænkt Jens … vi er smarte os Jensner”, siger han.
Men for mig er det stadig en ubehagelig situation. Jeg havde det godt, inden han kom, og hvis det at være i bjælkehytten er at være død, så havde jeg gerne været død der alene. Ingen problemer i det, jeg ville have nydt dagene med tanker om patienter, kollegaer og min interesse, sexsygen. Jeg har ingen behov haft for at få smidt tingenen sådan direkte i fjæset. Og det, om så døden er en ny virkelighed, eller om den er noget helt andet.
”Næ Jens, du havde nok helst været fri for mit besøg?”
”ja, det må jeg indrømme … men hvad så nu?”
”Jeg vil gerne invitere dig på en tur til stranden”, siger min dobbeltgænger.
”Stranden?”
”Ja, til stranden, der er ikke så langt derned, og det er en dejlig spadseretur.”
En dag var jeg omkring 5 meter fra hyttens dør, og det er det længste jeg har bevæget mig væk fra de solide beskyttende vægge. Nej jeg har ikke lys til at komme længere væk.
”Nej, jeg vil ikke til stranden”, svarer jeg ham.
”Det tænkte jeg nok, Jens, men jeg insisterer, og så kan du ikke afslå.”
Han siger det med en venlig stemme, ingen vrede eller truende tone. Bare en venlig stemme, og så kan jeg mærke noget meget underligt. For han har ret, jeg kan ikke modstå ham.
”Ok, så lad os gå … men jeg skal lige have tøj på.”
”Det behøver du ikke, Jens”, siger han.
”Jamen, du bestemmer.”
Jeg rejser mig og tager den hånd, som han smilende rækker frem mod mig.
Hurtigt er vi forbi det krogede træ, der står foran bjælkehytten. Lyng og en sti af blød sandbund. En tåge, der behageligt omslutter min nøgne krop. Der er andre sommerhuse langs med stien. Et ser moderne ud med store vinduespartier og en barnevogn. Et ser slidt ud på en grund, hvor fyrrenåletræer skygger for det tågede lys. Der sidder en ældre kvinde ved et gammelt hus. Hun drikker kaffe, mens hun ser i vores retning, men hun siger ingenting eller gør antydninger af at kunne se os. Hun retter ikke sit ansigt i vores retning, der afsløres af vores knasende skridt, hun samler ikke sin gamle strikkede cardigan om sig, så hendes grønne badedragt skjules.
”Er hun også død?” spørger jeg.
”Nej …. Ikke endnu … hun er levende, og de levende ser os ikke … de levende hverken ser eller hører os”, forklarer min dobbeltgænger.
”Men hun dør snart?” For mig bliver det pludseligt at vigtigt spørgsmål, ”Du sagde ’ikke endnu’ … du ved altså hvornår hun dør?”
”Ja, og nej … jeg ved ikke hvornår hun dør, men jeg ved, hvornår hun ikke dør”, forklarer han.
Det synes jeg er en underlig forklaring. På den anden side finder jeg den også ildevarslende. Hvad nu, hvis min dobbeltgænger kan forårsage hendes død? Hvad nu, hvis han bare ved at pege på hende, kan slå hende ihjel. Den tanke bryder jeg mig ikke om. Tænkt, hvis den gamle dame døde dame og så pludselig kunne se mig nøgen, eller måske skulle jeg tvinges til at høre på hendes gammeldamesnak! Om børnebørn og andet røvsygt, nej hun må for alt i verden forblive i live, så jeg kan beholde min dobbeltgænger for mig selv her i mit eget ensomme døde univers.
”Jamen Jens dog”, min dobbeltgænger taler igen, ”jeg tror du er ved at fange noget af det her, og jeg synes jeg føler en empati hos dig.”
”Empati?” jeg ser ned af mig selv, ned ad min nøgne krop, mit lem forekommer latterligt lille, indskrumpet, ”Hvad mener du med empati … jeg føler ingenting!” siger jeg.
Pludselig kommer en ældre mand ud fra huset, hvor kvinden sidder. Han smiler og giver hende et kys på kinden. Så sætter han sig ved bordet og skænker kaffe op.
For mig indtræder der en forandring. Pludselig føler jeg noget. Jeg føler glæde, som var glæden det at se andre have det godt. Som var glæden en energi, der bliver skabt, når mennesker, som man slet ikke kender, viser kærlighed og glæde ved hinandens selskab. Denne energi strømmer hen over lyngbunden og rammer tågen, der udtyndes og jeg kan pludselig se en låge.
”Mærkede du ikke selv en forandring?” spørger min dobbeltgænger.
”Jo”, siger jeg.
Først går vi ned til vandet, det er smukt, synes jeg. Bølgernes skum står i guldbronce farver, og vandet er krystalklart i en magenta farve.
”Hvad synes du?” spørger min dobbeltgænger.
”Det er smukt, især den magenta farve, som vandet har … udsædvanligt”, siger jeg.
”Ha, ha”, han ler og det forekommer mig underligt,” ha ha, Jens, du er en underlig gammeldags snegl … magenta, Der er ingen mennesker, bortset fra dig, der ved, hvad magenta er for en farve!”.
”Det lyder forsimplet at kalde farven for lys violet, eller mørk lyserød”, argumenterer.
”Men Jens, det viser noget om dig … det viser noget om nørden ’Jens’, for nørder er alting kompliceret, men for mennesker er det omvendt. For rigtige mennesker er livet simpelt, og du kunne have kaldt farven lila, rød, mørk rød eller hvad pokker du ville, det er ikke afgørende, for opfattelsen af farve afhænger af mange ting, og er det i virkeligheden ikke den væsentlige pointe?”
”Den væsentlige pointe er?” spørger jeg forvirret.
”Jamen Jens, det væsentlige er da, at vandet lige her ikke er blåt eller grønt eller gråt, eller en af de andre farver, som havvand almindeligvis er …. Tænker du ikke det?”
Og manden har jo ret, men jeg tænker nok, at min erfaring som død endnu er så sparsom, at jeg ikke er sikker på, hvilken farve havet bør have i disse omgivelser.
”Jo, men jeg er jo død, og måske er havet ikke blåt, når man er død”, siger jeg så.
Min dobbeltgænger ryster på hovedet, og ser så ud til at tage sig sammen. Han gør et tegn med sin hånd. Han vil have mig til at følge sig, og jeg begynder at gå efter ham. Han går tilbage mod sommerhusområdet, men, inden vi når frem til lågen drejer han fra og går mod den fjerneste ende af den parkeringsplads, der ligger mellem lågen og klitterne og havet. Bag en klit, holder en bil med motoren kørende. Bilen ser bekendt ud, og det går op for mig, at det er min egen bil. Der er dog noget mærkeligt ved bilen, og det mærkelige er en slange, som går fra udstødningsrøret og ind gennem et vindue, som er rullet en anelse ned. Sprækken er lukket til med kraftig plastik, der er klæbet fast med gaffatape.
Jeg synker en gang. Jeg gør en synkebevægelse, men jeg føler ingenting. Hverken tørhed eller fugtighed. Ingen spytklat samles, men alligevel er der ingen fornemmelse af ruhed eller irritation i mit svælg.
”Det …”, jeg holder en pause, ”det ser ikke så god ud”, afslutter jeg så sætningen.
”Næ, Jens, det gør det vel egentlig ikke … på den anden side, vi er jo allerede døde, så hvad betyder det for os, at en person er på vej til også at dø …. for egen hånd?”
”Men hvem er det … i min bil?” spørger jeg.
”Jamen se efter, Jens.” siger min dobbeltgænger.
Jeg går de sidste skridt fem til bilen og bøjer mig helt ned til sideruden. Jeg samler mine hænder som en kikkert for at skærme for sollyset, som er brudt igennem.
”For pokker”, jeg gisper, ”der er tre af os”, siger jeg.
I bilen sidder jeg selv. Jeg ligner mig selv mere, end jeg ligner min dobbeltgænger, men jeg står jo her, udenfor, og hvordan kan jeg være flere steder på samme tid?
”Hvordan kan jeg også være der?” spørger jeg.
”Jens, du kender begrebet ’event horizon”?”
”Øh … er det ikke en sci-fi horror film?” siger jeg.
”Ikke filmen, men begrebet … udledt fra Einsteins almene relativitets teori … det har vi da læst om, da vi var unge!”
Det er korrekt, at jeg som yngre gik op i fysik. Jeg læste en del populærvidenskab og gravede også dybere. Einstein var et idol for mig, da jeg var meget ung, men efterhånden mistede jeg interessen. Her på stranden ved siden af mig selv, der er ved at begå selvmord i min egen Volvo, og med et hav, der har en magenta farve, kan jeg godt se, at jeg bør forsøge at huske noget fysik, der kan forklare disse aparte indtryk.
”Er det noget med sorte huller, og det uudforskede der ligger på den anden side … altså man kan rejse ind, men ikke komme ud igen, og måske er det sorte hul en portal til et parallelunivers … er det der, jeg er? I et parallelunivers?” spørger jeg.
”Jens, nu er vi ved at være ved sagens kerne, for faktisk kan jeg heller ikke selv huske en skid af det med eventhorisonten, og jeg har som sådan ikke bedt om at blive sendt hen til dig i bjælkehytten, jeg havde det fint her ved det magenta hav, indtil du pludselig holdt her en morgen i din Volvo, og så var det, at jeg forsøgte at finde en forklaring, og det nærmeste jeg kan komme er, at det må have noget at gøre med relativitetsteorien.”
Min dobbeltgænger var altså selv på herrens mark. Mere erfaren, tydeligvis, men på herrens mark.
”Du er også på skideren”, konstaterer jeg.
”På skideren … det er, som man ser på det, jeg er ikke bange, og jeg har det fint her, og nu er du her jo også, men jeg tænker, at vi er nødt til at foretage os noget. Hvis der bliver ved med at poppe flere af os op her, så ender det i noget grotesk. Et spejlkabinet fyldt med os, fyldt med Jens Bakker, og selvom det kunne være hyggeligt … ja vi kunne holde Jens-Bakke-komsammen-fest … så virker det ikke som en god ide, at vi bare bliver ved med at hobe os op her i dette smukke sommerhusområde.”
”Næ, du har ret … vi må gøre noget”, siger jeg.
”Kom med her ….. så skal du se noget”, siger min dobbeltgænger.
Jeg bliver ledt over klitten og hen til det magenta hav igen. Denne gang går min dobbeltgænger helt frem til vandkanten. Han samler en lille sten op.
”Se nu her”, siger han.
Jeg læner mig frem og ser ned i vandet. Det virker overraskende dybt, når man tænker på, at vi er inde ved vandkanten, men dybt er det altså, og i det magenta skær kan jeg fornemme bunden, der er dækket med nogle større sten og noget tang, også i magenta farve.
Der lyder et plask. Min dobbeltgænge har ladet stenen falde lige ned. Jeg ser ringene brede sig i vandet, men jer ser ingen sten. Bunden forbliver uændret. De samme synlige sten og den samme magenta tang.
”Det var også en lille sten, som du kastede”, siger jeg.
Jeg vender min om, og ser at min dobbeltgænger kommer slæbende med en kæmpestor sten. Han aser og maser med den. Med besvær får han vippet den ud over kanten. Der lyder et stort plask og der opstår en horde af ringe i vandet, men havbunden forbliver uberørt.
”Jeg tror det magenta vand er eventhorisonten”, siger min dobbeltgænger, ” jeg tror, at jeg krydsede den ved at hoppe i, og at du bagefter ankom i din Volvo, splittede dig op i to og tog bjælkehytten i besiddelse.
”Du tror, du krydsede horisonten … du sprang i vandet … men du er her stadig?” spørger jeg.
”Jeg sprang i, men stod straks på kanten igen … men på den anden side af horisonten kan jeg have levet som dig, og jeg er så vendt tilbage som dig i Volvoen”, siger min dobbeltgænger.
”Men hvis du er vendt tilbage som mig, der åbenbart er selvmordskandidat, hvor er du så … hvor er dit selvmord så placeret, for det er vel sådan det hænger sammen?” siger jeg.
”Du er smart, Jens, og ja jeg er kommet frem til det samme, det må være sådan det hænger sammen. Jeg hænger i et træ inde i den skov, som du kan se derude på pynten”, han peger i retning af noget grønt, er vel er henved fem kilometer borte, i fugleflugtslinje, ”Det virker som om, vi prøver at slippe væk fra noget i vores levende liv, men at det ikke vil lykkes”, siger han.
”Hvad kan det være?” spørger jeg.
”Ja, hvad kan det være?” siger han og fortsætter: ”Jeg tror, jeg har regnet det ud. Jeg har haft mere tid end dig til at tænke over tingene, og jeg tror det handler om, at jeg, altså vi, har så svært ved at være ærlige, og derfor er vi her i dette mærkelige sted … et sted, hvor mennesker, som ikke kan være ærlige overfor sig selv, kan opbevares, så livsløgnen og livsleden ikke smitter andre, og uskyldige mennesker.”
Har jeg svært ved at være ærlig? Faktisk synes jeg altid jeg er ærlig, også overfor mig selv. Til tider kan jeg da godt tænke, at mine holdninger er dobbelttydige, men sådan er det at være nørd. Tingene er sjældent simple, heller ikke i livets vigtige spørgsmål, som i kærligheden eller i seksualiteten, som jo har min interesse, professionelt, selvom jeg som person har en helt almindelig seksualitet.
”For mit vedkommende kan jeg ikke se problemet”, jeg lyder nok stram .. jeg er måske ramt af hans insinuationer, ” jeg hjælper mennesker, der har ondt i seksualiteten, som har ondt i kærligheden, og som har ondt i livet … og tit er disse mennesker på vildspor, de ramler ind i samfundets normer, som jeg personligt ikke har det mindste besvær ved at acceptere.”
”Ja, ja, Jens, som jeg sagde, så har jeg også haft mere tid til at spekulere over tingenen her, end du har … men vil du være med på et forsøg?” spørger min dobbeltgænger.
”Et forsøg?”
”Jo, altså ….. hvordan skal jeg sige dette… jo, jeg vil gerne have, at du tager springet gennem horisonten, og når, eller hvis, du kommer tilbage til det almindelige liv, skal du love mig at leve det på en bestemt måde.”
Han ser på mig, og denne gang er det med et nyt ansigtsudtryk. Han ser på mig med et udtryk af håb, som om jeg besidder overnaturlige evner, som om jeg kan udrette noget, som han ikke selv har kunnet udrette.
”På hvilken måde skal jeg leve mit liv?”
”Ærligt.”
”Ærligt … men jeg har altid levet ærligt”, siger jeg, ”i øvrigt vil jeg absolut ikke hoppe ud i det magenta vand, man kan ikke bedømme hvor dybt der er, måske drukner jeg.”
”Jens, husk på … vi er allerede døde … hvad kan der ske?”
Jeg tænker på bjælkehytten, jeg tænker på overflødighedshornet, jeg tænker på tæppemærkerne på mine nøgne balder. Så tænker jeg på mine patienter, mine forsøgspersoner, og så tænker jeg på Louise. Hun er ung, og har livet foran sig, men vil hun leve det ærligt? Hvad hvis jeg var den unge mand, som hun faldt for, ville jeg så kunne holde hende på ærlighedens vej, eller ville også jeg falde i og bedrage først hende, og siden mig selv?
”Jens, du er forsker … du kan ikke modstå dette”, siger min dobbeltgænger.
”Jamen du er vel også forsker?” spørger jeg.
”Næ, jeg var advokat”, siger han.
Det er godt nok noget af en afsløring. Han var advokat, men hvis han er kommet tilbage som mig så…
”Ja, Jens, jeg kan se, at du tænker det samme som mig. Vi kan forandre os, vi kan lave os om … ikke meget tilsyneladende, for du har alligevel levet i et selvbedrag …. men vi kan altså lave os om.”
”Var du pervers?” spørger jeg.
”Mon ikke … du skulle bare vide”, siger han.
Jeg har absolut ikke lyst til at vide, hvilke perversioner min dobbeltgænger har udlevet som advokat, men det forklarer måske, hvorfor jeg blev perversionsforsker.
”Men så er forsker måske heller ikke løsningen?” ræsonnerer jeg.
”Måske ikke …. Det finder du bare ud af … er du med på ideen?” spørger han.
Vi ser hinanden i øjnene. Han er en ok fyr, ligner en venlig mand, ligner jo mig, og så har vi noget tilfælles. En irrationel lyst til at tage en chance, til at følge intuitionen, og min intuition siger mig, at der er noget spændende på den anden side.
Jeg rækker min hånd frem. Han griber den og trækker mig ind til et kram. Vi krammer et øjeblik, så gør jeg mig fri. Klapper ham på skulderen, drejer mig omkring og springer ud i det magenta hav.

8) Den unge Jens (indlæg nr 8 12. april 2015)
Jeg glor på den nøgne mand, der sidder, så jeg kan se hans røv, men ikke hans diller. Har han badebukser på? Måske. Manden er i småsten, en mosaik, som hænger i Frederiksberg Svømmehal. Jeg står ved kanten af bassinnet, og jeg har badebukser på, boksershorts, og da jeg har rettet på dem, i skridtet, springer jeg i.
Så længe jeg kan huske, har jeg haft noget med vand. Den blanke overflade både tiltrækker mig og skræmmer mig. Når jeg ikke er i svømmehallen, så længes jeg efter at være der. Jeg forventer noget, hvad det er, finder jeg aldrig ud af. Når jeg rammer overfladen og opdager, at alt er, som det plejer, bare set nedefra, bliver jeg altid skuffet. Jeg vender mig i vandet og lader mig svæve opad. Lige før vandoverfladen tager jeg svømmetag og bremser, så min næse ender med at ligge som en snorkel, mens mine øjne bliver under vand. Skrigene fra hallens unger er tydelige, men jeg lader som ingenting, spejder bare opad, hvor jeg nu kan se mosaikkerne.

”Jens!” råber en stemme.
Jeg folder mig sammen, og med et pust bryder jeg overfladen og råber tilbage.
”Hej Bjarne, undskyld … jeg er godt klar over det”, siger jeg.
Bademesteren, Bjarne, smiler, men giver mig også sin advarende pegefinger. Man må ikke ligge og lege død i Frederiksberg Svømmehal. Jeg kommer der så tit, at jeg er på fornavn med de ansatte, og derfor får jeg en pegefinger og ikke et møgfald. De kender min utroligt dårlige vane med at ligge flydende under vandoverfladen, men de gør, hvad de kan for at vende mig af med den.

Saunaen er tør og kolonorm varm. Jeg kravler op på mellemste bænk. Jeg er alene, og det er dejligt at mærke huden tørre, mens mine shorts drypper af. En kold vind blæser pludselig ind med en gamling. Han sender mig et nik, og døren lukker sig bag ham. Bugmusklerne spiller, da han sænker sig langsomt ned på bænken, og jeg får et glimt af en vred biceps i profil, da han tørrer sin pande for sved. Mit blik fanges af hans klump. Så læner jeg mig bagover og lukker mine øjne. I varmen udvides jeg. Alt udvides og vælter ind over mig som en raptekst af Ankerstjerne, ”Jeg troede aldrig, jeg gjorde det”. Min mund proppes med pølse og steg, en julefrokost tvangsfodret i min hals. En gås med en fedtet lever, der sprøjtes ud på et stykke ristet brød og slikkes op af en bjørnemands klamme tunge. Jeg tvinger mig tilbage og dækker samtidigt mit eget skød med min underarm, og da jeg slår øjnene op ser vi hinanden direkte i øjnene.
Hjemme går jeg straks i bad. Jeg tænder for den kolde og står helt stiv, mens jeg venter på, at gåsehuden skal fylde mig, og rystelserne skal bringe varme tilbage i min krop. På mit værelse griber jeg mit kamera. Et Canon EOS 5D MKIII. Full-frame kamera, 24-70 mm, F2.8 blændeåbning i hele zoom området.

”Jeg, der har et godt job, har ikke engang råd til at købe for så mange penge kamera”, sagde min far til mig, da jeg købte kameraet og objektivet. Min far er direktør i et mellemstort firma, der lejer kontorlokaler ud. Han kører i en leaset Passat diesel, men køber sjældent dyre ting, og når han gør, er det altid ting til hjemmet eller ting til haven. Aldrig elektronik, aldrig kameraudstyr, bortset fra da jeg sidste år havde 18 års fødselsdag, hvor min far (og mor) forærede mig et flashkit. Fire remotestyrede blitzlamper. Og paraplyer og stativer og softboxe, så lys og skygge kan formes og skabe et værk. Og så, hvilket var det fedeste, fik jeg et attelier i et kælderlokale på Nørrebro. Forældrekøb!

Jeg er voyeur, en lurer, en person, der får et kick ud af at se på andre mennesker. Livet, og gerne dets mørke sider, fastlåst af et blitzlys på 14 bits raw billedfiler, som jeg bagefter selv præger i Photoshop.
”Lad være med at beslutte dig for hurtigt …. Hvis du har brug for det, så tag et sabbatår, brug dit kamera, oplev verden … du kan sagtens bo hjemme, og jeg vil gerne give dig lommepenge, så du ikke behøver at arbejde, men du skal love mig ikke at udelukke, at du vil læse videre. Hvis du ikke vil være ingeniør, eller jurist, hvad så med læge? Læger ender på mange forskellige hylder … jeg har en studiekammerat, der blev røntgenlæge, han arbejder med billeder hver dag … men læger kan også specialisere sig indenfor andre emner, kirurgi … eller psykiatri …”
Min far holder den samme tale for mig cirka en gang om ugen, med lidt variation, og det med psykiatrien kom pludselig til en dag, hvor jeg kom hjem fra svømmehallen. Psykiater? Det er sikkert spændende at være psykiater, man kunne udspionere menneskers mørke sider helt lovligt og i den bedste mening.

Jeg drejer kameraet, så jeg kan se den kvadratiske LCD skærm. Jeg indtager betragterstillingen, som er stående med hovedet på skrå, og mine to arme rakt frem foran mig. Hænderne griber om apparatet, og fingrene klikker mig gennem billedserien. En mand, en bjørn, som bærer en maske, en lædermaske og to røde læber og en yngre mand, en viril yngre mand og et samleje under softboxen, så skyggen blødt lægger sig som en dyne af behagelighed om de omslyngede to. Lædermaskebjørnen … et shoot, et trofæ i en ramme og hud, der er bronze imod hvid baggrund, som er papir og belyst med min Canon speedlight, som er en gave fra min faster, og en udspilet ung mand, der ligner mig, og som ser lidende ud. Lidende som en kvinde, der er på næste ramme. En kvinde med blod fra sin næse og fem fingre på sin kind. Et foto, som bør have sit eget bibliotek. Opmærk, control-x, skift til nyt bibliotek, omdøb til ”kvindevold”, og så control-v og den grønne tidslinje fortæller, at megabytes flyttes. Kameraet er lagt på plads, og mine biblioteker er krypterede.

I morgen skal jeg arbejde på mit studieretningsprojekt, SRP. Det skal ske på CBS, hvor jeg vil scoute for interessante mennesker, som jeg kan fotografere. Psykiater? Nej, jeg vil være fotograf.

 

9) Slacker (indlæg nr 9 10. maj 2015)
”I skal vælge mig, fordi jeg ser fucking godt ud. Jeg er bare lækker. Jeg går i FYMA, jeg kunne have valgt en linje med dramatik, men jeg vil ikke hænges ud som slacker. Jeg får aldrig under 10, og hvis jeg gør, er jeg ikke til at være sammen med mange dage efter. Jeg havde en ven, der engang redede min røv i byen, men han har Mat C og henter mange 02er ind. En pige kaldte ham ’slacker’, og jeg slettede ham som ven.”
Jeg sidder med min Macbook og ser denne youtube video, som en ven er ved at lave.
”Jens, er du oppe”, kalder min mor.
”Ja”, svarer jeg.
Jeg er kommet bagud, og slipper Macbook’en, som falder blødt tilbage på min madras.
I badet stiller jeg mig midt i strålen.
”Slacker”, siger jeg højt.
Min sidste karakter var et 12 tal, og mit gennemsnit er over 10. Om morgenen følges jeg tit med Dorte, som jeg også gik i folkeskole med. Vi er ikke kærester, bare gode venner. Dorte har også altid fået gode karakterer, og vi har engang øvet engelsk sammen, Dorte er nok en tand bedre til sprog, end jeg er, måske.
”Jens”, min mor råber igen mit navn og banker på døren.
Jeg drejer bruserhanen, så vandet holder op med at løbe. Så griber jeg mit håndklæde og begynder at frottere mig. Når vandet løber, så får væggene i vores badeværelse et magenta skær, men lige så snart der er slukket for bruseren, så er de igen hvide. Det er noget optisk, en slags regnbue effekt. Og regnbuer står på jorden med to fødder, og ved hver fod er der en skattekiste.
”Jens”, hun råber igen.
”Ja, mor …. Jeg er næsten færdig”, svarer jeg.
Udad. Jeg ser udad.
”Hvordan ser man udad?” spurgte min far engang.
Udad … Nogle står bøjet over sig selv, over deres eget liv. Så ser de alle de ting, der truer med at falde ned over dem, ned over deres liv, og så bøjer de sig endnu mere over sig selv. Hvis jeg gør det samme, så begynder mine vægge at skifte farve, de bliver magenta på samme måde som badeværelsesvæggene, når jeg tager brusebad. Men så er det, jeg rejser mig op og ser udad, forbi alting, og så får min verden igen den rigtige hvidbalance, altså den magenta farve forsvinder.
Ved morgenbordet læser min far avisen.
”Godmorgen Jens … prøv lige at se her”, han vender avisens sider imod mig, og peger på et billede af en ung mand, der er klædt i et Armani jakkesæt og, som er fotograferet foran sin nye Audi Q7, ”Godt du valgte medielinjen …. Den knægt der … han er kun 23 år … han har sin egen virksomhed, der laver grafisk design.”
”Min kollega sagde”, min mor afbryder min far,” …. hun sagde, at hendes datter siger …. at medielinjen er en ’slacker’ linje.”
”’Slacker’ hvad helvede er det for et ord?” min far slipper sin avis, ”er det sådan, de unge taler i dag?”
”Det går jeg ikke så meget op i”, siger jeg.
”Næ … det er vel også lige meget”, siger min mor.
”Er det at se udad …?” spørger min far.
Jeg smiler til ham, men ellers kommenterer jeg det ikke… tiden er ved at løbe fra mig.
Ved hjørnet venter Dorte.
”Hej jens”, og så krammer vi, ”godt at se dig … det var lige før jeg blev hjemme”, siger hun.
”Dårlig dag?” spørger jeg.
”Den begyndte dårligt …. Jeg er begyndt at føle mig truet … Sabrina er bedre end mig … føler jeg … så du det second hand tøj, som hun havde på i sidste uge? Det er svært at følge med … at være rigtig .. både være korrekt og alligevel skille sig ud.”
”Se udad”, siger jeg og lægger min arm om hendes skulder.
”Bare jeg kunne …. men jeg har ikke det magenta skær til at holde mig på sporet.”
Vi ler begge og begynder at gå.
”Jeg skal på CBS i dag…. og tage billeder”
”Ja det skal du jo … god tur Jens, din heldige dreng”, hun standser og ser direkte på mig, ”tænk, at du har fået en lejlighed af dine forældre.”
”Erhvervslejlighed”, retter jeg hende.
”Nå ja … men den ligger på Nørrebro … i Latinerkvateret … det rigtige sted, og den er din helt egen …. Du kunne sove der, hvis du ville.”
”Jo, jeg kunne god sove der”, siger jeg, ”men det er en investering, siger min far. En investering i mig … min børneopsparing gik til udbetalingen og resten gav de … et forskud på arven. Min far hjalp med at sætte papirrullerne op, og softboxene. Jeg har det dejligt, når jeg er dernede, men det er ikke kun lykke … også noget ulykke ..tristhed.”
”Tristhed?” spørger hun.
”Død … forskud på arven er forskud på døden … det kan godt gøre mig trist at tænke på.”
”Men så ser du udad?”
”Ja, så ser jeg udad”, siger jeg.
Vi skilles ved indgangen til gymnasiet. Dorte omfavner to piger, som vi møder, og de forsvinder sammen mod fællesområdet.

Jeg tager metroen til CBS. De brede stentrapper på stationen åbner sig i Frederiksberg med blå himmel og grønne blade. Med Forum bag mig når jeg frem til indgangen. ”Kom og hør psykiater Jens Bakke fortælle om ’Det ansvarsfulde seksualliv’”, læser jeg på en plakat.
Jeg åbner min taske og tager kameraet ud.
”Du er måske Jens?”, spørger en ældre mand ved indgangen.
”Ja, Jens Holte”, siger jeg.
”Velkommen, jeg hedder Søren, jeg er rektor”, siger han og giver mig sin hånd, ”sjovt nok, så skal vi have to Jensner på besøg i dag, som du kan se”, han peger på plakaten med billedet af psykiateren.
Rektor tilbyder mig også en rundvisning, men jeg afslår venligt. Et par af eleverne ser på mig, mens jeg er i rektors selskab, men da jeg lidt efter er nået frem til kantinen, falder jeg helt ind, som enhver anden elev.
”Hej, jeg hedder jens”, siger jeg og slår mig ned ved et bord, hvor der sidder en fyr, som har en piercing i sit øjenbryn, en sølvring.
”Hey”, siger han og slår ud med hånden, ”hvad er der med kameraet?” spørger han.
”Jeg er fotograf … amatør, men jeg vil være fotograf … jeg scouter for fede shoots til min SRP”, siger jeg.
”SRP …. Hvad fotograferer du?”
”Alt … ingenting … helst mennesker”
”Mennesker?”
”Sidst skød jeg en MILF, mens hun pissede … stående”, siger jeg.
”Hey …”, han giver mig fem, ”sådan mester …. vil du også tage billeder af mig, når jeg pisser?”
”Måske … jeg skyder ikke bare for at få noget i kassen … jeg tager kun rigtige billeder … fede billeder”, jeg slipper hans hånd, ”men din piercing er fed … prøv at se til siden, mod lyset.”
Han drejer sig og mit kamera siger en knipselyd. Jeg viser ham billedet. Lyset falder skævt, og hans piercing kaster en skygge.
”Grubleren, jeg ligner grubleren … retroagtig”, siger han. Og jeg har ramt noget, for han spinder veltilpas, ”ja, du kan noget … det er et fedt billede”, og jeg stiller blænden, kører den et klik op, øger skarpheden i dagen og i rummet og på motivet, der er en ung mand med en piercing, en hvid hud, og et sort hår og en hånd, som han lægger på mit lår, og jeg tager endnu et billede, helt tæt, så han er skåret halvt igennem og sidder tilbage med et smil, mens jeg bevæger mig mod foredragssalen.
Psykiateren står i modlys, så jeg bruger min flash som fill-light nedefra. Mens han taler om perversioner og kommer ind på, hvordan lysten kan være årsag til sygdom og social nedtur, så knipser jeg ham. Han kommer med argumenter, udstiller sin besættelse af motivet, som for ham er den perverse, som han prøver at redde, og som af andre bare ses som kroppen spændt op til lir, til det, der kommer af at vælge et liv, hvor urmennesket, det primitive, kommer til udtryk. Og netop dette gør han meget ud af i sit foredrag. Han viser et diagram, som forestiller menneskehjernen, og han udpeger et område, som han kalder ”Det Limbiske system”. Derinde sidder følelserne, derinde sidder kærligheden, hadet, begæret og seksualitetens paradoks. Derinde blandes kærlighed med magt, vold og udnyttelse. Derinde blandt celler, som psykiateren betegner som neuroner, går det galt, mener han.
”Vi skal beskytte os selv mod dyret, der bor derinde”, så bøjer han sig forover og snuser ind, ”dyret, der lader sig styre af lugteindtryk …. af stanken af alt det, der er umoralsk ….. stanken af det, der gør os uciviliserede … som var vi stadig negere, der malede sig selv med hvid maling før bryllupsnatten med vores tolvårige brud..”, han tier, retter sig op, ”altså kort sagt, vi har det i os, dyret.”
Han ser ud over salen og fremme foran er der en mørkhåret pige, der rækker hånden op. Hendes hår er sat i en hestehale. Psykiateren vinker med sin hånd og giver hende ordet. Hendes hestehale svinger, rummet dirrer og uret over indgangen bliver langstrakt og flyder langsomt nedad væggen i en dråbe. Alt dette fanger jeg på mit kamera, og jeg fanger også, da pigens tale får uret til at samles igen med en metallisk lyd, før det splintrer. Det er færdigt og ligger i tusind stykker på gulvet. To piger, som sidder tættest på skårene, sparker til dem med deres fødder og fejer skårene ind under stolene. Rummet er koldt, og mit næste skud fanger ånden fra hundrede CBS elever. En horde, der venter i morgengryet, en godt skud.

”Louise … jeg hedder Louise”, pigen med hestehalen taler direkte op til psykiateren, som nikker hende videre, ”Er det rimeligt, at samfundet skal tage hensyn til de perverse?”, Louise ser nu rundt i salen, inden hun fortsætter, ” jeg mener, det er ineffektivt .. spild af ressourcer at indlægge dem eller behandle dem … vi lever i en tid med intens konkurrence …”, hun tøver, men fortsætter så,”Ja .. undskyld jeg er nok langt ude, men hvorfor afliver man dem ikke bare .. mange perverse gør jo også overgreb.”
I salen lyder en gispen og jeg kan se ånden stå ud fra alle mundene … det ser fedt ud i modlys, som får ånden til at gnistre, mens alle eleverne kun ses som mørke silhuetter.
”Hmm”, psykiateren lægger an til et svar,” Louise … ser du … jeg kan godt følge dig. Du er ung, og du kender til markedet, og du vil gerne omsætte din viden til en recept for livet … men det er ikke helt så simpelt. Jeg er klar over, at anden verdenskrig for jer kun er sort hvide optagelser på DRK og en irriterende bedstefar, der insisterer på at tale dårligt om tyskerne, vores bedste handelspartner, men anden verdenskrigs rædsler er ubeskrivelige .. og ubegribelige … og jeg er gammel nok til at være smittet med en snert af den rædsel, fra min fars beskrivelser af sin barndom, og det kan siges med et enkelt ord,” Psykiateren gør en pause. I salen pruster tusind snuder, som ventede de på drabet,”Totalitarisme”, psykiateren ser ud over salen, der med et forandres. Min søger er nu fyldt med mere eller mindre ordinære gymnasielever, der rykker på stolene, fniser og kaster med sølvpapir efter hinanden.
”Totalitarisme, det forstår jeg ikke”, Louise tager ordet igen, og der bliver helt stille. Ude til højre i mit synsfelt triller en sølvpapirskugle. Dens bevægelse sagtnes og så standser den helt.
”Jo … Louise .. selvom dit forslag forekommer logisk, ud fra en markedsøkonomisk optimeringstanke, så går det altså bare ikke at udrydde anderledestænkende.”
”Men de tænker jo ikke”, siger Louise.
”Måske ser det sådan ud fra din side … men lad mig vende det om. Vi er alle ansvarlige for vores valg .. ikke?”
”Jo-eh, det er vi”, siger Louise.
”Når jeg er i tvivl om mit valg er ok … så lader jeg hellere være med at tage det … lyder det fornuftig for dig?”
”Det giver vel mening”, siger Louise.
”Se det sådan, at jeg er i tvivl om, hvad man kan tillade sig at gøre ved de perverse … jeg hjælper dem, jeg vejleder dem, jeg behandler dem, og det er det … så langt er jeg ikke i tvivl.”
Jens Bakke ser ud i salen. Louise har sat sig ned, og jeg får et sidste billede af ham. Han står på scenen og på hans hoved er en flettet krans af laurbærblade.
Så bryder salen op. Jeg ser mig omkring og får øje på Louises hestehale, som jeg følger ned ad en gang.

10) Den magiske søger (indlæg nr 10 31. maj 2015)
Indenfor i klasselokalet sætter jeg min Mark III til at optage video. Med rolige bevægelser panorerer jeg rundt og fanger eleverne, mens de snakkende finder deres pladser.

”Hvem er du?” spørger en kvinde, som jeg regner med, er lærerinden.
”Jens Holte, jeg filmer til mit SRP”, forklarer jeg.
”Nå, fotografen … ok, men film du bare løs”, siger hun.
Lærerinden er langhåret, brunette. Da hun passerer mig på vej til sit bord, lader hun sin hånd berøre mig. Det begynder som en sommerfugl. En af den slags, hvor vingerne er betagende orange og med en sort tegning i midten. Et kors på en skydeskive, der får mig til at pege min søger efter de baskende orange vinger, og så, idet hun passerer mig rammes jeg, meget blidt, af to slanke fingre og så en duft, som det tager mig tid at placere. Duften af lange udhængende skamlæber, som overskrider mine grænser.
Timen er om marketing. Lærerinden bruger powerpoints og flipover. På projektoren er hendes dias med en fersk blå baggrundsfarve og teksten er hvid. Hendes punkter på flipoveren står med en rød skrift, der minder mig om en serifskrift, selvom jeg ingen krummelurer kan finde. Jeg zoomer helt ind på kvinden, så hendes læber står skarpe, mens flipoverskriften forsvinder ud af fokus. I søgeren kan jeg se kvindens læber bevæge sig. En sammenhængende linje, en animeret streg, der hopper op og ned. Så formes stregen til en rund cirkel, som en slags port, hvor noget kan føres ind. Hun fik noget i går, viser kameraet, og det viser også den sæd, som hun slugte, for der sidder en klat og lyser violet, der hvor mit kameras ultraviolette felt er. Det er spændende for mig, at komme så tæt på denne lærerinde, og mens hun fortæller om bannerreklamernes deroute på internettet, og om redningen, der er placerede reklamer i en sammenhæng, så optræder hun i min søger i sin egen pornofilm. Hun hyler og stønner orgasmer ud, og selvom jeg er vant til meget fra mit kamera, så bliver jeg alligevel en smule utilpas.
”Er du dårlig”, hvisker en pigestemme.
Jeg standser optagelsen og slår LCD skærmen over på standardmenuen. Det viser sig, at det er Louise, som har talt til mig.
”Ja … undskyld .. jeg fik vist et blackout … det sker”, hvisker jeg tilbage, mens jeg tørrer koldsved af min pande.
Så lister jeg langs væggen hen til døren. Lige inden jeg stille forlader lokalet, nikker jeg et ”tak” til lærerinden, som smiler glad tilbage.
Jeg sætter mig på en bænk udenfor klasselokalet og begynder at gennemse mine billeder og filmstrips. Jeg orker ikke at gense lærerinden fra marketing realisere sig selv i en bukkake, og i stedet nøjes jeg med at se de stills, som jeg skød i festsalen. Især kan jeg god lide billedet af horden, hvor ånden står ud af de tusind snuder. Det er ved solopgang på savannen, og det er på en baggrund af mørke bjerge og en rød bræmme af morgensol, at disse dyr, disse hyæner, ses. Vogtende på hverandre og evigt søgende efter byttet, som de endnu ikke selv har haft lejlighed til at nedlægge. En flok af frie valg, der kan lede dem på hver deres individuelle vej mod ådslerne, som de kan kæmpe om, og gå til på.
Da jeg kigger op, siger disse tankerækker mig ingenting, og jeg og kan ikke forklare, hvorfra de kommer, men jeg kan til gengæld se en kvalmende magenta farve, der tungt indhyller CBS indre. Så indser jeg det. Tankerækkerne løber fra søgeren på min mark III og ud af LCD skærmen, hvor de rammer mig. Rammer mig som kunst. Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene. Så puster jeg langsomt ud, og da jeg åbner øjnene igen, er den magenta farve forsvundet. Så mærker jeg nogen komme.
”Har du også et billede af mig”, Louise sætter sig på bænken ved min side.
Det myldrer nu ud med elever på gangen. Lærerinden, går forbi mit bor. Hendes lange hår er noget sammenfiltret i spidserne, wetlookagtigt.
Som svar på Louises spørgsmål, holder jeg LCD-skærmen frem mod hende.
”Det her”, siger jeg, ”dette skud, fik jeg i salen, hvor du stillede spørgsmålet om de perverse.
”Nå ja”, siger hun.
Jeg afventer hendes reaktion på billedet.
”Dit kamera viser det, som du gerne vil se?” spørger hun, ”Jeg fatter faktisk ikke, at jeg stiller dig dette spørgsmål … det er totalt far out … er du en wierdo?”
Jeg trækker på skulderen og tager kameraet til mig igen. På LCD-skærmen står hun i silhuet og holder sine bryster frem imod mig. Hendes lange jeansben er let spredte, men hendes overkrop er bar og brysterne er vild lækre. Voluminøse.
”Det er et filter”, siger hun, ” … kan det fås til iPad?”, Louise drejer sig på bænken, roder i sin taske og trækker sin iPad op, ”Giv mig navnet på den app … vil du?”
”Skaberkunsten er ikke noget, som jeg kan give væk … den kan vises frem, men ikke gives væk”, siger jeg.
”Øv”, siger hun.
Da jeg er ude af Købmandsskolens bygning, sætter jeg kursen mod Nørrebro. Der er ikke længere, end jeg kan gå derhen.

11) No future (indlæg nr 11 2. juli 2015)
Min hule ligger i en kælder. Væggene er hvidmalede og for enden af det største rum er min opstilling. Hvidt baggrundspapir og mine flash. Jeg sætter mig i min instruktørstol og siger goddag til ensomheden. Med mine øjne lukkede kan jeg mærke, hvordan den siver ud af væggene og lægger en ro omkring mig. Louises bryster tegner sig foran mig, og hendes stemme lyder igen i mit hoved.
”Det er et filter … kan det fås til iPad?”
Men det er løgn, det er ikke et filter, det er bare sådan jeg er. Med min søger kan jeg få ting til at ske, jeg kan få ting til at synes, og tingene har tit noget med krop og sex at gøre. Jeg ved ikke, hvornår det begyndte. Ja, faktisk så husker jeg intet fra min barndom, det er som om, jeg blev født som ung mand i Frederiksberg svømmehal. Født ud af et magenta hav, også selvom jeg ved, det er absurd, også selv om mine forældre fortæller historier fra min barndom. De ler og siger: ”Det husker du da!” og når jeg ser forvirret ud, klapper min far mig på skulderen, og min mor kindkysser, og så er det hele egentlig også lige meget. Jeg er den, som jeg er. En ung mand med en magisk søger, og så … ja så er jeg ret dygtig i skolen. Hvordan jeg blev det, kan jeg ikke sige, men jeg ved bare, at mine karakterer altid er i top. Jeg får altid ros, og hvordan når jer dertil? Jo, jeg sidder her i min instruktørstol, og mens jeg tænker disse tanker skriver min AT-opgave sig selv. Mere skal der ikke til, jeg sidder, folder mine hænder, lytter til bilerne, som af og til skramler forbi oppe i latinerkvarteret, tænker så på Louises bryster, og imens skriver min opgave sig selv. Og det er ikke engang snyd, for når jeg om et øjeblik samler opgaven op, så husker jeg hver linje, hver sætning, hvert bogstav, som havde jeg selv skrevet det, hvilket jeg måske også har.
Så brummer min Lumia.
” :’-(” , skriver Dorte og fortsætter:” :-@”.
Jeg se disse tegn og fornemmer hendes smerte. Så løfter jeg kameraet, tænder på knappen og kigger i søgeren. Hun sidder på sit værelse med sin telefon i hånden. Hendes hår er i uorden, og hendes seng er uglet. Tålmodigt venter jeg, mens mine tanker driver søgeren tilbage i tiden. Jeg kan se hende ligge med ansigtet i puden og græde, jeg kan se hende rejse sig op, jeg kan se hende texte mig.
”vaffor”, skriver jeg til hende.
I søgeren kan jeg se hende læse beskeden, men hun svarer ikke. Så ser jeg hende lægge sin telefon og gå ud af sit værelse. Lidt efter er hun tilbage. Hun har noget i hånden. Jeg zoomer ind og kan se, at det er en kniv. En forskærerkniv, og jeg husker, hvordan Dortes hjem er indrettet. I deres designerkøkken er en kogeø og udsigt til haven gennem små firkantende vinduer. Og for enden af det massive limtræskøkkenbord hænger stålknive på en stor magnet.
”Vent, stop” skriver jeg til hende.
Hun bøjer sig, samler mobilen op, og slukker den. Nu er der også musik. En teknorytme, som hun stripper til. I æggende graciøse bevægelser, smider hun sit tøj. Hun er intimbarberet, hendes bryster har nydelige tudvorder, og hendes lange ben er vidunderlige, da hun spreder dem og inviterer mig helt ind på hendes værelse. Jeg står der bag et vandfald, og jeg ser hende som stod jeg ved en gammeldags osteforretning, hvor vandet vælter ned ad ruden. Og det er paradoksalt for jeg har aldrig selv oplevet dette. En osteforretning med vand på ruden, men alligevel er det som om, jeg selv har gjort denne erfaring. Ost og vand, ostevand, et element, der forener nutid og fortid, en forlængelse af min søger og et håndtag til Dortes værelse. Så med et skærer hun til. Den smukke pige sværtes til i rødt blod. Og hun ler, hun nynner og ler ind imellem alt imens hun sprøjter blod fra sine håndled op på sine hvide vægge. Og hun er lykkelig, for hendes ansigt er ikke længere forknyt, det er ikke længere som en grædekones forknytte ansigt, men som ansigtet på en lykkelig teenager.
”No future, fuck the establisment”, skriver hun med blod på væggen.
Det ender galt, det er tydeligt for mig, og derfor kaster jeg mig mod vandet. Aldrig tidligere har jeg forsøgt dette, at bryde ud af min osteklokke og nå frem til virkeligheden, men jeg gør det, og jeg ignorerer den magenta farve. Dorte er vigtigere for mig, end min egen sære angst for den magenta farve. Og til min overraskelse, så vælter jeg gennem vandet og ruller ind på Dortes værelse lige i rette tid til at gribe hende. Hun er helt bleg nu. Blodet siver roligt fra hendes arme, og hun tager imod mig som Kristus. Bleg, nøgen og åben. Åben for alt og tilgivende overfor alt.
”Jeg vidste, du ville komme”, siger hun lægger sit ansigt mod mine skulder, ” du kom … selvom mit værelse er magenta … magenta og rødt.”

Det er rigtigt. Værelset er magenta og fra vandfaldet, fra osteruden, strømmer magenta væske og det er meget uhyggeligt for mig, men jeg holder ud.
”Elsk med mig”, siger hun.
Jeg lægger hende på gulvet, spreder hendes ben og aer hendes bløde køn. Så kysser jeg hende og mine kys fortsætter over hele hendes krop. Jeg er den blide vind, der svaler, og som gør et menneske lykkeligt, og det fortjener hun, Dorte, som hun ligger der. Min ven, min veninde.

”Jeg elsker dig”, hvisker jeg, ”men jeg kan ikke gøre det bedre end dette …. min elskov er forrykt og ikke for dig, men jeg kan give dig det gennem huden, gennem dine øjne, gennem din mund, gennem dine lunger, men kun som en blid brise …. Ikke som kødeligt begær.”
”Jens … skøre unge”, hun løfter sin hånd og aer min kind. Jeg mærker blodet, der efterlades på min hud,” skøre unge, skøre unge, skøre unge … begær for dig er mænd”, siger hun og forsætter: ”Det ved jeg da godt, men giv mig alligevel lidt … det kan du godt.”
Og hun har ret. For hende vil jeg gerne, og jeg trænger ind i hende, og støder til, mens livet rinder ud. Bagefter sidder vi i hendes sofa.
”Man skulle ryge”, siger hun.
”Hvorfor gør du ikke det”, spøger jeg.
”Det er sundhedsskadeligt”, siger hun.
Vi ser på hinanden og bryder så begge ud i latter.
På gulvet ligger hendes krop. Hvid, bleg og omgivet af rødt.
”Hvorfor skrev du ’no future’?”, spørger jeg, mens jeg peger på væggen.
”Fordi det er sådan, det var … jeg havde ingen fremtid … jeg var et nul, jeg kunne ingenting, og jeg ville ikke være på dette sted, hvor man hver dag bliver bekræftet i sin egen utilstrækkelighed.”
”Man skal da bare være ligeglad … ’fuck the establisment’” siger jeg og peger på teksten, som Dorte har skrevet på væggen.
”Ja det er rigtigt Jens, men jeg kunne ikke … jeg var selv en del af ’the establishment’, og jeg ved ikke, hvordan jeg kunne leve uden at være det …. ,men du kan, Jens … ,og du skal gøre det. Du skal rive hele lortet ned … gør det for mig … vil du det Jens?”
Så græder jeg. Pludselig kommer der tårer ud af mine øjne, og det er vandklare tårer uden antydning af toner. Ingen hue, ingen saturation, ingen gråtoner …. zero opacity .. vandklare. Og det er en skøn fornemmelse, for det er første gang, siden jeg blev født i svømmehallen, at jeg har grædt vandklare tårer, og det er Dortes klarsyn, der har bagt det til mig.
”Jens … Jens”, pludselig hører vi stemmer.
”Det er tid Jens”, siger Dorte.
”Ja .. Dorte .. det er tid”, siger jeg.
Igen kysser vi, så rejser hun sig fra sofaen.
”Du skal svare mig … Jens”, siger hun.
”Ja, Dorte, jeg vil gerne gøre det for dig … jeg river hele lortet ned, og jeg gør det for dig.”
Hun smiler, og det er sådan jeg husker hende. Smilende og bleg lige inden hun forsvinder og efterlader sin blodløse krop på gulvet i sit eget værelse.
Så drejer jeg om og maser mig imod ostevinduet, som uden videre lader mig passere, så jeg tumler om på gulvet i min hule på Nørrebro.

12) En tidslomme (indlæg nr 12 20. juli 2015)
Der er underligt stille hjemme i vores hus. Ildevarslende vil jeg mene, selvom ordet ’ildevarslende’ er mærkeligt for mig. Ordet passer ikke til min alder. Det passer bedre med mine forældres alder, eller med mine bedsteforældres alder. Ildevarslende … en svag prikken og en undren over, at alt er som det plejer, mens man ved, at absolut intet er som det plejer. Og på grund af dette ’ildevarslende’ så bliver hundenes gøen, bilernes larm, naboens opera, Puccinis lille kolde hånd, en overture til noget meget ubehageligt.
”Jens … er det dig?”, lyder min mors stemme.
Jeg træder mine sko af og bevæger mig fremad. En vind, der får gardinerne til af vifte og tapetet til at forekomme magenta.
”Hej mor”, siger jeg, da jeg træder ind i stuen.
Hun står ved vinduet, og udenfor er der vand. Ikke regnvand, men bare vand til langt over husene. Jeg kan se mennesker kæmpe sig gennem vandet, og det er underligt, at de ikke drukner. Alt er magenta, og nu begynder jeg igen at høre ting, der ikke giver mening.
”Jens …. Jens”, lyder et kor af stemmer.
Så bryder min mor ind.
”Sæt dig lige ned Jens, der er noget, jeg skal sige dig”, siger hun, ”der er ikke nogen nem måde at fortælle dig det på, så jeg siger det bare … Dorte er død …. Hun begik selvmord tidligere i dag.”
Tavsheden lægger sig omkring os. Hun står mundlam, men har rakt sine arme frem imod mig. Kristus, der kalder mig hjem, og de magenta toner er nu klarerer og mørkere, end de nogensinde før har været. Stemmerne er tydelige, og ved ruden fisker arme med hænder ind i stuen. Som stod der en horde af mennesker og fiskede efter mig nede i et dybt hav.
Jeg rejser mig og gør en arværgrende bevægelse med min højre arm og hånd, og mens jeg gentager bevægelsen igen og igen, maler jeg værelset i normale farver. Det magenta forsvinder, og armene forsvinder, men vandet udenfor når stadig langt op over hustagene, dog er det nu klart … ,ja vandklart, og ikke længere magentafarvet. Min mor står stadig som Kristus, låst i evigheden, og på væggen er farmors gamle vægur gået i stå. Tiden er nu min. Jeg har den for mig selv, og i denne fredelige stue kan jeg sidde og fundere over tingene, mens min mor glaner som Kristus. Naiv. Naiv overfor den virkelighed, verden er. For hver tusind mennesker findes tusind idioter. For hver titusinder mennesker findes titusinder idioter. Hvor stort et tal skal man op på, før der findes et menneske, der ikke er idiot? Et menneske, der kan se, at børn dør derude. De dør for deres egen hånd. De dør, fordi de kræver det umulige af sig selv … at være andre end dem de er. Her må jeg bruge endnu et gammelmandsord. Inkonsekvens … et ord, som jeg kender betydningen af, for netop det ord, kommer til mig, når verden farves i magenta. Inkonsekvens, den skal undgås, så er verden smuk og hele farvepaletten tages i brug. Hud er hvid, blade er grønne, og min mors bekymring er en gråtone, der titter frem, når mætningen tages ud af billedet, men balancen ændres aldrig. Den magenta skævvridning holder sig væk, når inkonsekvensen undgås.
Dorte ønskede at blive en god mor, men hun ville også være en succesfuld karrierekvinde. Dorte ønskede at leve økologisk, men hun ville gerne have en bil. Dorte ønskede at bruge tid med veninderne, men hun ville også besøge sin farmor på plejehjemmet.
Jeg fordømmer ikke, men risikoen er der, og derfor afbryder jeg tankerækkerne og begynder at bevæge mig rundt i stuen. Jeg elsker disse tidslommer, hvor ingenting sker. Jeg går helt hen til min mor, snuser til hende, lader en hånd løbe om hendes bryst, der er bag hendes skjorte. Dette bryst har næret mig. Som et lille barn, har jeg suttet det, men i dag må jeg ikke røre det ….. undtagen altså her i min lomme, hvor det er mig der bestemmer. Det er nu ikke særligt spændende for mig … at røre min moders bryst .. så jeg fortsætter hen til farmors ur. Viseren står dirrende … jeg kan se, hvor meget den ønsker en fortsættelse … er det tid nu?
Hvordan river jeg egentlig ’hele lortet ned’? Jeg har givet Dorte mit ord, og da jeg gjorde det, virkede det enkelt, og det er det vel egentlig også … jeg skal bare være mig selv og undgå inkonsekvensen.
Så knipser jeg med fingrene, og farmors ur gør et suk og tager så næste hak fremad.
”Jens, sæt dig ned”, siger min mor.
Hendes stemme rummer medfølelse … og bekymring. Som var hun en klassisk sygeplejerske på job i Biafra, hvor hun tilser stribevis af mødre med børn, der forgæves sutter på vindtørre patter. Bekymret vesterlænding med billet tilbage til verdener med supermarkeder, og brysternæring fyldt med antistoffer, der kan beskytte imod alt … undtagen at tage sit eget liv, hvis barnet har lovet sig selv mere, end det kan holde. Sådan bekymret.
Jeg dejser om i lænestolen. Min mor sætter sig på armlænet, retter BHen under sin skjortebluse, så moderbrystet igen gemmes væk bag blonder.
”Du må gerne græde Jens …. bare græd”, siger hun.
Og det er pænt af hende at sige det, for jeg har lyst til at græde, og for anden gang den dag græder jeg vandklare tårer, mens jeg presser mit hoved mod hendes brystkasse. Hendes arm støtter mig og spærrer samtidig adgangen mod den hovedpude, som moderbrystet er.
”Jens … jeg synes, vi skal få fat i en psykiater til dig … jeg kan få en hurtig tid.”
Hendes hånd nusser mig i nakken. Denne nussen kender jeg, og jeg værdsætter den. Den er min mor i et og alt. En kærlig, og en smule bekymret, nussen. For lidt bekymrede er forældre jo altid … ikke? De er bekymrede for, om jeg bliver overfaldet til gymnasiefesten. De er bekymrede for, om jeg vil være lykkelig, når jeg bliver rigtig voksen. De er bekymrede for, om jeg bliver arbejdsløs … og de er bekymrede for, om jeg falder igennem. At jeg kommer til at spilde mit talent, fordi jeg ender med at slæbe kufferter i lufthavnen. Selvfølgelig skal der slæbes kufferter i lufthavnen, for der er stadig huller i kæden fra passageren ved checkin og så frem til lastrummet. Det meste er automatiseret. Et gummibælte, som er computerstyret, men der er dog huller, og her træder kuffertslæberen ind. Min far har en kammerat fra gymnasietiden.
”Det mest intelligente menneske, som jeg har kendt”, siger min far altid om ham.
Og derefter fortæller han om derouten. Fra super intelligent til kuffertslæber, der i REMA1000 slet ikke kan genkendes, da han pludselig 30 år senere står rundhovedet, med vildmandshår og prustende smiler med sin misfarvede tand, som han stadig har. Det mest intelligente menneske!
Men han er vel stadig intelligent? Tænker jeg.
Kufferterne har vel ikke udsuget hans hjerne for intelligens? Han er måske endda blevet endnu mere intelligent i den mellemliggende tid, og måske er det min far, der er blevet en uintelligent zombie? Hvid skjorte, Armani jakkesæt, Audi, direktør. Direktør med ret til at gå med kalender, der er fyld helt ud, også med fitnessbesøg, hvor han bekæmper dellerne, der hele tiden truer med at springe frem, der, hvor min mor engang holdt fast i ham, mens han ejakulerede i hende og lavede mig …. det magenta barn. For jeg sad skævt i fødselsvejen, og da de endelig fik mig ud, var jeg farvet … i magenta, og først efter jordemoderens spanking kom livet til mig. Men jeg tudede ikke, og det noterede hun i journalen, og det gjorde min mor så ked af det, at hun gik til psykiater i de første fire år af min levetid. Traumet var, at jeg ikke tuede, da jeg blev født. Jeg gloede bare træt ud af mine våde øjne, mens den magenta farve fortog sig, og min far selv strøg sine hvide skjorter og VW Poloen blev opgraderet først til Passat og sidenhen til Audi A6.
”Det er godt du græder … det er en naturlig reaktion”, siger min mor og fortsætter sin nussen.
”Jeg mødte hende i morges … da sagde hun ingenting .. hun virkede glad … nervøs, men glad”, siger jeg.
”Det er underligt at tænke på. Hun var sådan en sød pige, og hun klarede sig godt i skolen”, siger min mor.
”Men hun måtte arbejde for det”, siger jeg.
”Ja, Jens, vi må alle arbejde for det, og det accepterede Dorte”, siger min mor.
”Jeg arbejder da aldrig for det”, siger jeg.
Min mor holder pludselig op med at nusse mig, hun ændrer kropsholdning, og jeg får fornemmelsen af at være holdt ud i strakt arm.
”Jens, nu er du ikke rimelig mod dig selv … du knokler da hver dag, ellers ville du ikke klare dig så godt”, siger hun og rejser sig op, ”Jeg tager selv en tid hos psykiateren …. Jeg får også en tid til dig, når jeg alligevel er derhenne

12) Økoflipper (indlæg nr 13 6. august 2015)
Græsset i vores have er begyndt at spire. Græssernes liv optager mig, fordi græsset sammen med hækkens grønne knopper og vintergækkens hvide kroner er det første, der fortæller, at foråret er på vej. Og sammenligner man græsset med vintergækken, ja så er græsset egentligt ret kedeligt. Tvært og udsmadret efter en vinter i mørke og tilmed dækket af det visne løv, som min far aldrig gider rive sammen.
”Jens, du kan tjene en håndøre, hvis du river bladene sammen i baghaven”, siger han.
Så står jeg i baghaven og glor på de lange græshår, der blander sig med våd muld og bunker af tilfældigt sammenblæste blade. Hestekastanje fra huset to haver væk, og så birk fra træet i vores egen baghave. Gule birkeblade der krabber sig op og tager en ridetur på de monstrøse og sammenrullede hestekastanjeblade. Sådan begynder foråret, og jeg skyder det med min Mark III, mens jeg lader løvriven læne sig op ad hækken. ”Håndører”, tænker jeg og går så helt tæt på løvet med en mellemring og en makrolinse.
”Det blev vist ikke til så meget med rivningen!” ler min far.
”Næ”, siger jeg,” men jeg vandt 500 kroner på mit abstrakte foto af et hestekastenjeblad, der blev bunkepulet af en horde birkeblade”, siger jeg.
”Jens … for pokker!” fniser min mor.
”Du tager gode billeder”, siger min far,” her … jeg smider sgu også en femhundrede lap i … jeg er jo trods alt din mæcen”, siger min far.
Mæcen …. Håndører. Fædre er fra Pluto og mødre fra Andromeda … jeg forstår dem i hvert fald sjældent.
Sådan var foråret, der altid ender med at græsset rejser sig flankeret af løvetænder, hvorefter jeg kan se min far pukle med sin benzindrevne plæneklipper. Så døde Dorte, uden at det dog ændrede noget ved vores have. Græsset visnede som vanligt hen over sommeren, og ved efteråret kom det til live igen og lod lange sløve grønne blade slænge sig. Lange og dovne lå de og gjorde sig klar til indtoget af hestekastanjebladene og deres gule birkebejlere.
Mens Dortes død ikke ændrede årstidernes gang, så ændrede den mit liv.
”Jeg vil ikke begynde på en uddannelse”, meldte jeg ud på dagen, hvor Dorte blev begravet.
De accepterede det, mine forældre.
”Jens … jeg ved, hvor meget hun betød for dig …. Men livet skal jo gå videre”, sagde min mor.
Far sagde ikke noget, men kiggede blot forundret i søgeren på min Mark III, som han havde samlet op, mens jeg tog snakken med min mor.
”Åh far … ups jeg er ikke så glad for at du piller ved kameraet.”
Og så lagde han det straks fra sig.
”Nej selvfølgelig ikke … Jens … men det er vel heller ikke så vigtigt om du begynder på en uddannelse lige her og nu … tag du et sabbatår …. brug din hule … vi støtter dig.”
På den måde overrasker min far ikke. Altid føjer han mig … og mor. Bagefter kan jeg høre ham snakke forretninger i telefonen og senere spinder Audien.
”Jens, får du noget ud af samtalerne med psykiateren?” spørger min mor.
”Bakke? …. Jo han er ok”, siger jeg.
”Måske skulle du alligevel have taget min psykiater?”, min mor lægger sine ben over kors,”selvfølgelig kan den ene psykiater være lige så god som den anden, men det handler også om tryghed.”
”Bakke hørte jeg holde foredrag på CBS, han siger mig noget … ham er jeg helt tryg ved … han er cool”, siger jeg.
”Nå ja … hvis han er Coooooool, så er han vel ok.”
Så ler hun. Hun ler, rejser sig og krammer mig, mens hun holder sin arm over brystet. Det er dejligt at blive krammet, og jeg lader hende holde mig et stykke tid. Så slipper hun.
”Vi må til det … Jens, dagen venter”, siger hun.
Dagen venter!
Næ, det tror jeg nu ikke. Der er ikke andet der venter, end det, som vi selv finder på.
”Det er ethvert menneskes pligt at gifte sig og stifte familie. Det er ethvert menneskes pligt at have et arbejde, et kald, et levebrød….”
Det er Søren Kierkegaard, der har skrevet dette. I værket, Enten Eller, som er ret svært at læse, og som er megasvært at forstå. Alligevel er det fyldt med citater, som kan forstås af alle. Men Søren Kierkegaard er jo ikke noget orakel, eller en genial videnskabsmand. Han var filosof og vist også en småskør filosof. Nu er det ikke Søren Kiekegaard selv, der tager æren for sætningen, men han tilskriver den snedigt til en af sine litterære figurer, etikeren, så det er uretfærdigt af mig at holde sætningen op som hans egen mening, men af og til popper sætningen op i mit hoved. Er der noget rigtigt i den? Kan man i den sætning finde noget universelt rigtigt? Noget, der kan få mine magenta oplevelser til at blive helt væk? Noget, der kan fortælle mig, hvordan jeg opfylder mit løfte og river hele lortet ned?
Jeg tænker, at det er noget vrøvl, at man skulle have pligt til at gifte sig og stifte familie. Familie handler kun om artens overlevelse, og det kan jeg som individ være ligeglad med. Om jeg så skulle være det sidste menneske på jorden, og om menneskeracen skulle uddø med mig, det kommer ikke mig ved. Jeg har ikke bedt om at blive født, endsige blive født i Frederiksberg svømmehal, så jeg føler ikke, at jeg har noget at skulle leve op til der. Men hvad så med pligten til at arbejde? Det giver næsten sig selv. Dorte accepterede ikke denne pligt. Hun accepterede ikke, at det var nødvendigt, at foretage sig noget, så man hver dag kan putte mad i munden. Ja, vores krop er en termodynamisk enhed, og hvis den ikke tilføres energi i form af makronæringsstoffer, så holder den op med at virke, og man dør. Hvis man accepterer livet, så påtager man sig også pligten til at sørge for at føde kroppen, og den opgave kan vel ses som argumentet for arbejdets nødvendighed. Vil man livet, må man arbejde. Men hvad er et arbejde så? Det er lige det. I princippet skal arbejdet blot sikre, at der kan fyldes makronæringsstoffer i skrutten. At sidde på socialkontoret og vente på sin kontanthjælp opfylder dette og er derfor et ok arbejde. Eller min fars arbejde, hvor han sidder på kontor og laver … ja hvad laver han egentlig? Ødelægger jorden i sin iver efter at skabe vækst, der altid et eller andet sted skal skabes ved at andre skal have mindre i løn, ved at skiffer skal brydes med kemikalier, ved at regnskov skal fældes. Og det ligger vel i accepten af pligten til at tilføre sin egen organisme energi, makronæringsstoffer, som jo skal komme et sted fra. Men dybest set, så er opfyldelsen af denne pligt ikke koblet til nogen bestemt livsstil. Alle måder må være lige gode … eller hvad? Man kunne for den sags skyld være lejemorder, soldat eller politibetjent. At pløkke andre mennesker kan også give makronæringsstoffer på bordet. Jeg kan ikke finde noget rationelt argument for, at det ene arbejde er bedre end det andet. Jeg har selvfølgelig svært ved at acceptere lejemorderen, men at opstille et rationelt argument imod hans hverv, kan jeg ikke. Som jeg ser det, kan jeg kun komme på et argument imod en lejemorder, ved at tage et moralsk synspunkt, og moralen, eller den tilhørende teori, etikken, er ikke rationel. Nej etikken er ikke rationel i sit udspring …. men den er nødvendig, synes jeg.
Men for Dorte var alle måder at opfylde sin pligt til at arbejde på, ikke lige gode. De var ikke ligeværdige, og derfor sagde hun fra … måske fordi hun var bange for, om hun kunne leve op til sine egne forestillinger om, hvad der er den rigtige måde at opfylde sin livspligt på.
Mens jeg tænker disse tanker, begynder den magenta farve at optræde i udkanten af mit syn. Jeg griber derfor min Mark III og kigger i søgeren. Den viser en film, som griber mig.
Aldrig tidligere har min søger præsteret det, som jeg se nu. Det er en by, jeg tror det er København, men det er ikke det København, som jeg kender. Der er ingen rådhusplads, der er ingen Copenhagen Airport, der er ingen Nørrebro. Så langt øjet rækker er der grønt. Græs, køkkenhaver og marker. Og så er der vindmøller, og der er huse. Vindmøllerne står i et regelmæssigt mønster og de begynder ovre ved Sverige ude i horisonten. Helt derude er de gråhvide i en blålig horisont, og de er meget små. Det er perspektivet, der netop opstår, når øjet fortolker tings størrelse, deres farvers kølighed og deres skarphed. Tættere på er havet klart blåt og vindmøllerne monstrøst store … og de drejer … stoisk. Husene er ens. Bakker med plateauer. Det minder om incaindianernes byer, og på plateauerne er der køkkenhaver. Der er ingen biler, der er ingen flyvemaskiner … eneste transportmidler synes at være cykler. Cyklisterne ses på smalle stier, der viser sig at være gennemsigtige rør. Jeg finder disse rør interessante og zoomer ind på dem. Der er vinduesformede åbninger i deres tag, og de ser ud til at kunne lukkes til … sikkert, når det regner.
Synet er overvældende for mig, og jeg tager øjet fra søgeren. Ville Dorte kunne leve i et sådant København? Det er ikke til at sige, for det korte kig fortæller mig ikke, hvordan Københavnerne lever der … men det er muligt, at hun kunne. Dette sære bymiljø kan kun skabes, hvis det København, som jeg kender, bliver jævnet med jorden … bliver revet fuldstændigt ned.
Økoflipper … jeg kunne blive økoflipper og kæmpe for Københavns omdannelse, for verdens omdannelse til noget mere bæredygtigt. Jeg kunne også lade være, og så bare stå op om morgenen og gå i seng om aftenen og så se, om jeg måske kommer til noget, der mere indlysende lader mig rive hele lortet ned og dermed opfylde mit løfte.

  1 comment for “Psykiater Jens Bakke

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: