Tekstuddrag

Tryk på et kapitel nedenfor for at hoppe til det ønskede tekstuddrag.

Kapitel 3-1 Uddelingsmøde (om den perverse lektor Paul Bruhn)
Kapitel 4-3 Møgkælling (med voldelig sex)
Kapitel 5-1 Whistelblower (om fuskerforskeren og vanvidstårnet på Nørrebro)
Kapitel 5-7 Adam og Eva (Jeppes kæreste Inge manipuleres til besøg i swingerklub)

Tekstuddrag fra kapitel 3-1 “Uddelingsmøde”:

Bagrund

I kapitel 3-1 er lektoren Paul Bruhn til et møde, hvor universitetets forskningsudvalg skal uddele ph.d-stipendier. Vi kommer ind, lige efter udvalget har holdt frokost. Det er anden afdeling af uddelingsmødet.

*********************************

Udvalget er tilbage efter frokost. Formandinden indpisker holdet af fordøjende lektorer og professorer. Langsomt kommer der igen skred i arbejdet. Bedømmelser bliver oplæst, scorer bliver afgivet, og indimellem går debatten højt, når andre end forbehandlerne melder sig på banen. Pludselig skærpes Paul Bruhns interesse. Et projekt om pornografiens skadelige virkninger på de unge giver anledning til, at mave-tarmprofessoren giver et foredrag om konsekvenserne ved analsex for unge piger, når det praktiseres ofte.

At gi’ eller ta’ den i røven!

Paul Bruhn elsker analsex. Han tager for givet, at analsex selvfølgelig føles dejligt og ophidsende for de unge piger. Han giver ansøgningen et diskvalificerende femtal.

En lang dag er ved at være til ende. Formandinden gennemgår den endelige liste af ansøgere, som vil blive tilbudt et stipendium. På et stort whiteboard har hun opskrevet ansøgernavne, vejledertilhørsforhold og laboratorieadresse. I slutspurten tages hensyn til hospitalernes placering. Får nogle hospitaler for mange stipendier? Paul Bruhn kender denne afsluttende politisering til hudløshed fra tidligere møder. Det er en balancegang, som Else må lede. Klinikerne er hovedsageligt fra Riget, og i denne afsluttende runde rykker de sammen. Medicineren, nefrologen og gastrokirurgen holder partidisciplin, de stemmer ens og sørger dermed for, at Riget igen er det hospital, der tager flest stipendier hjem. Else halser bagefter, har lidt problemer med den geografiske fordeling af stipendierne, men skærer til sidst igennem. At Riget får flest stipendier, er der ikke noget at gøre ved. Med det udsagn lukker hun mødet. En blanding af tilfredshed og udmattelse præger udvalgets medlemmer. De er fælles om følelsen af at have gjort et godt stykke arbejde. De har omhyggeligt gennemtrawlet utallige sider med beskrivelser af forskningsprojekter og ansøgermeritter for til sidst at ophøje ni personer som vindere. De kan roligt overfor omverdenen sige, at det er gået retfærdigt til. Nu trænger de til at falde ned, til at blive almindelige mennesker igen, og det sker efter hvert uddelingsmøde med en middag på en restaurant, som det er formandens privilegium at vælge.

Tekstuddrag fra kapitel 4-3 Møgkælling:

Baggrund: I kapitel 4 har Julie og hendes veninde, Snerlen, mødt tre engelske forretningsmænd. De ender i baren på mændenes hotel og tekstuddraget begynder med, at Snerlen bryder op.

*********************************

“Nå, men dejligt at se dig igen, lad os holde kontakten.”
Snerlen bøjer sig og kindkysser Julie, hilser af og forlader selskabet. Ved døren standser hun, kigger i sin skuldertaske, kaster et enkelt blik tilbage mod Julie og forlader så endeligt baren.
Eric er den næste, der bryder op. Han skubber sit tomme glas med Guineas skumrester i bunden ind på bordet foran sig og fanger på den måde de andres opmærksomhed. Han rejser sig, takker for en hyggelig aften og indleder bevægelsen imod døren. Han forsinkes nærmest umærkeligt af Paul, der også han takker af, og de to blege mænd forsvinder i døråbningen med retning imod elevatorerne. Max bestiller endnu en gin og tonic, Julie afslår en tilsvarende, men indvilliger med et nik i at blive. Max rejser sig endelig, hans høje glas er tomt bortset fra lidt isrester i bunden. Han vakler, tørrer sveden af sin blege pande. Julie står foran ham, betragter nøglekortet i sin hånd og spøger så til rumnummeret.
Blå og hvidstribede vægge, hvide rokokomøbler. Julie sætter prøvende sin ene fod ind i luksussuiten. Døren smækker bag hende, Maxs ginånde puster til hendes blonde hår. Hun kniber og bevæger sig langsomt fremad. Hun holder ryggen til sit britiske, hvide bekendtskab. En raslen og en ed fortæller, at Max har ramt rokokokontorstolen foran det hvide skrivebord. Hans hånd griber ud efter Julies hår, men hun undviger, flytter sig længere frem og lader sin hvide læg titte frem i kjolens slids. Så griber han hende bagfra, hun kniber, gør en undvigemanøvre og rammer Max i hans skridt med sin knyttede hånd.
”You dirty bitch!”
Max eksploderer, Julie kniber, cellofanen mørnes og smyger sig varm, blød og rød om sin gave.

Tøj i trevler.
Møbler i kaos.
Skrig bag hånd.

Rødt næseblod på en hvid væg, fingre mod en slimhinde, slag mod et væv, hårtotter på et gulv.

Vrikkende hofter.
Fyldige bryster.
Erotiske kærtegn.
Frivol stønnen.

Smeltet cellofan åbner døren til livet. At se, hvad man godt ved, men ellers glemmer. At længes og forløses. At savne. Tusind dage i afsavn. Tusind dage i forvisning om egen ufejlbarlighed. Tusind dage i en gold ørken. Et isslot, en isslette, en indlandsis. De nøgne tæer. Blåfrosne og på vandring gennem sne, der smelter under hvert skridt. Sjælens varme bryder krystallernes gitter og kalder som flagremusens skrig i hulen. En høj lydløs kalden, der tegner en verden i negativ. Der er kun en. Der er kun en hende. Den vidunderlige blå.

”Get down!”

Grønt sanitetsporcelæn.
Lilla fliser.
Røde mærker.
Gul urin.

Han er et svin, og han bliver den sidste.

Asfyksi.
Drukning.
Ængstelse.
Syner.

Betancourt blandt mænd, mange mænd. Lyst, og hæmningsløs sex i den dybe jungle. En lille fangevogter i blodplettet tøj. Spor efter kniven i hans underliv, spor efter hende, den perfekte gave.

Luft.
Skrig.
Lussinger.
Orgasme.

Max ligger nøgen på den brede seng, da Julie kommer ind fra badeværelset. Hendes hår er nødtørftigt tørret med den fastmonterede hårtørrer på badeværelset. Hun betragter sin ene underarm, dernæst sit højre bryst og det venstre lår. Blålilla blodansamlinger og tillige en hævelse over kindbenet.
”You like it rough!” Max siger ordene som en konstatering.
Han ligger afslappet og fedladen på det hvide lagen. Julie vender sin højre og kridhvide kind imod ham, slår med nakken og spankulerer så rundt i suiten, mens hun samler sit tøj sammen. Hun løfter sine trusser op og holder dem frem mod ham. Max retter sig op i sengen, sved springer frem på hans hvide krop, en dirren ses ved hans ene kind. Trusserne er flået, bruddet mellem g-strengen og højre elastikrand gør dem ubrugelige. Så løfter Julie sin skjorte, der er blod på højre ærme.
”Your blood!”
Max tager sig til sin blålige hævede underlæbe. Hun presser sig ned i nederdelen, tager skjorten på og smyger sig i jakken, der stadig er uskadt. Julie skuer et øjeblik ud i rummet, så tager hun den klare, tomme affaldspose op fra affaldsspanden under skrivebordet. Sirligt placeres de iturevne trusser i posen, som forsigtigt foldes sammen i hendes håndtaske.
”Rape, Max!”
Mere siger hun ikke, men det antænder en eksplosion. Max ryger op fra sengen, vælter frem imod hende og standser så op lige foran hende. Nøgen, blævrende og med løftet knytnæve, men han gør ikke andet. Forstenet er han stoppet midt i sin forsvarsbevægelse. Julie kniber, cellofanen strammer om sin perfekte gave. Med et glat ansigt holder hun sin iPhone frem med fingeren klar på telefonrøret. Max lader hånden falde, synker sammen på knæ, han ser bleg ud. Julie lægger sin iPhone i tasken, lader så pludselig sin hånd følge en linje op langs lårene fra nederdelens frie rand.
”You’re everywhere inside of me”, konstaterer hun nøgternt.
Hun fremtager en fedtet finger fra slidsen mellem sine lår. Hun lugter til fingrene og siger et enkelt ord mere:
”Sperm!”
Så tørrer hun fingeren i en hvid Kleenex serviet, som hun snupper fra en pakke på skrivebordet. Servietten placerer hun i den klare plastpose i tasken. Julie åbner døren, står et øjeblik og betragter den store, hvide blævrende mand, der ligger i sit eget blå opkast på det hvide gulvtæppe. Hun slår med nakken, lader døren glide i og sætter kursen mod elevatorerne.

Tekstuddrag fra kapitel 5-1 Whistelblower:

Baggrund: I kapitel 5-1 bliver journalisten Jeppe kontaktet af en lektor ansat ved universitetet. Den anonyme lektor tilbyder information om rådne ting, der foregår på hans arbejdsplads.

*********************************

Lejligheden tager tavs og mørk imod. Han hænger sin blazer på en bøjle, sætter sine sko på måtten, trykker på den elektroniske kontakt, der er forprogrammeret til at tænde spotlamper i køkkenet og i de to værelser. Stuen er faktisk ikke en stue, mere et arbejdsværelse. Et stort skrivebord, en kontorstol, en topersoners lædersofa, en læderdrejestol, et stort fladskærms TV og så to Bowers & Wilkins HiFi højtalere, der drives med en klasse A forstærker. Anlægget tændes med en fjernbetjening og snart høres Leporello synge sig gennem Madamina il catalogo i en præcis gengivelse af Mozarts berømte opera Don Giovanni.

Sulten trænger sig på, han er gået i køkkenet og skal lige til at åbne køleskabsdøren, da mobiltelefonen giver lyd fra sig.

”Nummeret ubekendt!”

Han trykker på svartasten og holder telefonen mod øret.

”Det er Jeppe Nytunnel!” han siger sit navn.

En forsigtig, slesk stemme præsenterer sig i den anden ende. Steen, efternavnet er ligegyldigt. Hvor meget betaler han? Telefonnummeret har stemmen fået efter lidt omstilling til forskellige kontorer i TV2s store organisation.

”Tips honoreres efter deres vigtighed, der gives ikke forskud”, forklaringen kommer flydende og uden hakken.

Tre til fem hundrede kroner er tariffen for de fleste henvendelser. Steen tøver og fortsætter så endelig. Han er lektor ved et kendt fakultet. Ja, der hvor de uddanner læger. Jeppes opklarende spørgsmål besvares med tydelig utålmodighed. Det viser sig, at Steen underviser kommende læger i anatomi, men han er vidende om, at der foregår noget forrykt, noget fordækt, på fakultetet.

”Rektor lover det ene og det andet, men ikke en skid er ændret siden skandalen. Furskerforskeren, du ved. Alt er som det plejer. Det er business as usual!” Steen nærmest råber ordene i telefonen, men fortsætter så mere lavmælt.

Nej, han har ikke selv noget i klemme, men han er lidt træt af ræset med omorganiseringer på fakultetet. Nybyggeri og et vanvidstårn i milliardklassen. Omorganiseringer, hvor man sælger ud af forskningsfriheden til medicinalindustrien. Og så spilder man tilmed penge i et rasende tempo.

”Det ved du noget om?” spørger Jeppe.

Steen forklarer at ledelsen i amatøragtig udøvelse har ansat et blålys, en forskningens Anna Castberg. Hun har fået en årsløn på halvanden million kroner, og nu er hun fyret efter mindre end et år på posten. Hun brugte tiden på at drikke kaffe af dyrt porcelæn i nyistandsatte lokaler, men lede et forskningscenter, det kunne hun ikke. Hun er også en svindler, for hun har ingen doktorgrad, som hun ellers smykker sig med.

”Sikker på det?”

Han forlader køleskabet og tager en notesblok samt en blyant ned fra opslagstavlen.

”Ja, men undersøg det selv, det er din opgave, check med FN, hvor hun har arbejdet.”

”Jeg kan ikke love dig noget.”

Han noterer på sin blok.

Steen er også ligeglad, det er lige meget med pengene, bare sandheden kommer for en dag. Der er så meget råddent på fakultetet.

”Vanvidstårnet! Husker det hengemte lokalplansmøde, imponerende spin!”

”Er det alt hvad du har?” hans ord får Steen til igen at bryde ud i lavmælt snakken.

Lektoren påpeger muligheden for at kombinere forskellige sager og derved at fremhæve omfanget af hovmod. Den rutinemæssig videnskabelige uredelighed dokumenteret ved det nylige forskerfusk, det undertrykte, lokale folkelige oprør mod vanvidstårnet, den aktuelle svindelsag med lånte fjer og måske mere, som han selv må grave frem. En nyhedshistorie om systematisk ligegyldighed og manglende ydmyghed bag universitetets skatteyderbetalte mure.

”En kampagnepakke, måske en mulighed!”

Han kradser sig i håret.

”Jo måske, men du har ikke givet mig meget konkret”, siger han og lover at bevare Steens anonymitet. De afbryder samtalen.

Don Giovanni er begyndt forfra, og han har ouverturen som baggrundsmusik. Computeren er tændt, han gennemgår sine regnskaber. I øverste højre hjørne af regnskabsprogrammets vindue kan han læse sit firmanavn: Fairmedia, med underteksten: Jeppe Nytunnel, freelance journalist. I kolonnen yderst til højre kan han også konstatere, at der mangler i omegnen af fyrre tusind kroner i omsætning, før udgifter og indtægter vil balancere for indeværende måned. Han lukker programmet, strækker sig og betragter en række af halsbånd, der hænger sirligt på væggen over hans bord. Tolv røde halsbånd med forgyldte nitter.

Tekstuddrag fra kapitel 5-7 Adam & Eva:

Baggrund: I kapitel 5-7 Presser journalisten Jeppe sin kæreste til at deltage i swingersex. Tekstuddraget stopper lige før Inges gruppeknald (gangbang), som beskrives  i resten af kapitel 5-7.

*********************************

Fouragering. Efter gangbroen går det lige fremad, forbi glassalen, hen over plænen og frem til Balkonen, hvor han har bestilt bord. Flødekartofler, kogte ærter, snittet kinakål, thousand island dressing og tre slags kød skåret af en kok med hvid hue.

”Spis så meget du kan, buffet for 199 kroner, fint nok til hende!”

Ridderlighed. Henrykt lader Inge ham skubbe stolen ind, mens hun med den ene hånd holder nederdelen ind til sine ben.

”Kommer du igen i TV?” Inge stiller spørgsmålet med en kraftig stemme, der giver genlyd i den kun halvfyldte restaurant.

”Det betyder noget for hende!”

Snak. Han forklarer, at han i øjeblikket arbejder på en historie, der måske sender ham i TV2 News. Inge tager to gange af hovedretten, siger ”ja tak” til lidt mere vin og indvilliger i en isdessert med chokokaldesauce og en papirsparaply på toppen. Hun betragter ham med et hengivent blik, bliver så pludselig lidt mere alvorlig.

”Jeg er ked af det, men jeg bryder mig altså ikke om det!” hendes tale er lavmælt, da hun udtrykker sin bekymring om hans plan.

Sædelighed. Hun er ikke så erfaren med mænd, har kun kendt sin eksmand, som hun blev skilt fra sidste år. Sex var en privatsag mellem dem, og sådan er hun også opdraget. Hun kan lide Jeppe, og hun vil gerne med ham hjem, eller de kan tage hjem til hende. Hun er åben for, at de kan ende med at have sex.

”Måske i aften”, hvisker hun til ham.

Pression. Han smiler, rækker hånden frem på bordet og lægger den over hendes håndryg.

”Jeg vil gerne have det således, som jeg har forklaret dig”, han taler videre med sagte stemme.

Smiger. Hun er en dejlig kvinde – kvinden for ham, det føler han dybt inde. Han værdsætter højt hendes offer, udkrængningen af sit inderste væsen, og hun kan jo godt selv mærke, hvordan det er, ikke?

”Knibskheden blokerer!”

Argumentation. Kvinden har ret til at udtrykke sin seksualitet, det er jo netop, hvad kvindefrigørelsen handler om. Ønsker hun virkeligt at gå mandchauvinisternes ærinde? Ønsker hun virkelig at være en hjemmekone, der dyrker pligtsamleje, mens manden får stillet sin biologiske tørst med betalingskvinder eller elskerinder? Det er da langt mere uværdigt end det, som han har foreslået. Han ønsker netop at sætte hende fri, at lade det indre biologiske program folde sig ud i sin fulde guddommelige skønhed. Ja, for hvis Gud havde ønsket afholdenhed og knibskhed, da havde han vel ikke skabt mennesket med dette ubændige begær.

”Jamen, jeg er ikke til porno!” Hun tager sig til munden. Hendes ord er kun en næppe hørlig hvisken.

”Selvfølgelig er hun til porno!”

Overtag. Roligt fortsætter han sit foredrag. Porno er ofte forkætret og mærkeligt nok også af mange i kvindebevægelsen, der tidligt tog afstand, endskønt porno handler om frihed og frigørelse, seksuel frigørelse.

”Du er ikke rødtrømpe, vel?”

Kønsroller. Han redegør nu for, hvordan det netop er rødstrømpemiljøet, der forkætrer porno. Militante feministiske pornohadere, gnavende militante kusser, der fremfører, at porno fremstiller egoistiske selvtilfredsstillende mænd, der udnytter underdanige kvinder.

”Men du skal jo heller ikke være med i en pornofilm”, han ler afvæbnende og nusser hendes hånd.

Fatamorgana. Nej, hans forslag vil frigøre hende, ja frigøre dem sammen, hun vil gøre ham en stor glæde. Aftenen kan meget vel være beseglingen af deres forhold, skridtet fra date til kæreste, skridtet på vejen mod parforholdet med manden, der ofte optræder i TV. Han nusser hende lidt mere.

”Kom nu skat, det skal nok blive godt.”

Sceneskift. De rejser sig begge, han tager hendes hånd og trækker hende forsigtigt ud af restauranten.

Vanløse. Swiften tager hjørnet og kommer fra Jyllingevej ind på en sidevej. Jeppe spejder efter og finder hurtigt en parkeringsplads i en afmærket bås lige før udkørslen fra et maskinværksted.

”Gratis parkering! Herligt!”

Kundskab. Han tager Inge i hånden, og de sætter kursen tilbage i retningen mod Jyllingevej. De kommer til en Koreansk restaurant, hvis farverige menukort på den røde murstensmur lover indbagt fisk med sursød sauce, koreanske frikadeller, buffet til 200 personer og mange andre fristelser. Lige efter restauranten er en åbning afgrænset af en pudset, gulmalet mur. På et hængende, sønderrevet skilt ses kun bogstaverne ” & Eva”.

”Adam & Eva, paradiset, Edens have!”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: